Skip to main content

I to gensidigt uafhængige analyser [1, 2] af ph.d.-ordningen konkluderedes, at kvaliteten af forskningen er tilfredsstillende, mens den samlede lægevidenskabelige forskning er stagnerende. Ud over denne granskning af udbyttet er det også hensigtsmæssigt at se på omkostningerne ved ordningen. Ph.d.-uddannelsen i sin nuværende form kan ikke analyseres uafhængigt af den øvrige lægevidenskabelige uddannelse. Og her er det et faktum, at danske lægestuderende er ganske gamle ved dimissionen.

Noget forenklet kan man sige, at man læser i 30 år, hvorefter man har 30 år som aktivt erhvervsudøvende læge. Af de sidste 30 år anvendes ca. ti imidlertid til klinisk uddannelse og specialisering. Hvis man som kliniker anvender yderligere tre år til en ph.d.-uddannelse, kan denne tid kun tages fra de 20 år som specialist. En ph.d.-uddannelse koster altså ca. 15% af det totale antal arbejdsår som fuldt produktiv læge.

Det er også muligt at foretage en rent økonomisk analyse af ph.d.-udannelsen. Et års ph.d.-uddannelse inklusive lønninger, driftsomkostninger og kurser koster ca. 500.000 kr. En fuldt uddannet læge omsætter i gennemsnit for ca. 5.000.000 kr. om året. For samfundet udgør det samlede årlige værditab ved ph.d.-ordningen altså 5.500.000 kr. En 3-årig ph.d.-uddannelse skal således generere værdier, besparelser eller effektiviseringer for ca. 16.500.000 for at løbe rundt.

Dansk lægevidenskabelig forskning taber tilsyneladende terræn [3] - på trods af ph.d.-ordningen. Der kunne gives mangen en grund hertil, men at denne hidtil uset gunstige ordning ikke har kunnet løfte forskningen mere, er i sig selv foruroligende.

For personer, der ønsker at gå ind i en overvejende videnskabeligt præget karriere, er det en fordel med en bred og formaliseret videnskabelig uddannelse, opdyrkning af internationalt netværk mv. Ovenstående bedømmelse af omkostningerne antyder imidlertid umiddelbart, at ph.d.-uddannelsen ikke er tilstrækkelig omkostningseffektiv for den almindelige kliniker.

Man kan derfor overveje en helt anden ordning, hvor man tidligt i lægestudiet kan vælge en videnskabelig uddannelse, der stiler mod en ph.d.-grad i medicin. Ved dette studieforløb kan man overspringe de mere trivielle og indledende kliniske besøg og nogle senere parakliniske kurser. Herved kan det vanlige studie afkortes med cirka et år, mens en ph.d.-uddannelse i medicin kan nås med en lille forsinkelse i forhold til den nuværende kandidateksamen. En sådan ordning findes allerede inden for naturvidenskab.

Den postgraduate ph.d.-ordning bør derimod radikalt ændres. Det er ikke i denne del af karrieren hensigtsmæssigt at bruge 1 år på marginalt relevante kursusforløb og udlands-ophold. Videnskabeligt interesserede klinikere kan gå direkte til et forskningsprojekt og løbende rekvirere de for projektet nødvendige kurser. Gennem effektive forløb af 1-2 års varighed i etablerede forskningsmiljøer kan opnås betydelig forskningseffektivitet.

Afrapporteringsformen bør som hovedregel være publikationer i internationale tidsskrifter med indeksering. Monogra-fier og oversigter bliver kun sparsomt distribueret og endnu sjældnere læst. For både ph.d.-kandidaten i medicin samt for den aktive kliniker bør der være mulighed for at gå videre med en disputats.


Referencer

  1. Jeppesen P, Hessellund A. Lægers videnskabelige produktion i årene efter erhvervelse af ph.d.-graden. Ugeskr Læger 2004;166:475-9.
  2. Jørgensen HL, Larsen B, Ingwersen P et al. Forskningsaktiviteten for kandidater med ph.d.- eller dr.med.-grad fra de sundhedsvidenskabelige fakulteter 1995-1997. Ugeskr Læger 2004;166:479-84.
  3. Djurhuus JC. Hvad kommer der ud af ph.d.? Ugeskr Læger 2004;166:461.