Kommentar til gravides selvbestemmelsesret - og etikken

Som speciallæge i gynækologi og obstetrik og medlem af Lægeforeningens etiske udvalg har jeg haft mange tanker om artiklen i Ugeskr Læger 2007;169:569.

Jeg deler ikke det synspunkt, som formand for Etisk Udvalg Hans Buhl og DSOG repræsenterer. Emnet har ikke været diskuteret i Etisk Udvalg.

I al almindelighed mener jeg, at 12-ugers-grænsen er god, når kvinder vælger mellem, om de vil have det barn, de venter, eller ej.

Efter 12. uge er fosteret så stort, at det ikke kan fjernes ved udsugning. Man er ikke i tvivl om, at det er et menneske, man udrydder.

Hvis barnet har en så alvorlig fejl eller sygdom, at det ikke er foreneligt med liv, er der aldrig problemer med at få en samrådsbeslutning til abort. Det kræver en opringning og en fax fra den gynækologiske speciallæge, og så er det i hus.

I andre tilfælde, hvor kvinden f.eks. først sent opdager, at hun er gravid og ønsker en abort på social indikation, er det også mit indtryk, at det som regel går igennem. Kvinden skal dog her møde op til samtale med socialrådgiver og evt. psykolog/psykiater, inden det bevilliges.

Jeg har flere gange været involveret i aborter, hvor samrådet har givet tilladelse efter 16. graviditetsuge, hvor jeg ikke umiddelbart selv har kunnet forstå grunden. Alle gange har jeg oplevet et dybt berørt personale, som har følt det etisk vanskeligt. I nogle af tilfældene har fostrene trukket vejret efter aborten.

Vi har et samråd, som vi må sætte vores lid til. Vi må have tillid til, at samrådet træffer en beslutning ud fra et dybt kendskab til de forhold, hvorunder det ventede barn vil komme til at vokse op, og som ikke ses at være forenelige med de krav, vores samfund i dag stiller til et godt liv.

Hvis den almindelige abortgrænse hæves, vil vi få flere aborter, hvor personalet vil stå med en dårlig smag i munden. Dels fordi det giver mulighed for at vælge aborten, selv om man har sløset med tiden, eller når barnet har et andet køn end det, som er ønsket, eller ved mindre skavanker som klumpfod, hareskår etc.

Dilemmaet ligger i, at kvindens og barnets tarv ikke givet er det samme. Men der er ingen mulighed for at vælge om, og kvinden er den, der er mest synlig i feltet; barnet får jo aldrig høringsret.

Det er et forbistret svært emne at skrive om, men uanset hvordan det vendes og drejes, er der en svag part, som ikke kan spørges.

Jeg mener, at den lov, vi har i dag, er dækkende. De, der venter et barn, som har misdannelser, der ikke er forenelige med liv, kan uden problemer få tilladelse til aborten, hvis de ønsker det. De, som kommer lidt sent, eller hvor der findes ikkelivstruende misdannelser, har muligheder for at få tilladelse til abort, samtidig med at de også får viden om, hvilke muligheder samfundet har for at hjælpe dem, hvis de vælger barnet.

Og ikke mindst: vi, der skal udføre de sene aborter, ved, at den sidste gruppe har fået den hjælp, de behøver, og at der er fundet gode grunde til, at beslutningen er truffet.

Tak for en sober artikel. Jeg er glad for, at andre gynækologer også deler min holdning.