Skip to main content

Klinisk forskning

Professor Jens Chr. Djurhuus, Klinisk Institut, Aarhus Universitet. E-mail: jcd@ki.au.dk

26. okt. 2007
6 min.

Den 15. marts 2007 afholdt det svenske Medicinske Forskningsråd i Stockholm en konference om klinisk forskning. Rådet er meget opmærksom på klinisk forsknings vigende rolle i et produktionsorienteret sundhedssystem og en svækket interesse blandt sundhedsfagligt personale for at udøve patientnær forskning samt bibliometriske statistikker, der bestemt ikke beskriver en gunstig udvikling.

Bekymringen deles af mange vestlige lande. I USA, hvor man hvert år foretager et tigerspring i forskningsfinansiering, er det imidlertid lykkedes at stabilisere den sundhedsfaglige interesse for forskning, en interesse, der ellers var i frit fald. Så enkelte lyspunkter er der, såfremt interessen og investeringen er tilstrækkelig.

Også i Danmark er vi opmærksomme på, at klinisk forskning har vanskeligheder i et produktionsorienteret sundhedsvæsen. Derfor var det emnet for Dansk Medicinsk Selskabs Årsmøde 2006, og derfor har såvel Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom som Lægeforeningen haft fokus på problemet. Forskningsrådet har erklæret klinisk forskning for et såkaldt visionært område i 2007. Året igennem vil det blive begunstiget med de, om end ret begrænsede midler, Forskningsrådet har til strategiske satsninger. Opmærksomheden på klinisk forsknings vilkår har også givet anledning til en henvendelse vedrørende et møde med videnskabsministeren fra Lægeforeningen og Dansk Medicinsk Selskab.

Forskningsret og forskningspligt

Man kan ellers godt få indtrykket af, at der er en vis bevågenhed over for klinisk forskning i det centrale politiske administrative system. Den nye sundhedslov taler om forskningsret og forskningspligt for alle sundhedsinstitutioner, og i Sundhedsstyrelsens fremtidige specialegennemgang vil der blive lagt vægt på, at bevarelse af fremtidige højt specialiserede funktioner blandt andet hænger sammen med forskningsaktivitet. Så ordene er der. Det kniber mere med handling og økonomi.

Ved mødet i Stockholm behandlede man Cooksey-rapporten, som David Cooksey lagde navn til, og som udkom i december 2006.

Udgangspunktet i England er som i Danmark en bred anerkendelse af den basale forsknings høje stade, hvilket jo for den danske del er bemærkelsesværdigt i betragtning af de økonomiske ressourcer, der stilles til rådighed. I England har man også set positivt på den udvikling, der har været i at kombinere basal forskning og industri. Derimod er udgangspunktet for den klinisk orienterede forskning noget mere usikkert. I England mister man for tiden mange af de personer, som tidligere har haft en akademisk klinisk tilknytning. Hver femte har forladt denne stillingstype gennem de sidste fem år. Begrundelsen kunne være, at sundhedsvæsenet i tiltagende grad bliver en produktionsmaskine, og det bliver stadigt vanskeligere at bevare forskning og udvikling som et naturligt element i dagligdagens arbejde. Og skal man kun producere, kan man lige så godt få så meget ud af det som muligt, hvilket vil sige i privatsektoren, en trend, der bestemt også er kendt i Danmark.

Det engelske forslag

Det engelske forslag går ud på at styrke koordinationen af sundhedsforskning. Dette skal ske gennem et kontor for strategisk koordination af det, der svarer til vort Forskningsråd for Sundhed og Sygdom og det specifikke nationale institut for sundhedsforskning. Sundhedsforskningsinstitutionerne skal via netværksdannelse og godkendelse sikre effektiv klinisk forskning på højt internationalt plan.

Rapporten er blevet modtaget meget positivt af det politiske system. Man er klar over, at engelsk klinisk forskning er truet, at den er af fundamental betydning for sundhedsservice over for den engelske befolkning, for medarbejdernes informationsniveau og entusiasme og for den engelske industri. En henvendelse til finansminister Gordon Brown har resulteret i en foreløbig tildeling på godt en mia. danske kroner. Det er jo andre toner, end man hører i Danmark, hvor det foreløbige resultat vedrørende støtte til klinisk forskning er, at man fodres med egen hale. De såkaldte rigshospitalspenge tages væk fra H:S-området, og uddeles derefter henholdsvis i en strategisk fond og til infrastruktur.

Hvorfor skal man have klinisk forskning?

