Skip to main content

Klinisk ledelse kræver kliniske ledere: søg lederstillingerne

Problemerne med at få læger til at søge ledende stillinger har skabt debat, blandt andet om ledernes pressede arbejdsvilkår. Men det bør ikke skræmme nogen væk. For vigtigheden af, at der er klinikere i ledelsen, bør i sig selv være tilstrækkelig motivation til at søge.

Peder Jest. Lægelig direktør, OUH, Næstformand i FLCD. E-mail: peder.jest@me.com Interessekonflikter: ingen
31. okt. 2014
03 min

Det er vanskeligt at rekruttere ledende overlæger. Det er nødvendigt med klinisk ledelse på specialeansvars-, på afdelings - og hospitalsniveau. Der er et behov for at speciallæger med evner og lyst til ledelse, søger at uddanne sig og blander sig på ledelsesområdet.

Peder Jest
Peder Jest

De ikke sundhedsprofessionelle ledere har brug for den kliniske og akademiske indgangsvinkel, som speciallægen kan levere. Hvorfor har vi så vanskeligheder i Danmark med at få læger ind i ledende stillinger? Årsagerne er flere. Mange tror man skal være den bedste blandt ligemand i specialet. Lønvilkårene er ikke altid attraktive og skal individuelt forhandles.

Lang og konfliktfuld arbejdsdag

Funktionsbeskrivelserne er traditionelle. Man skal i ledelsesmæssig relation med oversygeplejerske, ledende jordmoder, bioanalytiker. Det er alligevel den økonomisk/administrative indgangsvinkel, der benyttes. Som beskrevet i Ugeskriftet er arbejdsdagen som ledende overlæge lang og konfliktfyldt osv. Men opgaven som klinisk leder er vigtigere end nogensinde. Kompleksiteten er vokset og kræver ledere med egenskaber som lægegerningen implicit supplerer, og som ledelserne har brug for, hvis strategierne skal lykkes. I og udenfor sundhedsvæsenet er der manglende viden om ledelsesopgavens kompleksitet og reelle indhold. Hos mange speciallæger er der manglende indsigt i de helhedsløsninger, der skal til for at sikre den samlede kliniske ledelsesopgave.

Uundværlig klinisk indsigt

På Odense Universitetshospital, model for et stort og komplekst hospital, har vi etableret et lavt hierarkisk ledelsessystem. Der er kun tre ledelseslag, primærledelserne - den direkte kontakt med patienten, afdelingsledelserne og direktionen. Det løser ikke opgaverne i sig selv, idet rigtig mange opgaver er både vertikale og horisontale. Så realiteten er, at ledelsesformen rummer både fleksibel og paradoks ledelse. Strategierne er ikke kun rettet mod den økonomisk/administrative dagsorden i driftsorganisationen. De drejer sig lige så meget om forskning, innovation, uddannelse, sundheds IT, kvalitet, patientsikkerhed, individualiserede patientforløb og samarbejde med patient og pårørende. Her er den lægelige kliniske ledelse afgørende og kan foranledige forandringer og initiativer, som har betydning for først og fremmest den næste patient, men også for kolleger og blive en væsentlig faktor i det tværdisciplinære samarbejde. Hvorfor gør nu alt dette den lægelige leder mere kvalificeret end andre og som en nødvendig partner i lederskabet? Fordi den lægelige leder har en erfaring og en klinisk indsigt, som den ikke sundhedsfaglige leder aldrig vil kunne opnå.

At kende lugten af angst og død

Den ikke sundhedsfaglige leder er en uundværlig samarbejdspartner, når det drejer sig om strukturelle organisatoriske forhold. Men når det drejer sig om teksturen i sundhedsvæsenet, det gennem år at være tæt på og tage beslutninger i kritiske patientsituationer, kende lugten af angst, frygt, død, bekymrede pårørende, er det alene den kliniske leder, der kompetent kan bringe det ind i beslutningssammenhæng. Opgaven ledelsesmæssigt er at forbinde alle disse forhold. Det er hårdt, tidsforbrugende og spændende. Det betyder, at den lægelige leder skal være til stede i både vertikale og horisontale ledelsesområder. Ikke kun i specialafdelingen, også mellem øvrige samarbejdspartnere. Det betyder etablering af programledelser, hvor de ledende overlæger sidder sammen med lægelige direktører, speciallæger fra flere specialer og andet klinisk personale. I kvalitetsarbejdet, hvor den ledende overlæge bliver ansvarlig for større tværgående områder. Eksempler der har ændret opgaven som ledende overlæge radikalt og giver en vidtgående indflydelse på patientforhold.

Så drop myten om den traditionelle administrerende overlæge. Danske regioner og Lægeforeningen har gavn af at udvikle indsigten i den lægelige leders betydning for ledelsesopgaven. Men vigtigere er det, at speciallægerne selv indser det og søger stillingerne som ledende overlæger og lægelige direktører.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen