Kommunernes dagpengeforvaltninger ligger, som de har redt!

Erik Palle Olesen, udviklingskonsulent, sociallæge, Bryrup, E-mail: oeprofil@dadlnet.dk

Ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom/skade i sygedagpengelovens forstand, kan der være grundlag for midlertidig kompensation med dagpenge, mens arbejdsdygtigheden genskabes.

Når den typiske kommune modtager en ansøgning om dagpenge eller refusion kontrollerer en administrativ medarbejder nogle formelle kriterier. Er de i orden, startes udbetalingen »på tro og love«. (Sml. kontrollen før udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge). Ansøgerens påstand om uarbejds- dygtighed pga. sygdom/skade accepteres som hovedregel uden kontrol.

I de mange tilfælde, hvor sygemeldte raskmelder sig før eller umiddelbart efter sagsbehandlingens start, foretages som regel ingen efterfølgende kontrol af, om (hoved)årsagen til sygemeldingen faktisk var sygdom/skade.

Ved sygemeldinger, som fortsætter nogen tid efter sagsoprettelse, vil den administrative medarbejder ofte indhente en lille dagpenge-lægeattest for at få lægelig bekræftelse af, at sygemeldte (stadig) er uarbejdsdygtig pga. sygdom/skade og lægens angivelse af sygemeldingens forventede varighed.

I undervisningsforløbet om arbejdsevnemetoden 2002, som alle forvaltninger deltog i, blev det understreget, at forvaltningerne ikke må bede læger udtale sig om arbejdsevne/ arbejdsdygtighed i lovgivningens forstand, fordi læger ikke kender nok til lovgivningen, arbejdsmarkedet m.m. Det sker altså alligevel dagligt via dagpenge-lægeattesterne.

Ingen socialfaglig eller social-/arbejdsmedicinsk vurdering

Hvis lægen bekræfter, at sygemeldte er uarbejdsdygtig, og angiver nogle få ugers forventet varighed, vil sagen oftest blive i administrativt regi uden yderligere indsats - bortset fra evt. rekvisition af ny dagpenge-lægeattest, hvis raskmeldingen ikke kommer.

Den administrative medarbejder visiterer et mindre antal sager videre til en socialfaglig sagsbehandler, typisk ud fra en »hjemmestrikket« risikovurdering, hovedsagelig baseret på lægens diagnose.

Nogle kommuner har et visitationsteam, men også her baseres risikovurdering og »glatsagsvisitation« ofte mest på diagnosen. Arbejds-/socialmedicinsk rådgivning om risikovurdering og visitation m.m. opsøges sjældent eller aldrig.

I mange kommuner inddrages lægekonsulenten sjældent, i givet fald oftest først sent.

Ved gravides sygemeldinger foretager næppe en eneste kommune andet end administrativ sagsbehandling med støtte af standard-lægeattesten. (Her betaler staten nemlig hele dagpengegildet).

Opgaven og pligten er forvaltningens

Den typiske kommunes dialog med sygemeldte og sundhedsvæsenet præges samtidig af rodfæstede, men ukorrekte forestillinger om, at sygemelding altid skyldes sygdom/skade, og at raskmelding forudsætter, at sygemeldte er blevet rask. I talrige dagpengesager sættes sagsbehandlingen derfor - oftest unødvendigt - på stand by, mens sundhedsvæsenet undersøger og behandler patienten.

Brugen af dagpenge-lægeattesterne vedligeholder desuden forestillingen om, at lægerne har ansvar for patienternes syge- og raskmelding - uanset at læger ikke kan syge- eller raskmelde andre end sig selv, men kun anbefale, levere dokumentation o.l.

Kommunerne lader således stadig med åbne øjne patienterne og deres læger bestyre nøglen til dagpengepengekassen.

Ingen tvinger kommunerne til at spille bolden af hænde på denne måde. Lovgivningen, de officielle vejledninger, diverse rapporter, arbejdsevnemetoden m.m. anviser solide veje til mere hensigtsmæssig indsats. Opgaven og pligten er forvaltningens, jf. også samarbejdsaftalerne. Kommunerne har derfor ikke grundlag for at kritisere lægernes indsats eller mangel på samme - uanset at mange læger har en del at lære, jf. fx Jørgen Riis Jepsen i Ugeskrift for Læger den 2. juni 2003, side 2416. Kommunernes dagpengeforvaltninger ligger, som de har redt!