Kommerciel støtte til dansk sundhedsvidenskabelig forskning

En af sundhedsvidenskabelig forsknings grundbestanddele er foruden den originale idé og valget af hensigtsmæssigt metodologisk værktøj tilliden til resultatbedømmelsens uafhængighed, som led i forskerens troværdighed.

Det er et spørgsmål som blandt andre undertegnede tilbagevendende har beskæftiget sig med igennem årene, men da en del af problemerne fortsat dukker op, er der efter min mening grundlag for endnu en kommentar til de krav, der må stilles til resultatbedømmelsernes uafhængighed.

Troværdigheden i en dansk sundhedsvidenskabelig sammenhæng kan anfægtes på flere måder. Det kan ske gennem forskerens valg af genveje til hurtige og forudsigelige resultater gennem uredelig adfærd, omfattende et spektrum fra forsøgsuafhængig fabrikation af resultater og til det uretmæssige forfatterskab. Men troværdigheden kan også anfægtes gennem en uvidenskabeligt påvirket fortolkning af de reelle resultater, enten pga. en ustyret ambition hos forskeren eller ved påvirkning udefra, som fx politisk tryk på sektorforskningsinstitutioner, tryk fra sponsorer, eller uenighed mellem forskergrupper med forskellige interesser.

Inden for dette spektrum af forvridende påvirkninger, altså belastninger af troværdigheden, har opmærksomheden især været rettet mod private sponsorer, oftest når de repræsenterer kommercielle interesser i sundhedssektoren, som fx støtte ydet af lægemiddelindustrien eller dens agenturer.

Den nyere sundhedsfaglige udvikling har til en vis grad berettiget denne fokusering, især pga. eksempler uden for Norden. Men modsætningsvis har man så sluttet uretmæssigt, at hvis blot forskningsstøtten stammede fra offentlige kasser, også uden for de uafhængige kilder som de danske statslige forskningsråd, ville de etiske krav være opfyldt. Herved har man også forbiset forskernes personlige etik, og mediernes omtale af forskningens resultater ud fra en spinkel eller manglende kildekritisk indsigt.

Måske er endnu en indvending mod uden videre at opfatte en udelukkelse af kommercielle støtteformer til dansk sundhedsvidenskabelig forskning, som en etisk formular, den meget store andel, som denne støtte udgør af dansk sundhedsforsknings totale ressourceforbrug.

Medmindre man mener, at et sådant vacuum hurtigt vil fyldes af offentlige midler (hvilket i øvrigt ikke ville forebygge de andre nævnte belastninger af forskeres troværdighed), må man gå andre veje, som allerede er betrådt i de øvrige nordiske lande.

Nøglebegrebet er her fuld åbenhed, svarende til det engelske udtryk transparency, som anvendes internationalt i tilsvarende sammenhænge. Herved udtrykker man, at al støtte ud over åbent tilgængelige offentlige konti for løn- og apparaturanskaffelser, skal deklareres over for forsøgspatienter, sunde forsøgspersoner, de videnskabsetiske komiteer, de offentlige sygehuse og institutter, samt de videnskabelige tidsskriftsredaktioner. Som yderligere sikkerhed for gennemskueligheden fungerer et krav om, at al overførsel af støtte til andet end løn og apparaturindkøb skal overføres til lokale forskningsfonde, med en ansvarlig bestyrelse og offentlig revision.

Overtrædelse af disse regler om fuld åbenhed skal sanktioneres, og det selv om en sortlistning i fonde og redaktioner af donatorer og modtagere i forvejen er meget stærke, uformelle sanktioner i forskningssektoren.

Har man sikret fuld gennemsigtighed vha. de nævnte tiltag, tilbagestår en sekundær gevinst for store donatorer, som firmaer inden for lægemiddelindustrien eller uden for, hvad enten firmaerne baserer deres tilbageførsel af en del af overskuddet på så forskellige produkter som eksplosiver, øl, lastbiler, vinduer og meget andet. Der er her tale om, hvad man kan benævne profileringsgevinster, som det vil være svært og i øvrigt næppe fair at fjerne fuldstændigt, og som i øvrigt næppe ligger langt fra de tilsvarende profileringsønsker, som i personcentreret form kendes fra det politiske livs konkurrencesituationer om valg, genvalg og i tilfælde af valg som støtte for placering i indflydelsesrige udvalg.