Skip to main content

Knivstukket kollega kaster skygger over min faglige sikkerhed

Marianne Hansen er praktiserende læge på Amager, og hun er meget berørt af knivdrabet på en kollega tidligere på sommeren, som har påvirket hendes lægelige dagligdag. Psykiatrien har et problem, konstaterer Marianne Hansen, og hun har seks konkrete forslag til, hvordan den psykiatriske patient og den praktiserende læge kan opnå bedre vilkår.
Marianne Hansens kollega blev knivstukket på et hjemmebesøg hos en psykiatrisk patient, få gader væk fra Marianne Hansens praksis på Amager. Foto: Colourbox
Marianne Hansens kollega blev knivstukket på et hjemmebesøg hos en psykiatrisk patient, få gader væk fra Marianne Hansens praksis på Amager. Foto: Colourbox

Marianne Hansen praktiserende læge

1. aug. 2022
10 min.

Han træder ind i min konsultation med let påskyndet åndenød. Han er dagens sidste patient. Han fortæller, at det var hende, der stak ham. Hende han bor sammen med. Ingen af dem er kendte farlige psykiatriske patienter. Jeg lytter opmærksomt og venter på grunden til, at hans skridt førte ham denne vej. »Jeg gik hurtigt ud af lejligheden for at beskytte hende. Jeg lagde mig ned, og min ven viklede en forbinding om min brystkasse. Jeg sagde han skulle finde en sten«. »En sten«, siger jeg lettere forvirret. »Ja, du ved sgu da godt, at man skal lægge noget tungt over, der hvor det bløder, så bandt min ven en ny forbinding ovenover stenen«, siger han oplysende. »Hjalp det«, spørger jeg lidt nysgerrig på teknikken. »Nej, for fanden. Jeg fik sværere ved at tække vejret. Blodet var løbet ind i min lunge, så vi blev nødt til at ringe efter en ambulance«.

Tyngde i brystet

Jeg føler mig svimmel. Min kollega blev for nylig knivstukket på et hjemmebesøg hos en psykiatrisk patient få gader væk. Det er lidt for meget skarpt metal på lidt for kort tid. Jeg har svært ved at stille skarpt og holde fokus i konsultationen. Mit arbejde er beslutningstungt og består af gentagne beslutninger om alle organsystemer i vekselvirkning og i kombination. Mine tanker kan ikke forlade kollegaen. Jeg må fortsætte i to spor. Tiden må gå til manden i rummet får talt ud og kommer frem til sit problem. Tiden må samtidig få tankerne om min knivstukne kollega til at fortone sig. Det sker. Jeg får samlet mig, og får afklaret årsagen til hans fremmøde. Han beder om en udskrift af hans journal fra indlæggelsen. Han har hverken mobiltelefon, computer eller printer, så nutidens teknologiske løsninger hjælper os ikke. Der er gået 27 minutter. Det passer ikke lige ind i hverdagsprogrammet for en praktiserende læge. Men han smiler og siger tak for samtalen, da han stønner sig ud af lokalet. Jeg sidder stille tilbage. Jeg er svedig af alle de knive, der kom forbi mit rum. Jeg forsøger med tanker, der kan løsne op – pyt – nåh ja – sjældent okay – det løser sig – nu har du fri. Men en tyngde har sat sig i mit bryst. Vil min tiltrækning til mit arbejde vil forsvinde? Mit håndværk handler om mig – patienten – problemet. Vil oplevelsen med min knivstukne kollega sætte en faglig frygt i mit bryst?

