Skip to main content

Kondylomprofylakse og humant papillomvirus-vaccination

Ledende overlæge Astrid Højgaard, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Regionshospitalet Randers. E-mail: astrid.hoejgaard@randers.rm.dk . Overlæge Susanne Ledertoug, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Regionshospitalet Randers. Interessekonflikter: Begge forfattere har holdt foredrag om HPV. Derudover har forfatterne publiceret informationsmateriale, hvor trykningen er finansieret af Sanofi- Pasteur.

10. dec. 2010
4 min.

I løbet af efteråret skal leverancen af vaccine til vaccinationsprogrammet genforhandles. Vaccinationspopulationen er fortsat piger op til 12 år.

Vi ser med bekymring, at man i Sverige [1] har valgt at indgå kontrakt om leverance af en vaccine uden beskyttelse mod humant papillomvirus (HPV)-typerne 6 og 11, som forårsager ca. 90% af kondylomtilfældene (kønsvorter) [2] og frygter, at man i Danmark vil vælge samme løsning.

Vi vil gerne påpege nogle præmisser, der bør tages i betragtning ved valget af vaccine.

Kondylomer kan som bekendt ikke behandles effektivt, men kun forebygges gennem vaccination. Kondylomer har store konsekvenser samfundsmæssigt og for det enkelte individ. Behandlingen koster det danske samfund i omegnen af 60 millioner kroner om året [3]. For det enkelte individ har kondylomer betydning for selvværd og seksualitet og medfører en nedsat livskvalitet [4, 5].

Vi mener, at den dokumenterede effektivitet af den valgte vaccine bør vægtes meget højt. Dette var jo også konklusionen ved indførelsen af vaccinationsprogrammet i Danmark.

De vacciner, der skal vælges imellem, er ikke ændret siden MTV-rapporten, der udkom i maj 2007 [6], og som dannede grundlag for Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts valg af vaccine [7]. En ændring i vaccinationspraksis vil derfor udelukkende være betinget af økonomiske interesser.

Det må anses sandsynligt, at man inden for en kort årrække vil se fordelen ved at tilbyde vaccination mod HPV-relaterede sygdomme som kondylomer, hoved-halscancer og anal- og peniscancer til drenge.

Vi forventer, at man i Danmark vil følge rekommandationerne fra lande, som vi normalt sammenligner os med. Således har Food and Drug Administration FDA nu valgt at anbefale at drenge også skal tilbydes vaccination i et program [8]. Denne udvidelse af populationen er netop sket for at forebygge kondylomtilfælde.

Vi vil meget stærkt anbefale, at man tænker kondylomforebyggelse ind i beslutningen vedr. fremtidigt vaccinationsprogram.



  1. Rylander, Eva. Kortsiktig ekonomi bakom val av HPV-vaccin. Läkartidningen 2010;107:1688.

  2. Poolman EM, Elbasha EH, Galvani AP. Vaccination and evolutionary ecology of human papillomvirus. Vaccine 2008;26 (suppl 3):C25-30.

  3. Olsen J, Jepsen MR. HPV transmission and cost-effectiveness of introducing quadrivalent HPV vaccination in Denmark. Int J Technol Assess Health Care 2010,26:183-91.

  4. Kjær SK, Tran TN, Sparen P et al. The burden of genital warts: a study of nearly 70.000 women from the general female population in the 4 Nordic Countries. J Infect Dis 2007;196:1447-54.

  5. Larsen HK. Helbredsrelateret livskvalitet hos patienter med kondylomer. Ugeskr Læger 2009;171:2557-61.

  6. Sundhedsstyrelsen. Reduktion af risikoen for livmoderhalskræft ved vaccination mod humant papillomvirus (HPV) - en medicinsk teknologivurdering. København: Sundhedsstyrelsen, 2007;9(1).

  7. Smith E, Poulsen S. Indstilling vedr. indførelse af humant papillomavirus (HPV)-vaccination i Det danske Børnevaccinationsprogram. København: Sundhedstyrelsen, 2007.

  8. http://www.fda.gov/biologicsbloodvaccines/vaccines/approvedproducts/ucm… (8. sept. 2010).

> Svar:

af: Adm. direktør Nils Strandberg Pedersen, Statens Serum Institut. E-mail: serum@ssi.dk. Interessekonflikter: Ingen

HPV-vaccination som et gratis tilbud til piger op til 12 år blev besluttet af regeringen og en række andre politiske partier med aftalen »Nye initiativer på sundhedsområdet« fra marts 2008. I overensstemmelse med aftalen afholdt Statens Serum Institut (SSI) et udbud, og vaccinen blev indført i børnevaccinationsprogrammet den 1. januar 2009.

Det har siden kunnet konstateres, at priserne i lignende udenlandske udbud i visse tilfælde er faldet markant. Dette er baggrunden for, at det er besluttet at opsige den eksisterende kontrakt før tid og gennemføre et nyt udbud.

SSI kan derfor heller ikke indgå i en offentlig debat om, hvilke kriterier der skal lægges til grund i udbuddet, og hvorledes de skal vægtes. Det kan dog oplyses, at kriterier og vægtning - herunder vægtning af beskyttelsen mod kondylomer - fastlægges i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

> Svar:

af: Afdelingslæge, MPH, Sigrid Poulsen, Center for Forebyggelsen, Sundhedsstyrelsen. E-mail: SP@SST.DK. Interessekonflikter: Ingen

Jeg kan oplyse, at der er et udbud for HPV-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet i gang som beskrevet af Statens Serum Institut i svar til Ugeskriftet. Sundhedsstyrelsen afventer resultatet af dette udbud og kan ikke offentligt diskutere, hvilke kriterier der skal lægges til grund i udbuddet, og hvorledes de skal vægtes. Derfor kan Sundhedsstyrelsen heller ikke besvare debatindlægget.