Skip to main content

Kræft - Hvad er det?

Kristjansen P.

2. nov. 2005
2 min.

De seneste årtier har budt på en eksplosiv øgning af indsigten i kræftens biologi; »kræft er ikke længere et mysterium - bare kolossalt indviklet« (Keld Danø).

Kræftsygdomme er så hyppige og har så stor indflydelse på mange menneskers liv, at alle klinisk arbejdende læger får med kræftpatienter at gøre - ligesom læger som alle andre mennesker oplever kræfttilfælde i familien.

Der udkommer løbende store og gode internationale lærebøger inden for dette område, lærebøger som på grund af feltets vækst typisk udkommer i nye udgaver hver andet eller tredje år.

Det er ikke forventeligt, at læger i almindelighed - og slet ikke lægfolk - kan følge med i feltet ved hjælp af disse lærebøger. Der er derfor et klart behov for bøger på dansk, som henvender sig til ikkespecialister, ligesom der er et klart behov for information til lægfolk.

Paul Kristjansens lille bog er et glimrende eksempel på, hvordan denne opgave kan løses. I en personlig, klar og levende stil gennemgås kræftens biologi, kræftsygdommenes konsekvenser for organismen og forskellige behandlingsformer.

Det er klart, at Paul Kristjansens eget udgangspunkt som eksperimentel kræftforsker præger vægtningen af de forskellige emner, men det lykkes også på udmærket vis at komme rundt om væsentlige kliniske problemer - herunder personlig stillingtagen til emner som information af kræftpatienter, alternative behandlinger med videre. Det er lidt vanskeligt for denne anmelder at vurdere, om sprogbrug, ordforklaringer med videre rammer det rigtige niveau i forhold til patienter og pårørende, men det er givet, at det er en overordentligt velegnet bog til indføring i kræftproblematikken for læger og andet sundhedspersonale, der ikke er specialister. Bogen kan varmt anbefales. Det må yderligere anbefales, at der inden ret længe laves en ny udgave; heldigvis udvikler feltet sig så hurtigt, at mange oplysninger bliver forældede, ligesom nye, spændende behandlinger må tages med. Et eksempel på sidstnævnte er behandling med tyrosinkinasehæmmeren Gleevec (imatinib), et designerdrug med afgørende betydning for behandling af patienter med kronisk myeloid leukæmi og gastrointestinale stromale tumorer (GIST-tumorer).

København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2001.

144 sider. Pris: 189 kr. ISBN 87-17-06868-8.

Mikael Rørth