Kommentar til leder

Niels Siebuhr opfordrer til at bruge speciallægepraksis i højere grad og pointerer, at kapacitetsproblemer og speciallægemangel på hospitalerne blandt andet kan afhjælpes ved at inddrage speciallægepraksis i de aftaler, der indgås om ydelser [1]. Det er uhensigtsmæssigt, at hospitalsafdelingerne udfører nøjagtig de samme undersøgelser og den samme udredning, som netop har medført, at patienten blev henvist til behandling på hospitalsafdelingen.

I Region Hovedstaden er det første banebrydende skridt taget til et udvidet samarbejde mellem gynækologiske speciallægepraksis og de gynækologiske hospitalsafdelinger.

For år tilbage blev der iværksat pilotprojekter på Herlev og Gentofte Hospitaler omkring dette samarbejde. De praktiserende gynækologer udfyldte en standardjournal til hysteroskopisk operation. Standardjournalen, henvisningen og ultralydbilleder blev fremsendt til afdelingen. Derefter kunne patienten bookes direkte til operation i dagkirurgisk regi. Gentofte Hospitals gynækologiske afdeling øgede bl.a. ved dette koncept igennem en toårig periode antallet af hysteroskopiske operationer med 65% uden at øge ambulatoriekapaciteten. Samtidig satte Danske Regioner i modelkatalog over »Ambulant Behandling« og Erik Juhl i »Rundrejse i det danske sygehusvæsen« fokus på dette samarbejdet med speciallægepraksis [2, 3].

Herefter indledtes en dialog med Region Hovedstaden. Speciallægesamarbejdsudvalget har nu udarbejdet og godkendt en aftale om direkte henvisning fra speciallægepraksis til hysteroskopisk operation, og de praktiserende speciallæger honoreres pr. henvist patient.

Aftalen vil blive evalueret efter et år, hvor patienttilfredsheden og samarbejdet om patientforløbene skal belyses. Såfremt man efter projektperioden kan bevise besparelser, effektuerede patientforløb og øget patienttilfredshed, vil aftalen kunne omfatte andre operationstyper. Endelig er det tanken at videreføre dette koncept til andre specialer i regionen.

I »Praksisplan for speciallægepraksis 2008-2011 i Region Hovedstaden« [4] beskrives den fremtidige organisering således, at »de fleste opgaver, der kan varetages ambulant, principielt kan varetages i speciallægepraksis«. Med et relevant økonomisk incitament (DRG-instrumentet) vil flere invasive indgreb kunne varetages i speciallægepraksis, ligesom uddannelseskapaciteten her bør kunne udnyttes. Vi støtter således Niels Siebuhrs opfordring: Brug speciallægepraksis!