Knægter 72 timers behandlingsansvaret lægers retssikkerhed?

Regeringen har sammen med Regionerne ønsket at forebygge sygehusophold ved, at der i samtlige regioner implementeres et såkaldt »72 timers behandlingsansvar«, som skal dække alle nyligt udskrevne patienter (gælder pudsigt nok ikke for de private sygehuse). Ordningen er kendt fra Region Hovedstaden, der er herostratisk berømt for særligt innovative sundhedsløsninger. Overordnet er der et prisværdigt mål om at fremme samarbejdet mellem primærsektoren og hospitalerne, hvilket de fleste af os nok kun kan tilslutte os. Den hospitalsafdeling, som nyligt har behandlet en patient, må alt andet lige være en vigtig medspiller i at understøtte den videre rehabilitering og afdække mulige komplikationer. Så langt så godt.

Der synes dog at være uklarhed mellem de to elementære juridiske begreber »behandlingsansvar« og »patientansvar«. Det er uklart, om der er tale om en udvidelse af selve behandlingsansvaret eller en udvidelse i tidsrummet, hvor hospitalet har ansvaret for en given behandling. Patienterne er ofte jo per definition »færdigbehandlet«, så dermed må der en vis kreativitet til for at fortolke, hvilken behandling hospitalsafdelingen skulle have ansvaret for.

Er der i stedet tale om en egentlig udvidelse af ansvaret for patientens overordnede ve og vel, taler vi i stedet om en udvidelse af det lægefaglige patientansvar hos højtspecialiserede hospitalslæger ud i primærsektoren. Skulle det så være tanken, at eksempelvis en øre-næse-hals-kirurg skulle agere døgntilgængelig almenmediciner i de første 72 timer efter en udskrivelse? Denne uklarhed er tidligere blevet bragt frem af hospitalslægerne i Region Hovedstaden [1], men uklarheden består altså i den nationale udbredelse af konceptet.

Såfremt ordningen er at forstå som et udvidet tidsmæssigt ansvar for den udførte, og muligvis igangværende, behandling, så er der reelt ræson. Men forventes det, at man kan få løftet en højkvalificeret telefonisk visitation af almenmedicinsk karakter ved at bruge hospitalsspecialister, efter 1813-indførelse og regional dækning af vagtlægeordning, så bliver man skuffet. Visitation, herunder triage, er jo netop en af de ypperste specialistkompetencer i det almenmedicinske speciale. Udflytningen af plejetung patientrehabilitering (læs: behandling) fra hospitalsvæsenet til det kommunale sundhedsvæsen over de sidste 20 år har i den henseende næppe gjort behovet for ad hoc-lægevurderinger mindre. Lægges et alment visitationsansvar ud til læger uden den fornødne erfaring, vil man i bedste fald kun spilde en masse ressourcer.

Tilbage står vi som stand med spørgsmålet: Kan (hospitals)læger komme til stå med et juridisk ansvar for telefonisk ikke at have genkendt og reageret på problemstillinger, som de ingen faglig chance har haft mulighed for at genkende?

Kan vi ikke agere proaktivt i vores retssikkerheds navn for en gangs skyld, i stedet for at vente på at én sidder i STPS-saksen?