Skip to main content

Kommunalreformen påvirkede det socialmedicinske samarbejde

Ledende regionssocialoverlæge Claus Vinther Nielsen, Klinisk Socialmedicin og MarselisborgCentret, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, E-mail: Claus.Vinther@stab.rm.dk, Professor, assisterende forskningsleder Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, E-mail: p.vedsted@alm.au.dk

15. mar. 2010
6 min.

INTERESSEKONFLIKTER Ingen

Hvert år oplever mange, at de på grund af fysisk eller psykisk sygdom mister funktionsevnen i en periode. F.eks. er 13% af befolkningen inden for en 14-dages-periode begrænset i daglige gøremål som følge af sygdom, og 7% er varigt begrænset. Ca. 9% af borgerne er ophørt med at arbejde som følge af sygdom.

I løbet af et år må 60% af de arbejdsdygtige tage sygedage, næsten 700.000 borgere er årligt sygemeldt i en sammenhængende periode på over to uger, hvilket svarer til 5% af arbejdsstyrken, og 15.000 personer er sygemeldt i mere end et år. Sygefravær antages at koste ca. 32 mia. kr., og blandt personer, der er sygemeldt mere end halvandet år, ender 25% på førtidspension.

Der er derfor gode grunde til at være opmærksom på snitfladen mellem sygdom og sociale forhold. Netop nu er det blevet yderligere aktuelt pga. den relativt lave ledighed, og regeringen har vedtaget en handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet. Man ønsker bl.a. at skabe større sammenhæng mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet, idet der er evidens for, at man ser en effekt af en tidlig, tværfaglig, fokuseret indsats. Derudover skal en »mulighedserklæring« erstatte »firedageserklæringen«, hvilket skal gøre det muligt for egen læge at give en mere kvalificeret vejledning og hjælpe med til, at der i højere grad anvendes deltidssygemeldinger.

Muligheden for at vende tilbage til arbejdet med den bedst mulige arbejdsevne øges med en hurtig indsats.

Social- og sundhedsvæsnets indsats

Langt de fleste håndterer selv konsekvenser af sygdom, som kræver enkeltindsatser fra sundheds- eller socialsektorens side, og de kan skabe sammenhængen selv, fordi de besidder overskud, tror på egne kræfter eller har et godt støttende netværk. For borgere med en mere kompleks tilstand, hvor sygdom, resurser og netværk ikke balancerer med krav fra omgivelserne forholder det sig anderledes. For disse borgere er det kritisk, hvis ikke systemerne sikrer en integreret indsats. Enkeltstående indsatser, som burde være integreret i en sammenhæng, kommer ofte til at virke modsat. Der skabes modstand, manglende effektivitet og manglende tro på, at man kan få ordentlig hjælp.

Fra almen og sociallægelig praksis kender vi til mange af disse historier, der fylder meget i lægens arbejde. Det er f.eks. kvinden, der af socialforvaltningen er opfordret til at søge egen læge igen for at få en sygemelding, så hun, efter eget udsagn, kan få kontanthjælp igen. Hun er mor til fem, er analfabet og har mistet kontanthjælpen, da hun ikke opfyldte aktiveringskravet. Egen læge har gennem flere år været inddraget med attester fra kommunen og har bedt om tilbagemelding fra kommunen, men har aldrig hørt noget. Aktuelt har socialrådgiveren bedt kvinden om at gå til egen læge. Egen læge vurderer, at problemet primært er socialt og ikke lægeligt. Det er svært at forstå socialforvaltningens initiativ, men lægen kan ikke få kontakt med socialrådgiveren. Systemet resignerer, og kvindens problemer består uforandret eller forværret.

I disse tilfælde er det vigtigt med en tidlig og forebyggende indsats for at modvirke forværring og komplicering af borgerens situation og risiko for marginalisering.

Det socialmedicinske samarbejde

En forudsætning for, at sådan en indsats kan foregå, er, at borgerens egen læge i samarbejde med borgerens hjemkommune kan varetage et koordineret samarbejde. Derfor har man i alment praktiserende lægers landsoverenskomst (LOK) et særligt honorar for socialmedicinsk samarbejde, der kan initieres både fra kommunens side og fra egen læges side.

