Klinik og basis i klinisk basisuddannelse

Første hold kandidater fra de tre universiteter står foran at skulle starte den Kliniske Basisuddannelse (KBU). Turnus som vi kender det - 18 måneder bestående af tre gange seks måneders kirurgi, intern medicin og almen medicin - er en saga blot. KBU består af to moduler af hvert et halvt års varighed.

Der er altså skåret et forløb væk.

I takt med den nye fireårsregel er det som kandidat nødvendigt tidligere at målrette sin indsats mod det fremtidige speciale. Det er dermed oplagt, at søge en stillingskombination, der bedst ruster til en fremtidig introstilling, hoveduddannelsesforløb og fremtidigt virke. Derfor var det lovende, da løfterne om at den nye kliniske basisuddannelse indebar, at flere specialer ville indgå, samtidig med at man ville få en bredt funderet basal klinisk uddannelse.

Skuffelsen var stor, da sløret blev løftet for www.basislaege.dk - den portal, hvori man foretager sin prioritering og endelige valg af stilling. Portalen er i sig selv intet mindre end fantastisk, man får godt overblik, og systemet lader til at virke solidt, når prioriteringstiden kommer. Indholdet af portalen, altså de mulige stillingskombinationer, er derimod mindre imponerende. Antallet af tilgængelige stillinger er lig med antallet kandidater tilmeldt til systemet. Den nye portal giver mulighed for at prioritere stillingskombinationer uafhængigt af geografisk lokalisation. Hvis ikke det var for en kunstig begrænsning, ville der være mulighed for at vælge mellem flere stillinger, end der er kandidater. Ud over større fleksibilitet, ville det betyde, at kandidaterne med de dårligste numre rent faktisk ville have et frit valg og ikke »tabe« i både geografi og stillingskombination. Det virker som et levn fra den gamle turnusordning, hvor det var nødvendigt, at antallet af stillinger harmonerede med antallet af kandidater, da man udelukkende prioriterede en geografisk lokalisation. I den nye prioriteringsmodel ville det ikke nødvendigvis ramme yderamterne hårdt men potentielt visse specialer.

Løfterne om udvidelsen af antallet af specialer der ville indgå viste sig for alvor at være tomme. Der er tilkommet mulighed for at få en stilling i psykiatri/distriktspsykiatri og klinisk onkologi. Hvorfor er specialer som øre-næse-hals, pædiatri og gynækologi/obstetrik f.eks. ikke blevet inddraget? Det lagde formanden for FAS ellers op til for blot et par år siden i en artikel i Ugeskriftet.

Det er ikke just fordrende at se, hvordan den kommende ladning kandidater bliver brugt til at fodre de specialer, der har svært ved at rekruttere.

PLO har fået sat deres aftryk massivt på uddannelsen - 80% har ansættelse i almen praksis. 11% får stilling i enten psykiatri eller distriktspsykiatri. Den eftertragtede kombination af intern medicin og et kirurgisk speciale, som klart giver bedste forudsætninger for kommende hospitalslæger, er der derimod kun 10% der kommer til at kunne få.

Hvor stor er den relevante faglige ballast hos en kommende kardiolog efter et halvt år i urologien og et halvt år i distriktspsykiatrien? Eller hos den kommende neurokirurg der har tilbragt et halvt år i geriatrien efterfulgt af et halvt års klinisk onkologi?

Er disse stillingskombinationer ikke større udtryk for en politisk beslutning om at flytte arbejdskraft til visse specialer, end en fagligt forsvarlig uddannelsesplan?

I følge tal fra Sundhedsstyrelsen har 27% færre tilmeldt sig KBU end tilsvarende i 2002. Man kan blot spekulere i, hvad der bliver af kandidaterne, men ser jeg mig omkring, tager adskillige af mine medstuderende lægevikariater, forsker, eller rejser og flere af dem vælger turnus i Norge og Sverige.

Om kort tid melder jeg mig ind i Lægeforeningen, og allerede inden jeg er medlem, tvivler jeg på dens evne til at varetage mine interesser som yngste læge.

Jeg håber inderligt, at jeg tager fejl.