Kommer tværfaglighed af sig selv?

Under overskriften »Medicinstudiet: mellem akademiet og klinikken« var der i Ugeskrift for Læger 21/2015 et tema om de fire lægevidenskabelige uddannelser i Danmark [1]. Der blev givet spalteplads til, at lederne for de forskellige institutioner kunne fremhæve styrkerne ved hver deres lægeuddannelse og ikke mindst rose egne studieordninger. Artiklen havde således karakter af en selvpromovering af de fire lægevidenskabelige uddannelser frem for en reel diskussion af de forskellige uddannelsers styrker og svagheder.

Læringsmål opnås ikke

Som medicinstuderende ved Aarhus Universitet er det naturligvis god læsning, at vi har en dekan, der tror på vores uddannelse og kan se styrkerne ved både bachelor- og kandidatdelen. Samtidig kan vi erklære os enige i, at vi i Aarhus har en lægevidenskabelig uddannelse, der på første del er teoretisk funderet, bogligt tung om man vil, mens man med reformeringen af kandidatordningen i 2012 har søgt at skabe en uddannelse, der i højere grad end tidligere forbereder den unge læge til den kliniske virkelighed. Således lægges der i den nye studieordning stor vægt på, at den studerende skal opnå kompetencer inden for modtagelse af den akutte patient, teamsamarbejde og ledelse af et lille team. Desværre er virkeligheden, at mulighederne for opnåelse af disse kompetencer i dag sker gennem rollespil, hvor de lægestuderende selv udfylder roller som forvagt, bagvagt, sygeplejerske og serviceassistent. At førnævnte læringsmål således ikke opnås med den aktuelle studieordning fremgår af Healths egne beskæftigelsesundersøgelser fra hhv. 2013 og 2014. Her evaluerer nyuddannede kandidater »Behov i arbejdet i forhold til kompetencer opnået gennem uddannelsen«, altså i hvor høj grad, de føler sig udrustet med en række givne kompetencer i forhold til, hvad der er behov for i deres daglige arbejde.

Meget lidt berøring med sygeplejersken

Undersøgelsen omhandler ti parametre, herunder »evnen til at samarbejde på tværs af faggrupper«. Bemærkelsesværdigt evalueres denne parameter som nødvendig i det daglige arbejde, men vurderes samtidig som den kompetence, kandidaterne har opnået i mindste grad gennem uddannelsen [2].

Vi finder det problematisk, at vi som medicinstuderende har så lidt berøring med sygeplejersken, vores måske vigtigste samarbejdspartner, før vi står i den kliniske virkelighed. Særligt når man tænker på, at der i form af simulation og teamtræning med den reelle samarbejdspartner findes en velafprøvet undervisningsform, som har en dokumenteret gavnlig effekt på tværfagligt samarbejde i den akutte situation [3, 4].

Tværfaglig studenterorganisation

Med baggrund i dette paradoks var vi i marts 2014 med til at stifte den første tværfaglige studenterorganisation mellem sygepleje- og medicinstuderende i Aarhus. Foreningen hedder PUST (Prægraduat Undervisning i Simulation og Teamtræning) og har til formål at fremme kommunikation og teamsamarbejde gennem simulation som undervisningsform. Herved søger vi at bygge bro mellem de to faggrupper allerede under studietiden og facilitere forståelse for egne og hinandens roller og kompetencer. At dette initiativ har været efterspurgt af de studerende afspejles af foreningens hurtige vækst til over 750 medlemmer og overtegnede kurser.

Ser vi ud over den aktuelle situation i Aarhus, har vi ligeledes oplevet, at prægraduat simulation og teamtræning mange steder i Norden anses som fremtidens undervisningsform af sundhedsfagligt personel. Således var vi i PUST allerede i november 2014 inviteret til at holde oplæg om vores erfaringer med opstart af prægraduat tværfaglig simulation og teamtræning på BEST Stiftelsens netværksmøde i Bergen. BEST er en knap 20 år gammel tværfaglig organisation, der har formået at udbrede og revolutionere den norske tilgang til modtagelse af den akutte patient gennem konceptet »Bedre Systematisk Teamtræning«. Såvel norske studerende som læger og sygeplejersker udtrykte begejstring over vores visioner og ideer, ligesom de fandt det yderst gavnligt for det kliniske samarbejde efter uddannelse.

Overhalet indenom

I efteråret var vi tilbage i Bergen til BESTs årlige netværksmøde, hvor vi oplevede, at mange af de studenterorganisationer, vi holdt oplæg for året før, har taget initiativet til sig. Således har de ikke blot startet prægraduat tværfaglig teamtræning, de har tillige opnået støtte fra deres respektive uddannelsesinstitutioner.

Vi står nu tilbage med en følelse af at være blevet overhalet indenom. I det forgangne år har vi ikke bare ladet stå til, men tværtimod forsøgt at råbe studieledelsen i Aarhus op for at gøre opmærksom på førnævnte paradoks, og ikke mindst belyse mulighederne for at forbedre det tværfaglige samarbejde i Aarhus. Vi kan læse af mødereferater fra studienævnet på Medicin i Aarhus, at man allerede i efteråret 2014 var opmærksom på problemstillingen fra beskæftigelsesundersøgelserne og søgte en løsning herpå [5]. Det har i de efterfølgende mødereferater ikke været muligt at finde en opfølgning herpå, ligesom det tværfaglige element ikke er blevet styrket i uddannelsen siden da.

Vi taler for døve øren

Situationen er dermed, at Studienævnet har været vidende om, at uddannelsen halter på det tværfaglige område. Samtidig har vi som studerende forsøgt at skabe dialog med fakultetsledelsen omkring en mulig løsning på dette problem. Desværre virker det til, at vi, modsat vores norske medstuderende, har talt for døve øren.

Spørgsmålet er derfor, om vi som studerende er for dårlige til at nå igennem med budskabet til studieledelsen, eller om der i Aarhus eksisterer en kultur, der ikke fordrer dialog mellem studerende og ledelse vedrørende mangler i den aktuelle uddannelse. Dette på trods af, at både ledelse og studerende i dette tilfælde har været velvidende om manglen på tværfaglighed.

Vi har oplevet, at vi med vores initiativ i PUST får taletid i flere internationale fora, som BEST Stiftelsens netværksmøde og på Nordic Interprofessionel Network Conference 2015. Derfor undrer det os, at det skal være så svært at nå de personer, der fysisk og organisatorisk står os nærmest. Man kan gisne om, hvad grunden hertil er. Bekymringen kan være, at det skyldes modvilje mod at ville lytte til de studerende, men forhåbentligt er årsagen en forældet kultur og uklare kommunikationsveje. Efter at have løbet panden mod muren i bestræbelsen på at præge vores uddannelse i Aarhus, står vi i hvert fald tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt universitet forventer at tværfagligheden kommer af sig selv?