I forbindelse med kommunalreformen og overgangen til færre kommuner i 2007 var der fokus på at sikre samarbejdet mellem kommune og almen praksis. Kommunerne skulle i forbindelse med den sundhedsmæssige indsats overtage en række funktioner såsom borgerrettet forebyggelse, genoptræning og rehabilitering. Det har derfor været interessant at følge den udvikling, der er sket på området.

De seneste år ydelsesstatistik for almen praksis viser, at fra 2006 til 2007 er brugen af socialmedicinsk samarbejde faldet markant med 18%. I Tabel 1 ses denne ydelse opgjort for hver af regionerne. Samtidig er der ikke kun tale om en nedgang pga. omstilling mv., idet niveauet genfindes i 2008. Sygefraværets omfang tyder ikke på, at behovet er blevet mindre. Men der er givetvis mange andre forklaringer på udviklingen: Kommunernes overgang fra mindre til større enheder, administrative omlægninger, udskiftning af personale og bortfald af nærhed i samarbejdet. Forhold som givetvis har påvirket kommunernes kontakt til almen praksis. Efter to år måtte man dog formode, at det socialmedicinske samarbejde var nået samme niveau som før kommunalreformen, hvilket altså ikke er tilfældet.

Uanset forklaringen må man konkludere, at samarbejdet mellem almen praksis og kommunerne er væsentligt påvirket af kommunalreformen. Da det socialmedicinske samarbejde typisk knytter sig til komplekse og særligt udsatte borgeres forløb, kan det antages, at kommunalreformen har haft en negativ betydning for den samlede indsats for de svageste borgere - givetvis med fastholdelse i en behandlingskrævende sygerolle og marginalisering som konsekvens.

Øget fokus på området er påkrævet

De negative konsekvenser af kommunalreformen gør det vigtigt at tage initiativer, der kan genoprette og udvikle samarbejdet om de socialmedicinske problemstillinger. Sundhedsloven åbner principielt muligheder for formaliserede samarbejdsaftaler også på dette område. Det er derfor nærliggende, at man tager fat på at skabe præcise, forpligtende aftaler på området. Regionerne, kommunerne, praksisudvalgene, Sundhedsstyrelsen mv. må tage dette tema op med henblik på udarbejdelse af specifikke sundhedsaftaler. Især for kommunerne er det alvor, idet de nu står med potentielt yderligere øgede udgifter af social og sundhedsmæssig karakter.

Derfor bør der startes et påtrængt arbejde med at udarbejde forløbsprogrammer, som vi kender det fra indsatsen over for borgere med kroniske sygdomme. Programmer, der indeholder klare krav til den socialmedicinske indsats, en klar fordeling af ansvar, opgaver og kompetencer samt en beskrivelse af, hvad disse borgere skal have tilbudt i en hurtig og forebyggende indsats. Samtidig skal sådanne forløbsprogrammer sikre en løbende monitorering af, at indsatsen fører til de resultater, vi ønsker, og at kvaliteten er i orden.

I et sådant fokuseret samarbejde på det socialmedicinske område er det derfor ikke nok, at den enkelte professionelle »tager sig sammen«, men at vi skaber nationale og regionale samarbejdsfora med deltagelse af alle parter, både fagprofessionelle og organisa tionsfolk. For en ting er at gøre det rigtige, en anden er at få det til at hænge sammen! Derfor skal der være politisk vilje, lederskab og faglig udvikling. Endvidere skal man lave forsøg med forskellige former for integrering af indsatsen, hvor man i højere grad inddrager f.eks. de kommunale praksiskonsulenter, forsøg med socialrådgivere udstationeret i almen praksis, en regional socialmedicinsk hotline, styrkelse af den socialmedicinske speciallægebistand og en egentlig brug af forløbskoordinering for de mest komplicerede med en stepped care-tilgang.

Det er vigtigt allerede nu at tage initiativer for at genoprette og udvikle samarbejdet mellem praksis og kommuner om de socialmedicinske problemstillinger. På den måde kan indsatsen fra sundheds- og socialvæsnet være med til effektivt at opretholde borgerens funktionsevne og sikre, at vi ikke blot resignerer og ser til.