Kræft, krokodiller og bevidsthed

»Kan denne bog blot være med til at vende den generelle holdning fra, at vi tror, vi forstår det uforståelige, fordi vi ønsker at holde fast i, at vi har kontrol over virkeligheden og besværger skæbnen til undren og ydmyghed over for tilværelsens mærkelighed, så vi stadig kan nå hinanden hen over afgrunde - så har den været umagen værd.« Hertil vil jeg blot sige: Det tror jeg ikke, den kan!

Endnu en bog om det at være kræftpatient. De seneste år er der udkommet en række af slagsen, eksempelvis Lance Armstrong (2001), Erik Rasmussen (2003), Sara Bro (2004), Jane A. Plant (2008). Else Rydahl fik diagnosticeret brystkræft i 2002, hun er læge og samtidig aktivt engageret i det, vi kalder den alternative behandlingsverden. Det var med spænding og stor nysgerrighed, at jeg åbnede denne bog. Hvilke indblik kunne hun give mig i sin måde at leve og tænke liv på? Hvordan kunne hun berige mit indsyn og udsyn? Kort og præcist kunne blikket karakteriseres som en læges syn på sygdom og eksistens; en læge som også har sit hjerte plantet i en alternativ og spirituel verden; altså et forsøg på at gribe og forene to behandlingstraditioner med sig selv og sin kræftsygdom som omdrejningspunkt.

Bogen har mange projekter på en gang, og det bliver også dens svaghed. Den vil give en personlig skildring af at være en kvinde med brystkræft, anlægge et lægevidenskabeligt perspektiv på sygdom, anlægge et psykologisk og spirituelt perspektiv på sygdom og give konkrete råd og anvisninger til mennesker i lignende livssituationer.

Den første del af bogen er en personlig skildring, og det er den mest interessante del, men jeg bliver aldrig forført af det menneske, som fortæller. Der ligger en udtalt positiv tilgang til og syn på livet og sygdommen, netværket og sig selv som et forstyrrende lag hen over teksten, hvor det smertelige og det svære i livet med brystkræft forsvinder eller fortoner sig for mig som læser. Jeg savner dybden i beskrivelserne og i tankerne, så jeg også levnes en chance for at kunne tænke mig i forfatterens sted og dermed nærme mig en forståelse af hendes måde at tænke og leve livet på. Det i bogen, der giver mig mange tanker til forfølgelse, er forfattelsens beskrivelser af sine relationer til de professionelle i sundhedssystemet. Hvordan det lykkes hende at få etableret de situationer, hun ønsker sig, qua at hun er læge og kollega til de professionelle. Både når det gælder om at bryde regler i forbindelse med at have pårørende med under narkosen, second opinions og operationstekniske procedurer mv. Rydahl giver os et indblik i, hvad det betyder at komme mennesker i møde i sundhedsvæsenet. Måske skulle vi begynde at øve os på andre end dem, der er vore kolleger?

De sidste to tredjedele del af bogen, synes jeg, er både astringente, overfladiske og lidt ligegyldige. Der er historiske redegørelser, mange forskellige teoretiske positioner, religioner, terapiformer mv. i spil. Hun forlader sig selv som case og begynder at skrive på vegne af andre for at legitimere andre måder at tænke sygdom og behandling på end det lægevidenskabelige paradigme. Men det bliver alt for overfladisk og ender ud i nogle gode råd og forslag til øvelser, som læseren overlades til selv at finde mening med.

Ærgerligt at Rydahl ikke bliver ved sin egen case og fører os dybere ind i sin måde at tænke og handle på; og også tager os med ind i livets skyggesider. Men det er befriende, at hun ganske overbevisende forsøger at gøre kræft til et samfundsmæssigt årsags-problem-kompleks og ikke et individskabt problem. Ærgerligt er det derfor, at de foreslåede terapeutiske redskaber kun relateres til individniveau.