Komplians ved behandling med lægemidler - hvad skal lægen gøre?

Tak til Mats Lindberg et al for en fremragende artikel om komplians ved behandling med lægemidler [1]. Efter min mening er artiklen meget velskrevet og kommer godt omkring relevante aspekter af emnet. Afslutningsvist anføres det ganske fornuftigt: »Patienter bør rutinemæssigt og uden fordømmelse spørges om, i hvilken grad de har fulgt ordinationen. Ved lav komplians bør årsagerne diskuteres«. Det lyder jo let nok. Der savnes dog en videre uddybning af lægens håndtering af lav komplians. Det vil jeg prøve at råde bod på med få ord.

Det er nemlig påvist, at lav komplians kan være vanskelig at håndtere i klinisk praksis, da emnet ofte er ømtåleligt at diskutere både for læge [2] og patient [3]. Patienter med lav komplians skammer sig ofte og vil sjældent fortælle lægen om deres nedsatte medicinindtag [3, 4]. Patienterne frygter ofte, at lægen vil tolke lav komplians som tegn på patientens svaghed eller dumhed eller som tegn på, at patienten er uenig med lægen [3]. Når læger spørger til komplians, sker det ofte, uden at der tages særlige hensyn til dette, hvilket er associeret med, at lægerne sjældnere får et ærligt svar [2, 4]. Ganske vist forsøger lægerne ofte at opnå en fortrolig relation til patienterne gennem en hyggelig stemning i konsultationen, men kun i sjældnere situationer bruges der særlige, åbne sproglige vendinger mhp. at gøre lav komplians lettere at tale om [2, 4, 5]. For eksempel kan en læge indlede med at sige: »Der er mange mennesker, der ikke tager al deres medicin hver dag ...«, eller lægen kan spørge ekstra grundigt til oplevelsen af effekt og bivirkninger. Lægerne kan også indledningsvist søge at få patienterne til at tale konkret om den daglige indtagelse af medicinen ved f.eks. at spørge til, hvornår på dagen de plejer at tage medicinen, hvordan de håndterer vanskelige situationer som fest og ferie, hvordan de kan se, om de har husket at tage medicinen, hvad de gør, hvis de har glemt det osv. [2].

Det ser ud til at være af stor betydning for kommunikationen, hvordan lægen tolker patientens eventuelle manglende villighed til at indrømme lav komplians [2]. Hvis lægen tolker patientens benægtelser som manipulation eller løgnagtighed, vil han/hun ofte blive vred og såret, hvad der selvsagt kan vanskeliggøre samarbejdet mellem patient og læge. Hvis lægen derimod tolker det som patientens ønske om at fremstå bedst muligt i lægens øjne, kan det være enklere for lægen at opretholde en frugtbar relation til patienten og at arbejde videre med optimering af patientens komplians. Det kan godt lade sig gøre at vejlede en patient i optimering af komplians, selv om vedkommende ikke indledningsvist har indrømmet nedsat indtag af medicin [2].

Det er patientens ansvar, om han/hun vil tage medicinen regelmæssigt eller ej. Men det er lægens ansvar, at patienten får de bedste betingelser for at gøre det. Med disse få kommentarer til Lindberg et al's artikel vil jeg ønske mine kolleger alt muligt held med det videre arbejde med patienters kom-plians.