Dansk klinisk sundhedsvidenskab holder sin position i modsætning til den svenske, som er i frit fald. Det kunne give argumentet for, at penge ikke er alt, eftersom svensk forskning jo har langt større ressourcer end den danske, men når der alligevel er grund til bekymring for den danske kliniske sundhedsvidenskab, skyldes det, at også vi kan se den interna-tionale tendens til, at produktionspresset skaber en uheldig separering af forsknings-, udviklings-, og uddannelsesaktivitet og produktion. Hertil kommer, at klinisk forskning bliver stadig dyrere og mere kompliceret med stadigt stigende kvalitetskrav - og heldigvis for det.

Hvorfor skal man have klinisk forskning? For det første har dansk klinisk sundhedsvidenskab nationale forpligtelser over for befolkningen til at være med til at sikre behandling på højeste internationale stade og et engageret personale til at tage sig af behandlingen, som ved, hvad der rører sig, og kender forskningens fordele og faldgruber. For det andet medfører den fornemme danske position i forskersamfundet, at vi også har internationale forpligtelser til at frembringe resultater, der kan anvendes ikke blot på nationalt plan men også internationalt. Hertil kommer forskningens betydning for industrien og for forskeruddannelse.

Hvad kan man så gøre for at styrke den kliniske sundhedsvidenskabelige forskning? Internationalt er man ikke i tvivl om, at adskillelsen af forskning og produktion i sundhedsinstitutioner er uhensigtsmæssig. Naturligvis skal man have en forskeruddannelse, og denne må nødvendigvis foregå i veldefinerede tidsrum, men når det er sagt, er det af fundamental betydning, at man får reetableret den kultur, som var fremherskende på universitetshospitalerne i slutningen af 1970'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne. Ganske vist er der nu mindre tid til rådighed, men det skulle ikke forhindre, at virket, ikke blot på universitetshospitaler men også på andre institutioner, jf. den nye sundhedslov, er et arbejde, der består af mange facetter, hvor forskningsaktivitet indgår som et naturligt og dybt integreret led.

Hvordan opnår man så det? Det skal ske ved at styrke forskningskulturen på afdelingsniveau. En nylig opgørelse over inspektorordningens bedømmelser af 70 afdelingers stade såvel klinisk som i undervisnings- og forskningsengagement viste, at over halvdelen af afdelingerne ingen eller i kun ringe grad havde en forskningskultur. Og her er tale om afdelinger på regionshospitaler såvel som universitetshospitaler. Derfor er der nok behov for, at man ikke blot mobiliserer personer til forskning men også hele afdelinger og institutioner. Det kræver en bred vifte af virkemidler. Et kunne være, at afdelinger på baggrund af et bredere forskningsprogram, der mobiliserer hele organisationen, i konkurrence kunne modtage en substantiel bevilling, som kunne anvendes til at etablere en undrende, søgende og engageret kultur. En kultur, der også udnytter de mange, der er forskeruddannede. Et andet meget vigtigt virkemiddel er at skabe nationale netværk af afdelinger i lighed med de bestræbelser, der foregår i Engla nd eller på europæisk plan via ECRIN. Dansk Medicinsk Selskab har eksempelvis foreslået, at et sådant netværk etableres i forbindelse med dannelsen af de nye akutcentre, der som arbejdsplads helt sikkert vil blive mere attraktive, hvis der også foregår andet end produktion.

Det er vigtigt at lægge den kliniske forskning så langt ud i klinikken som muligt. Det er på den anden side uundgåeligt at have et netværk af centraliserede enheder, der er i stand til at give hurtige svar, eksempelvis når det angår lægemidler, herunder er de steder, hvor forskerinitieret lægemiddelforskning løser nogle af befolkningens problemer, eksempelvis en aldrende befolknings lægemiddelomsætning og virkning.

Netværkene kræver penge, og netværkene kræver forpligtende medlemskab. Mange hospitaler og mange afdelinger arbejder for nuværende sammen om at løse forskellige opgaver. Dette skal styrkes, og så skal vi bruge de mange forskeruddannede, der allerede er i sundhedssektoren, og de mange, der vil komme. De har vist, at de vil. Lad dem få mulighed for fortsat at udnytte deres evner og viden.

Institutionernes ledelser ser det gerne, hvorimod indtrykket er, at man centralt mest har fokus på produktionskontrol og mistro til, om der nu produceres nok.

Måske kræver effektiv produktion engagerede mennesker mere end kontrollerede mennesker?

Læs også næste uges kronik »Klinikken og forskningen - hvor er konflikten?« af Kirsten Møller.