Kønsfordelingen og ligestillingen i sundhedsvæsenet

En række statistiske svar på spørgsmålet om kønsfordelingen i sundhedsvæsenet viser en tendens, som bør give anledning til debat på grund af en stigende feminisering.

Data og tal

Inden for hospitalsverdenen var der i 2003 ansat 88.337 kvinder mod 19.473 mænd, mens patientfordelingen slet ikke har den samme skævfordeling.

Pr. 8.2.2005 var kønsfordelingen blandt medlemmerne af Lægeforeningen: Se Tabel 1 .

Sagt på en anden måde: den feminine slagside gælder i første omgang kun de yngre hospitalsansatte og/eller uddannelses-søgende læger. Men det betyder også, at kønsfordelingen i de andre søjler inden for en overskuelig fremtid vil ændre sig i en mere kvindelig retning.

Historisk set ses på landsplan en signifikant tendens: Tabel 2 .

Denne feminine udvikling - en stigning i andel af de kvindelige læger på 15% over 20 år - begynder faktisk allerede ved den almengymnasielle uddannelse - i 1993 var antal pigeelever 3.259 mod 5.774 drengeelever, mens i 2003 var de tilsvarende tal 6.305 og 3.259.

Dette forhold smitter naturligvis af på universiteternes studenterbestand. Eksempelvis på Københavns Universitet pr. 1.10.2004: Se Tabel 3 .

Endnu mere markant er det inden for det børne- og ungdomspsykiatriske område - kønsfordelingen blandt lægerne var i 2004 109 kvinder og 43 mænd. Blandt de i alt 12 afdelingslæger var der kun en mand, og af de i alt 64 yngre læger var kun de 7 mænd. Modsat voksenpsykiatrien har børne- og ungdomspsykiatrien tilsyneladende ingen rekrutteringsproblemer. Det kan man godt prale med, hvis vel at mærke formålet er at besætte de yngre lægers stillinger med uddannelsessøgende kvinder og dermed skabe et næsten totalt kvindeligt fag. Husk på, at også hvad det øvrige personale på de pågældende afdelinger angår, udgør kvinder en meget stor procentdel af de ansatte. Det gælder psykologer og socialrådgivere og ikke mindst de ansatte sygeplejersker og pædagoger.

Denne samlede skæve kønsfordeling skal ses på baggrund af, at de fleste patienter er drenge. Inden for voksenpsykiatrien er kønsfordelingen knap så skæv endnu, men den bliver det inden for de kommende år - pr. 11.1.2005 var der i Dansk Psykiatrisk Selskab tilmeldt 187 yngre læger, hvoraf 121 var kvinder og 66 var mænd. Med hensyn til afdelingslæger var tallene henholdsvis 56 og 37. Eftersom børne- og ungdomspsykiatri i dag er en del af den sociale sektor, kan det være på sin plads yderligere at pege på, at kønsfordelingen på socialinstitutioner for børn og unge i 2003 var 123.272 kvinder og 25.179 mænd.

Konklusion: Sundhedsvæsenet bliver mere og mere kvindedomineret, og på visse områder og med hensyn til bestemte faggrupper bliver denne dominans tiltagende og markant. Overordnet set er dette blot toppen af isbjerget - pr. 1.1.2004 udgjorde kvinder 67% af arbejdsstyrken i den offentlige sektor (modsat det private arbejdsmarked hvor kønsfordelingen er næsten lige omvendt, nemlig 62,5% mænd).

Spørgsmål til debat

Hvad så? Er det et problem (og i så fald for hvem)? Bør det vække til bekymring (og i så fald hos hvem)? Er det et symptom på en bredere og dybere samfundsmæssig kløft (og er det nødvendigt med en intervention)? Skal der gøres noget ved denne uligestilling (og i så fald hvad)?

Det nemmeste svar er nej til alle spørgsmål. Den nemmeste holdning er at acceptere disse tendenser som et led i en naturlig udvikling inden for uddannelsen og arbejdsmarkedet. Den nemmeste reaktion er at forholde sig passiv over for disse kendsgerninger. Oven i købet kan man vælge at glæde sig over kvindernes fremmarch. Underforstået: nu er det kvindernes tur, efter at mænd har domineret i så mange år. En umiddelbar rimelig og historisk korrekt attitude. Men et spørgsmål til: hvis det var omvendt, og mænd dominerede på samme vis, hvordan ville reaktionerne så være? Med afsæt i de senere års ligestillingsdebat kan der ikke være nogen tvivl - protester, aktioner og tiltag, jf. debatten om mangel på kvindelige forskere, professorer, ledere, direktører m.m.