Klokken 9.46

Cyklen tager mig hjem. Kvalme har afløst svimmelhed. Det drypper fra himmelen. Dråberne køler min udvendige krop. Hjemme læser jeg aviser. Telefonen ringede 9.46 hos alarmcentralen. Klokken 9.46 må min kollega have nået morgenens telefoner, set nogle patienter og set muligheden af et smut forbi en velkendt patient. 9.46 – det kunne altså ikke vente til frokostpausen? 9.46 – mast ind mellem kalenderens øvrige patienter? 9.46 – en patient og en pårørende han kendte i forvejen? Jeg fornemmer, hvordan min egen prioritering kunne give en fornemmelse af et hurtigt og effektivt forløb understøttet af den veletablerede læge-patient-relation. Herefter er løbet kørt. Min kollegas tag om tilstanden tog livtag med hans hjerte. Og så sluttede det hele. Alle gjorde vel, hvad vi kunne forvente. Pårørende ringer til min kollega og beder om besøg. Min kollega kører ud på hjemmebesøg. Patient ønsker ikke min kollega i sit hjem. Patient tager urtekniv og stikker min kollega. Min kollega trækker sig. Vidne ser min kollega løbe over vejen med blod ud af maven og falde om og ligge stille. Pårørende i lejligheden ringer efter politi og ambulance. Min kollega bliver kørt væk i ambulancens rød-gule trygge farver. Anden kollega rimper den blødende hjertemuskel sammen og lægger min kollega i aflastende hjerte-lunge-maskine. Alle led har handlet som forventet, og alt er gået galt. Det kunne have været mig. Min kollega rejste sig slet ikke. Jeg bliver bange for, om jeg ville kunne rejse mig til fokus og beslutningskraft, selv hvis jeg rejste mig fra et knivstik fra en patient.

Selvforsvarskursus?

Efter hændelsen med min kollega er jeg på ferie med min mand. Vi er i et varmt land med udsigt og er gået mange meter op og ned ad et bjerg. Han og andre har oven på hændelsen sagt, at jeg skal passe på mig selv. »Du kender godt teknikker til selvforsvar, ikke – det bedste forsvar er et angreb« siger han alvorligt, da vi sidder svedige på hotelværelset. »Nej«, siger jeg prompte. »Jeg forsøger at undgå at bringe mig i situationer, hvor den slags vil være nødvendigt«, tilføjer jeg spidst. Han foreslår et lynkursus, og vi gennemgår en række håndgreb. Med tanke på en patient virker bevægelserne fremmede og ubehagelige. Jeg pipper, at det handler om relationen til patienten. Selv om det er tvang, lægger loven vægt på at formulere alternative muligheder for patienten og give patienten mulighed for at overveje disse. »Fint nok, men det du fortalte om din kollega, synes jeg giver anledning til, at du er klædt ordentlig på« siger min mand fast. Jeg gentager udførelsen af øksehugget. Jeg strækker min højre arm ud med fingrenes mellemled bøjet og trækker samtidig min venstre albue tilbage for at samle kræften mod modstandenes strube. »Hvis det handler om en kniv, ville jeg vælge en pude« tilføjer min mand omsorgsfuldt. »Okay, tjek udgang og pude hver gang jeg går ind til en psykiatrisk patient eller potentiel psykiatrisk patient eller en hvilken som helst patient«, siger jeg vredt. Hans lægearbejde foregår med patienter i små rør med blod eller andre vævsvæsker. Det bliver aldrig mit job. Det her er mit håndværk. Det er, hvad jeg er uddannet og dannet til. Selvforsvar er ikke et kursus jeg har tænkt på – før nu.

Idealbillede af en tvangsindlæggelse

En række tvangsindlæggelser af psykiatriske patienter er gennem årene løbet gennem min pen. For år tilbage var jeg praktiserende læge i en lille by. Man sagde her, at der var højt til himmelen men lavt til loftet. Årevis gik mellem en psykiatrisk tvangsindlæggelse. I den lille by havde mange noget at afreagere på. Det kunne være bilen, hvor man åbnede kølehjelmen og fiksede et tændrør. Eller huset, som trængte til en praktisk hånd med et løst vindue, der skulle sættes fast. Eller haven, hvor man gravede et hul og plantede en kartoffel og høstede den senere på sæsonen. Mit indtryk er, at det gav luft. Også omkring den psykiatriske patient. Nogle patienter havde brug for højere til loftet og flyttede til den store by. Det gjorde jeg også. I den store by har mange ikke en bil, et hus eller en have, og skal selv konstruere deres liv både i optur og nedtur. Det giver mere rabalder. Tvangsindlæggelser af psykiatriske patienter i både røde og gule farver forekommer nu flere gange om året.

