Skip to main content

Klamydia hos mindreårige

Overlæge Tony Olesen, Børnebeskyttelses-team, Børneafdelingen, Storstrømmens Sygehus Næstved. E-mail: too@cn.stam.dk

22. nov. 2005
2 min.

Af Statens Serum Instituts aldersspecificerede opgørelse af forekomst af klamydia for henholdsvis 2000, 2001 samt 2004 [1-3] er det foruroligende at konstatere, at antallet af smittede i aldersgrupperne 5-14 år viser betydelig forekomst og stigning. I 2000 og 2001 konstateredes henholdsvis 47 og 79 tilfælde, medens antallet i 2004 næsten er fordoblet til 135.

Chlamydia trachomatis hører til gruppen af seksuelt overførte sygdomme, men er ikke som gonorré på listen over anmeldelsespligtige sygdomme.

Det er et stort og uløst problem, at der ikke foreligger retningslinjer for håndtering af positive klamydiasvar i henhold til underretningspligten i servicelovens § 35 [4], som træder i kraft ved formodning om, at et barn har været udsat for seksuelt overgreb, hvilket i betydelig grad må gælde denne gruppe børn, fortrinsvis piger. I 2001 befandt seks børn sig i aldersgruppen 5-9 år.

Diagnosen bliver på SSI stillet ved DNA-forstærkningsmetode, hvor sensitiviteten anføres til at være 71-95%, medens specificiteten angives til 97-100% [5]. Specificitet på 100% opnås kun ved dyrkning, som også anbefales ved »mistanke om seksuelle overgreb«.

Det positive prøveresultat indebærer imidlertid i sig selv en sådan mistanke, og bør i alle tilfælde medføre henvisning til nærmere undersøgelse og underretning til de sociale myndigheder.

Da dyrkning af Chlamydia trachomatis sammen med en fagligt forsvarlig undersøgelse med dokumentation af de genitale forhold er uomgængelige dele af en eventuel bevisbyrde, må man anbefale, at alle børn med positiv undersøgelse for klamydia umiddelbart henvises til nærmeste specialiserede børneafdeling, der fagligt kompetent kan forestå indsatsen over for barn og familie.

Børneafdelingerne i Skejby, Odense, København og Næstved har den faglige ekspertise i pædiatrisk gynækologi, somatisk udredning og den efterfølgende sociale og eventuelle juridiske proces.

SVAR


Referencer

  1. Klamydia 2000. EPI-NYT, uge 38, 2001.
  2. Klamydia 2001. EPI-NYT, uge 51, 2002.
  3. Klamydia 2004. EPI-NYT, uge 34, 2005.
  4. Lovbekendtgørelse nr. 280 af 05/04/2005. Lov om social service.
  5. Emans SJ. Sexually transmitted diseases: Gonorrhea, chlamydia trachomatis, pelvic inflammatory disease, and syphilis. I: Emans SJ, Laufer MR, Goldstein DP, eds. Pediatric and adolescent gynecology. Philadelphia: Lippincott Williams & Wilkins, 1998:467-74.