Skip to main content

Kiropraktor: Vi følger retningslinjerne

Peter Kryger-Baggesen. Kiropraktor, formand for Dansk Kiropraktor Forening. E-mail: peter@kirosk.dk

28. okt. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Tom Bendix har med afsæt i en gennemgang af det seneste Cochranereview om manipulationsbehandling for patienter med kroniske rygsmerter (se side 2790) [1] fundet anledning til at anbefale, at der skrues ned for anvendelsen af manipulationsbehandling for denne patientgruppe. Derudover har han et hjertesuk om manglende videreudvikling af kiropraktorprofessionen.

Håndtering af langvarigt rygbesvær er vanskelig. Der findes ingen mirakelkur, og der er ikke en enkelt behandlingsmetode, der kan løse rygproblemet. En rød tråd i de seneste 20 års kliniske retningslinjer har været en anbefaling af tillidsskabende information, smertestillende medicin, øvelser/træning og manuel behandling.

Dette er også konklusionen i de seneste officielle kliniske retningslinjer fra 2009 om langvarigt rygbesvær fra NICE i Storbritannien, hvor anbefalingerne bl.a. bygger på de samme undersøgelser, som er gennemgået i nærværende Cochranereview. Her når man som førstevalg - ud over rådgivning og smertestillende medicin - frem til ligeværdigt at anbefale manuel behandling, træningsforløb eller akupunktur. Det understreges, at valget bør inkludere patientpræferancer. Der er i moderne rygbehandling ikke tale om et enten/eller, men om et individuelt tilpasset miks af behandling, aktivering og målrettet træning.

Det er mig derfor en gåde, at Tom Bendix bruger en gennemgang af analysen, som viser, at manipulation matcher effekten af træning og medicinsk behandling - endda med en lille edge i favør af manipulation - til at tale for at neddrosle anbefalinger af manipulation.

Patienterne forvirres

Et andet spørgsmål er, om der i Danmark er et uforholdsmæssigt stort forbrug af manipulationsbehandling, som lægger beslag på en stor del af samfundets midler til lænde-ryg-besvær. Det er der intet, der tyder på. Der er ca. 500 kiropraktorer i Danmark. Patienterne har i gennemsnit godt seks kontakter inklusive forundersøgelse, billeddiagnostik (røntgen og ultralyd), manuel behandling og øvelsesvejledning. De samlede udgifter til kiropraktik for Den Offentlige Sygesikring beløber sig til ca. 110 mio. kr. om året.

Kiropraktorerne behandlede i 2010 ca. 330.000 patienter, hvoraf det vurderes, at omkring 70 pct. henvendte sig med lænde-ryg-gener - altså ca. 230.000 patienter eller ca. 4 pct. af befolkningen. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at punktprævalensen for rygbesvær i befolkningen anslås til at være ca. 30 pct., og etårsprævalensen anslås til at være op mod 65 pct.

De offentlige kassers samlede udgifter til rygbehandling er beregnet til 5,6 mia. kr., hvoraf 30 mio. eller svarende til en halv pct. går til kiropraktik.

Der var engang et udtryk om at se splinten i sin næstes øje, men ikke bjælken i sit eget.

Over- eller underforbrug? Jeg tror, vi vil have nemmere ved at nærme os et rigtigt forbrug, hvis rygmeningsdannere undlod at forvirre patienterne, de praktiserende læger og de politiske beslutningstagere og afstod fra unuancerede budskaber og bakkede op om de kliniske retningslinjer.

Internationalt forskningsmiljø

Vedrørende Tom Bendixs hjertesuk om den manglende udvikling af kiropraktorfaget bestod dansk rygforskning, da kiropraktorerne blev autoriserede for 20 år siden, af nogle enkelte isolerede ildsjæle. Dette er nu fundamentalt forandret efter etableringen af den danske kandidatuddannelse i klinisk biomekanik (kiropraktoruddannelsen) på SDU, hvor forskere sammen med forskere fra Rygcenter Syddanmark og Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik i Odense har været drivkraften bag et helt enestående forskningsmiljø med særlig fokus på ryglidelser. Dette forskningsmiljø nyder nu international anerkendelse.

Enhver sundhedsprofession skal til stadighed stå til ansvar for at videreudvikle sig, dette gælder naturligvis også kiropraktorerne. En sådan udvikling kræver imidlertid kvalificeret og sagligt modspil fra egne og andres rækker. Så lad os debattere på en faglig baggrund og ikke med den kampagneagtige misinformation af befolkningen, som vi har oplevet.


Referencer

  1. Bendix T. Manipulation af hvirvelsøjlen ved kronisk rygsmerte - en gennemgang af et Cochranereview. Ugeskr Læger 2011;173(44):2790-93.