Klokken 9.46 må min kollega have nået morgenens telefoner, set nogle patienter og set muligheden af et smut forbi en velkendt patient. 9.46 – det kunne altså ikke vente til frokostpausen? 9.46 – mast ind mellem kalenderens øvrige patienter? 9.46 – en patient og en pårørende han kendte i forvejen

Der er et idealbillede, hvor jeg som praktiserende læges tvangsindlægger en psykiatriske patient. Det er den lange læge-patient-relation, hvor jeg og patienten over tid har løst adskillige helbredsproblemer. Det er tilfredsstillende, når jeg kan trække på tidligere løsninger. Efterfølgende sker det, at den nu velbehandlede patient udtrykker taknemmelighed og forståelse for tvangsindlæggelsen. Nu er vi en erfaring rigere, og en brik er føjet til den årelange læge-patient-relation. Som vidne deler jeg fortsat patientens livshistorie, om helbredsproblemer, der har været, og dem, som kommer. Når det sker, spinder jeg som kat. Det er et idealiseret billede, og det er fantastisk, at det sker. Konstruktionen som almen praksis hviler på i Danmark passer til det billede. Desværre er forløbet andre gange et andet.

Nogle psykiatriske patienter bor på bosteder. Patienten udskrives, hvis den psykiatriske afdeling vurderer, at patienten ikke opfylder kriterierne til at opretholde tvangstilbageholdelsen. Det sker, at patienten er for dårlig til at være på bostedet. Måske ønsker patienten ikke at tage sin medicin. Der kan opstå et behov for endnu en tvangsindlæggelse. Jeg oplever her, at jeg bliver en del af bostedets psykiatriske nødberedskab for den psykiatrisk svingdørspatient, hvor det givne tilbud ikke passer. Mit valg er tilbagevendende indlæggelser under tvang eller en tidskrævede kontakt med bostedets personale og ledelse, patientens sagsbehandler og den psykiatriske afdeling. Jeg har prøvet modellen og tror ikke, at det er en del af min arbejdsbeskrivelse.

Den ukendte patient

Patienten, jeg ikke har kendskab til på forhånd, er en særlig udfordring. En supersnakkende mand dukker op i venteværelset. »Jeg vil gerne tale med lægen nu, for at høre om jeg er sindssyg«. Det var han. Men én samtale er ligesom ikke nok. I samarbejde med hans gamle forældre løb jeg spidsrod mellem forskellige muligheder for mødepunkter. Til sidst lykkedes det at få ham tvangsindlagt. En lang indlæggelse, der fra hans side blev efterfulgt af et lægeskift.

I Danmark bliver der årligt tvangsindlagt ca. 1.000 patienter. Sundhedsstyrelsen udgav i januar 2021 en rapport for at nedbringe tvang generelt herunder antallet af tvangsindlæggelser. Den beskriver seks kernestrategier, som også kan understøtte almen praksis. Min og mine endnu ikke døde kollegers sikkerhed afhænger af det myndighedsansvar, som regioner og kommuner udøver for at implementere strategierne. Ud fra min erfaring har jeg behov for, at beskrive konkrete forslag til løsninger.

Seks forslag til løsninger

1. Regionerne og kommunerne har det ledelsesmæssige ansvar. Lægen skal ved hjemmebesøg kunne rekvirere vurdering af akut psykiatrisk team. Teamet besøger patienten eventuelt med politiet. Teamet afklarer patientens behov for hjælp og mulighed for frivillig indlæggelse, og hvordan en eventuel tvangsindlæggelse kan foregå. Afdelingens udskrivelse til bosted skal bidrage til patientens fortsatte bedring. Mulighed for fast vagt til patienten bør indgå som mulighed for at undgå genindlæggelser. Gule eller røde papirs gang gennem systemet skal ske effektivt med klarhed om faxnumre, brug af e-boks eller beskyttet mail.