Med andre ord: det er ikke politisk korrekt hverken at pege på mandeproblemer eller anskue problemer fra et ma-skulint synspunkt. Man skal ej heller forvente, at kvinderne inden for sundhedsvæsenet vil tage denne del af uligestillingskampen op. Det må mændene selv gøre. Men hvis myten om mændenes magt har basis i virkelighed, hvor er de så? Svaret er, at de er ikke der hvor kvinder er i overtal, men samler sig inden for de områder hvor mænd (endnu) er i flertal. Den moderne mand orker ikke, fordi han er traumatiseret og skyldbetonet (og måske ligefrem kastreret?!) af den årelange kvindekamp for ligestilling, som har udråbt ham til skurken. Den famøse mandlige aggression gælder ikke her. Den kanaliseres i andre (delvis kedelige) retninger. Sagt på en anden måde: den skæve kønsfordeling i sundhedsvæsnet er resultat af en naturlig social proces. Fremtiden er feminin. Den socialpolitiske vind blæser i en feminin eller kønsneutral retning. Sagt på godt dansk: der er ikke noget at gøre ved det.

Betyder køn noget?

Debatten må også gælde spørgsmålet om konsekvenserne af denne feminisering. En måske uoverskuelig udfordring, som er nemmere at analysere inden for et mere begrænset område, nemlig sundhedsvæsenet. Men en redelig analyse kræver først en erkendelse af, at kønnet har også en arbejdsmæssig betydning og er med - bevidst og ubevidst - til at præge ens kompetence, holdninger, beslutninger, valg og dispositioner. Tilgangen til et hvilket som helst menneskerelateret arbejde er i høj grad kønsbetinget.

For de fleste borgere er debatten om antallet af kvindelige ministre, folketingsmedlemmer eller bankdirektører fuldstændig underordnet. Men de fleste er ikke ligeglade med hensyn til spørgsmålet om kønnet, når det drejer sig om deres læge eller terapeut eller om deres barns behandler eller lærer. Dette forhold er især gældende inden for psykiatri, som er en lægevidenskabelig gren med et betydeligt personligt element. Den individuelle personlige kompetence fylder lige så meget som den faglige. Patientens køn i kombination med behandlerens køn spiller en afgørende rolle med hensyn til forløbet af undersøgelsen og behandlingen. Den måde du spiller din patientrolle på, er svært afhængig af det køn, du sidder over for, og omvendt. Ligeledes er den terapeutiske effekt tæt forbundet med behandlerens køn. Dette forhold er særligt gældende, når det drejer sig om børn og navnlig om børn med psykiske problemer. Den massive kvindedominans inden for det samlede behandlingssystem for børn og unge danner grobund for en bias eller fordom eller i værste fald diskrimination.

Det påvirker kommunikation, visitation, normalitetsbegreb, grænsesætning, diagnosticering, forskning, opgaveprioritering, det psykologiske arbejdsmiljø og den terapeutiske referenceramme i en mere feminin retning. Det er uheldigt for drengepatienter, -klienter eller -elever, ligesom mangel på det maskuline aspekt også er ærgerligt for pigerne. Der er risiko for, at kvindeorienterede og -venlige forebyggelses- og forskningsemner (her tæn kes for eksempel på spiseforstyrrelser) bliver prioriteret på bekostning af indsatsen over for mandeproblemer (her tænkes for eksempel på kriminel adfærd). Der er fare for, at flere piger og kvinder bliver hurtigere undersøgt og behandlet, mens flere drenge og mænd venter længere og/eller bliver subsidieret anbragt.

Kønspolitik

Glæden ved de mange kvinder (og mødre), som arbejder med normale og belastede børn, må blandes med bekymring over mangel på mænd (og fædre) på dag- og døgninstitutioner, børneafdelinger og børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger og på hele sundhedsområdet. De kvindelige medarbejderes udvikling på de nævnte områder må balanceres med aktiv socialpolitisk og økonomisk indsats med hensyn til rekruttering af mænd. Det bliver mere og mere umuligt, fordi den galopperende feminisering er samtidig selvforstærkende. Derfor kan det ikke gøres uden at tage fat allerede i folkeskolen og i gymnasiet med henblik på at motivere og støtte drenge og mænd til et mere konsekvent og samfundsrelevant uddannelsesforløb. For Lægeforeningens og de enkelte fagområders vedkommende gælder det i samarbejde med Sund-hedsstyrelsen om at udvikle en kønspolitik som et led i den samlede uddannelsespolitik.