Skip to main content

Kommentar til undersøgelsen om forsinket indsættelse af dræn ved otitis

Praktiserende læge Claus Perrild, Lyngby. E-mail: cperrild@dadlnet.dk

16. mar. 2007
1 min.

Jeg læste om undersøgelsen fra New England Journal of Medicine om forlængelse af drænindsættelse hos otitisbørn [1]. Man konkluderede, at det ikke betød noget for eventuelle psykosociale komplikationer at vente op til måneder med tubulation. Men ved vi noget om børnenes trivsel i perioden op til tubulationen? Vi kender alle sammen til tubaokklusion, cerumenpropper, serøs otitis eller andet, der lukker til i enten øregang eller mellemøre. Det er bestemt ikke nogen rar fornemmelse, og det er vel ikke utænkeligt, at børn med serøs otitis i tiden op til tubulationen går med en konstant »osteklokkefornemmelse«, der åbenbart ikke betyder så meget på længere sigt, men som vel kan betyde noget, mens det står på. Forældrene observerer da også ofte, at børnene er urolige og har dårligt søvnmønster, når de har serøs otitis.

Referencer

  1. Forsinket indsættelse af dræn ved otit har ingen psykosociale komplikationen. Ugeskr Læger 2007;169:781.