2. Anvendelse af data. Jeg bidrager med data ved tilsynssager fra Styrelsen for Patientsikkerhed ved selvmord eller pludselig død. Tilsynet vurderer, om jeg som patientens læge har udført mit arbejde som forventet. Jeg har aldrig oplevet nogen tilbagemelding. Fra mit perspektiv vil data om hjemmebesøg i forbindelse med tvangsindlæggelser og gentagne tvangsindlæggelser af samme patient være lærerige og gavnlige.

3. Udvikling af kompetencer og faglighed. Jeg har mulighed for at kontakte den psykiatriske bagvagt for at drøfte patientforløb. Det skal passes ind, så både bagvagten og jeg har fælles tid og under hensyn til de øvrige patientopgaver. Den enkelte praktiserende læge har pligt til at have minimum 1.600 patienter tilknyttet. Forekomsten af tvangsindlæggelser vil afhænge af praksis’ placering og profil. Tvangsindlæggelser er ofte uforudsigelige og kræver tid, refleksion og hurtig indsats. For at sikre kompetente tvangsindlæggelser skal tiltag respektere disse udfordringer.

4. Anvendelse af tvangsforebyggelsesværktøjer. Obligatorisk kontakt fra afdelingen til den praktiserende læge skal ske for at afklare roller i forbindelse med udskrivelse. Ønsker patienten overhovedet fortsat samme læge? Skal der foretages et lægeskift i forbindelse med udskrivelsen? Denne patienttype kan være både dyr og vanskelig at hjælpe. Passende personstøtte i umiddelbar tilknytning til udskrivelsen og afklaring af potentielle vanskeligheder og farer for den praktiserende læge vil fremover være helt nødvendig.

5. Patientens rolle hos den praktiserende læge med fokus på patientens erfaringer. Ved det ideelle forløb med et godt samarbejde med patienten, trækker jeg på udvekslinger mellem mig og patienten. Jeg erindrer kommentarer som: »Jo, du må hilse din bror, jeg synes også, det var godt vi fik dig indlagt« eller »Jeg husker tydeligt, hvor forpint du var, da du ikke havde taget din medicin gennem længere tid«. Det varmer mit lægehjerte. Omvendt bliver jeg kold og trist, når jeg skal arbejde under pres, og må skubbe eller aflyse andre patienter og udskyde deres problemer. Det er stressende når behovet kræver akut indsats. Samtidig risikerer jeg at blive kritiseret – muligvis med rette – uden et ønske om at debriefe eller kompetenceløfte mig.

6. Kerneårsagsanalyser af tvangsindlæggelser. Tilbage i den lille by blev jeg kontaktet af en psykiater som led i en kerneårsagsanalyse i forbindelse med et selvmord. Jeg havde fundet, at betingelserne for tvang ikke var opfyldt. Patienten lagde sig nogle dage senere på togskinnerne og blev kørt ihjel. Det var frygteligt. Som en del af kerneårsagsanalysen blev mit arbejde en del af processen. Det var relevant og omsorgsfuldt. Jeg har aldrig oplevet det siden. Måske var det et projekt. Måske var det en ildsjæl på den afdeling.

Håbsforestilling om frygtløshed

I en nær fremtid er klokken igen 9.46. Jeg bliver kontaktet af en pårørende til en psykisk syg patient. Jeg ringer til psykiatrisk akut team. Psykiatrisk akutteam tager ud til patienten. Psykiatrisk akutteam møder patienten i døren, og hun vil ikke have dem indenfor. Psykiatrisk akutteam trækker sig og ringer til mig og drøfter sagen. Mine næste patienter aflyses. Jeg mødes med politiet på bopælen og vurderer patienten. Patienten tvangsindlægges. Hospitalsafdelingen ringer, da patienten udskrives. De oplyser, at patienten ikke ønsker at skifte læge. Kerneårsagsanalytikeren ringer ugen efter. Vi drøfter min rolle og håndtering. Har jeg oplevet patienten voldelig? Ønsker jeg at frasige mig patienten? Jeg siger nej. Jeg lægger røret på og kalder den næste patient ind i konsultationen. Sådan håber jeg, at mit fremtidige frygtløse arbejde som praktiserende læge ser ud.

Læs også:

Dræbt læge bisat i København
Stor sorg over læges død