Skip to main content

Kopipræparater/rekommandationslister

Speciallæge Peter Schnohr, København, E-mail: peter@schnohr.dk

1. nov. 2005
1 min.

Vi læger får tudet ørerne fulde, at vi skal bruge de billigste kopipræparater til vore patienter (for patienterne er ikke bedre værd?). Og naturligvis vil vi gerne spare. Men kun hvis følgende forudsætninger er til stede:

  • Kopipræparatet er identisk med originalpræparatet, altså samme kvalitetskontrol og samme evidensbaserede effekt.

  • At medicinalindustriens forskning ikke påvirkes af kopifirmaernes økonomiske indhug.

Uden seriøse medicinalfirmaers forskning var den medicinske lægeverden på herrens mark til skade for vore patienter, så det hele er ikke så enkelt, som det nu doseres af vore euforiske amtslægemiddelkonsulenter. Det kan sagtens ende med, at vi kun giver vores patienter en sekundær behandling. Desværre. Hen ad vejen har der været flere kopipræparater, som Lægemiddelstyrelsen måtte trække tilbage, fordi de ikke har levet op til de almindelige krav. Vi kan aldrig vide, om et kopipræparat er identisk med originalpræparatet.