Skip to main content

Kritisk sygdom

♠ Lægernes Pensionskasse

26. sep. 2008
1 min.

I Ugeskrift for Læger nr. 34 (2008;170:2600) omhandlede et af debatindlæggene dækningen ved udvalgte kritiske sygdomme i ordningen fra Lægernes Pensionskasse. Indlægget kan give den opfattelse, at specielt tjenestemænd ikke er dækket ved kritisk sygdom.

Det afgørende for, om man er dækket, er ens alder og størrelsen af det medlemsbidrag, som ens pensionsdækning beregnes ud fra.

Man er omfattet af dækningen, hvis man er under 65 år, og pensionsdækningen som minimum bliver beregnet ud fra det almindelige medlemsbidrag til Pensionskassen. Man er kun dækket, hvis man ikke er alders- eller invalidepensioneret.

Som regel vil tjenestemandsansatte læger have en pensionsdækning, der er beregnet ud fra et medlemsbidrag, der er lavere end det almindelige medlemsbidrag. Det er årsagen til, at de fleste tjenestemandsansatte læger ikke er omfattet af Pensionskassens dækning ved udvalgte kritiske sygdomme.

Nogle tjenestemænd er dog omfattet af kritisk sygdom i det første år efter tjenestemandsansættelsen, fordi det hidtidige medlemsbidrag opretholdes i typisk et år efter tjenestemandsansættelsen. Andre tjenestemænd vælger selv at supplere indbetalingen til Pensionskassen op og derved fastholde det hidtidige medlemsbidrag og dermed dækningen ved udvalgte kritiske sygdomme.

Indførelse af dækning ved udvalgte kritiske sygdomme blev besluttet af Pensionskassens generalforsamling i 2004, og forsikringen trådte i kraft den 1. januar 2005.