Skip to main content

Forfatter:

Nordenström J

Forlag:

Stockholm: Karolinska Institut University Press AB, 2009

Sider: 182

Pris: 250 SEK

ISBN:

978-91-85565-24-5

Denne lille bog er skrevet af kirurgen Jörgen Nordenström, der fortæller historien om forsøgene på at forstå glandula parathyroideas funktion og rolle i sundhed og sygdom. Selvom den tydeligvis er skrevet, så også ikkelægeligt uddannede kan følge med, er den fornøjelig underholdning - specielt for læger. Den lille historie om forskningen i parathyroidea skrives ind i den store historie om lægevidenskabens udvikling i de sidste 150 år. Selvom meget vil være mange bekendt, er forfatterens fortælleglæde medrivende og underholdende. Muligheden for et anekdotisk sidespring forsømmes sjældent.

Fortællingen starter med Ivar Sandströms beskrivelse af kirtlen ved sammenlignende anatomiske studier i Uppsala. Der var problemer med anerkendelse, og han blev senere sindssyg. Scenen skifter til fortællinger om kirurgien i 1800-tallet og beskrivelser af tilfælde af osteitis fibrosa cystica - en tour de force gennem de store germanske navne fra Recklinghausen, Billroth og Kocher til Erdheim.

I et kapitel benævnt »Kalciumsporet« gennemgås opdagelsen af kalcium, og kalciums krampedæmpende egenskaber samt konstateringen af parathyroideas kalciumregulerende egenskaber. Efter et kapitel om opdagelsen af hormoner og »organterapi« følger et kapitel om striden om ophavsretten til parathyreodeaekstrakt. Striden stod mellem den etablerede professor ved McGill University, James B. Collip, og den privatpraktiserende kirurg og amatørkemiker Adolph M. Hanson.

Under overskriften »Udødelige patienter« beskrives berømte patienter med hyperparatyroidisme og forsøgene på at finde de små, men forstørrede glandulae parathyroideae ved eksplorativ kirurgi. Ind i denne historie væves historien om endokrinologen Fuller Albrights tidlige parkinsonisme og alt for tidlige heroiske død som forsøgspatient.

I de sidste kapitler oprulles via Gregor Mendel, Charles Darwin, Watson & Crick og Hans Selye opdagelsen af antistoffer, udviklingen af radioimmunanalyser og disses betydning for den nutidige forståelse af hyperparatyroidisme, en beskrivelse af parathormons cirkadiske variation og brugen af parathormonpræparater mod knogleskørhed.

Bagest i bogen findes 12 siders referencer og noter.

Det er en absolut anbefalelsesværdig bog til enhver med interesse i lægevidenskabens historie.