Kjellberg rammer ved siden af

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

I et interview i Ugeskrift for Læger den 22. juni [1] argumenterer seniorøkonom Jakob Kjellberg for et prioriteringsinstitut i Danmark svarende til det engelske NICE.

Men i sin iver rammer Kjellberg både skævt og helt ved siden af et par gange.

Helt overordnet har Gigtforeningen forståelse for, at staten skal prioritere, når der anvendes dyr medicin, og vi er gået positivt ind i samarbejdet omkring RADS. Vi bakker 100 pct. op om, at RADS udarbejder faglige retningslinjer for brugen af biologisk medicin, herunder at der skal være en fornuftig effekt, intention to treat, og at man udformer fælles nationale udbud, så man kan opnå lavere priser. Som patientforening kæmper vi jo for, at alle med behov får den rigtige evidensbaserede behandling - uanset hvor i landet man bor.

Jacob Kjellberg har imidlertid fået det indtryk, at NICE har sagt nej til flere lægemidler, bl.a. gigtmedicin, på baggrund af politisk prioritering. Han efterlyser derfor et tilsvarende prioriteringsinstitut i Danmark, så vi kan få »prioriteringen ud af det skjulte og frem i lyset. Dermed vil danske beslutningsprocesser for, hvad vi vil betale for, og hvad vi ikke vil betale for, virke mere koordinerede og mindre tilfældige«.

Men her rammer Kjellberg skævt. De økonomiske rammer er naturligvis en politisk beslutning, men mon dog Jakob Kjellberg mener, at det skal være en politisk beslutning, hvilken diagnose vi vil betale for behandlingen af, og hvilken vi ikke vil betale for? I Gigtforeningen mener vi, at det inden for de udstukne rammer er helt afgørende, at det altid og uden undtagelse er den lægefaglige vurdering, der står øverst.

I artiklen nævner Jacob Kjellberg desuden, at patienter med rygsøjlegigt (morbus Bekhterev) som følge af NICE ikke må få Remicade i England, mens anvendelsen er udbredt i Danmark. Hans pointe er, at man i England tør prioritere. Men eksemplet rammer helt ved siden af. NICE anbefaler klart mulighed for anvendelse af tumornekrosefaktorhæmmere, der er dyrere end eller til samme pris som Remicade, til behandling af morbus Bekhterev. Nemlig Humira, Enbrel og Simponi. RADS har i sine retningslinjer som bekendt valgmulighederne Humira, Enbrel og Simponi - samt Remicade, hvor førstevalget vil afhænge af prisen.

Som skrevet hilser Gigtforeningen det velkomment, at vi er rationelle i vores vurderinger af, hvilken medicin der anvendes, og at man ud fra lægefaglige retningslinjer skaber fælles retningslinjer, så patienter over hele landet kan få den bedste medicin og behandling ud fra et lægefagligt skøn. Og her synes jeg faktisk, at RADS fungerer ganske udmærket og mindst lige så godt som NICE. Hvis der er punkter, hvor det ikke fungerer optimalt, så lad os arbejde for forbedringer inden for rammerne. At oprette endnu et prioriteringsinstitut vil være spild af resurser. Og da målet er at prioritere, må Kjellbergs institut falde, før det er kommet op at stå.