Skip to main content

»Karrieremuligheder i Medicin«

Formand Ole Sonne, Medicinske UniversitetsLæreres Forening. E-mail: ole.sonne@dadlnet.dk

13. mar. 2006
2 min.

Det var titlen på en annonce i Ugeskrift for Læger 2006; 168:521 fra Aalborg Universitet i anledning af en ny uddannelse i medicin med industriel specialisering (cand.scient.med.) med studiestart den 1. september 2006. I den anledning opslås flere stillinger som videnskabelige medarbejdere (VIP) inden for studiets område. Den fulde ordlyd af opslaget, som findes på Aalborg Universitets hjemmeside, angiver, at VIP i denne sammenhæng dækker over professorer, lektorer, adjunkter og ph.d.-stipendiater, men annoncen angiver ikke, hvor mange af hver stillingskategori, ej heller inden for hvilke nærmere afgrænsede områder, man ønsker bemandingen. Det eneste, universitetet kan love, er, at karrieremuligheden er tidsbegrænset til 3-5 år - dog med mulighed for forlængelse, hvilket formentlig afhænger af et positivt udfald af en evaluering af uddannelsen.

Aalborg er hermed ude at »shoppe«, og man kan frygte, at uddannelsen kommer til at bestå af de forhåndenværende søms princip. Der har tidligere været udtrykt bekymret kritik af uddannelsen i både Ugeskriftet og Dagens Medicin.

Det er velkendt, at læger ikke just vælter over hinanden ved opslag af stillinger på de tre sundhedsvidenskabelige fakulteters prækliniske institutter. Medicinske UniversitetsLæreres Forening (MULF) er derfor bekymret over den udtynding af de tre eksisterende lægeuddannelsers bemanding med læger, som opslaget kunne medføre.

Omvendt kan denne lægemangel på den prækliniske del af lægeuddannelsen være med til at hæve markedsprisen på en læge til den nye uddannelse i Aalborg.

MULF vil hermed opfordre medlemmer af Lægeforeningen, som kunne fristes til at søge en af disse ikke nærmere specificerede stillinger, til at kontakte FAS' eller YL's sekretariat inden accept af et evt. stillingstilbud, ikke mindst med henblik på at opnå et ikke ubetydeligt tillæg givet den annoncerede åremålsansættelse.