Skip to main content

Kosttilskud bør tages alvorligt

Speciallæge Claus Hancke, Lyngby. E-mail: hancke@c.dk

1. nov. 2005
2 min.

Tak til Pernille Vaabengaard & Lars Michael Clausen for deres artikel [1], hvori de så udmærket demonstrerer et potentielt farligt informationstab i læge-patient-kommunikationen, når det drejer sig om naturlægemidler og kosttilskud. Der er nemlig i mange tilfælde tale om potente stoffer.

Det bør dog bemærkes, at Ephedra-slankemidlerne er forbudt i Danmark. Det nærmeste, man kommer er Letigen, som er afregistreret.

I mange år har de fleste læger negligeret effekten af såvel kosttilskud som naturlægemidler, så man kan dårligt bebrejde patienterne, at de ikke regner det som »rigtig medicin«, når deres læge heller ikke gør det.

For at undgå uhensigtsmæssige interaktioner er det vigtigt, at lægestanden som helhed og anæstesiologer i særdeleshed lærer, at disse stoffer ofte har en udtalt biologisk effekt, som må tages alvorligt. Det er derfor hensigtsmæssigt, at lægestanden er orienteret om den biologiske effekt, også af kosttilskud, men her knækker filmen desværre.

Det er ikke tilladt producenter af kosttilskud at orientere hverken patienter, læger, apoteker eller andre forhandlere om sygdomsrelaterede virkninger af kosttilskud.

Det ville være et godt tiltag, hvis information og videnskabelig dokumentation om kosttilskud i det mindste måtte tilsendes læger og apoteker.

Ligesom lægemidlers påvirkning af de fysiologiske nutrienter er beskrevet [2], kunne man på samme måde lave det omvendte og få samlet en beskrivelse af de forskellige tilskuds påvirkning af lægemiddeleffekt.


Referencer

  1. Vaabengaard P, Clausen LM. Kirurgiske patienters indtagelse af naturlægemidler og kosttilskud. Ugeskr Læger 2003;165:3320-3.
  2. Pelton R, LaValle JB. The Nutritional Costs of Prescription Drugs. Englewood: Morton Publishing Co, 2000.