Skip to main content

KRONIK - Kirsten Møller: Peter Plys på hospitalet

»Lidt trist«, sagde dr. Æsel, mens han studerede sit alvorstunge spejlbillede, »det er, hvad det er. Lidt trist«. Så opdagede han Jacob, der var standset op for at hilse på ham.

Overlæge, ph.d., dr.med. Kirsten Møller
Neurointensivt Afsnit 2093, Neuroanæstesiologisk Afdeling/Center for Inflammation & Metabolisme, CIM 7641, Rigshospitalet
E-mail: kirsten.moller@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

29. aug. 2014
8 min.

Jacob var endelig blevet færdig med lægestudiet. Han syntes, at det var længe siden, at han startede; dengang havde han været nyudsprungen student med gode karakterer i det meste, høje tanker om sig selv og sine venner og mod på livet. Det mærkeligste var, at han kunne huske, hvor voksen han dengang havde følt sig, og hvordan han havde tænkt tilbage på sig selv som barn og opfattet sig selv og sine barndomskammerater fra Hundredemeterskoven som – ja, ret barnlige. Når han nu så tilbage på sig selv for knap syv år siden, havde han egentlig også været temmelig – ja, barnlig dengang. Han gøs.

Det var tidligt om morgenen, han havde besluttet sig for at komme i god tid. De automatiske døre åbnede sig, og han vandrede hen ad gangen på Generisk Afdeling X, hvor han skulle starte sin KBU-tid. Få meter fremme mødte han dr. Æsel, der stod og spejlede sig over en håndvask ved en patientstue.

»Lidt trist«, sagde dr. Æsel, mens han studerede sit alvorstunge spejlbillede, »det er, hvad det er. Lidt trist«. Så opdagede han Jacob, der var standset op for at hilse på ham. »Og hvem er så du?«.

Jacob præsenterede sig og sagde, at han var én af de fire nye KBU-læger, der skulle starte på afdelingen i dag. Dr. Æsel lagde sit allerede bekymrede ansigt i endnu mere bekymrede folder.

»Ak-ak, endnu et halvt år er gået, endnu et nyt hold af entusiastiske unge læger (her sukkede dr. Æsel langtrukkent og hørligt). Ja, tilgiv mig, at jeg ikke kendte dit navn, det er jo ingen skam, når man intet har fået at vide om, at I skulle komme. Det gør nok heller ikke den store forskel; I opdager nok snart, at ledelsen slet ikke har allokeret personaleresurser nok til, at vi kan oplære jer i det, som I skal kunne, og hvordan skal I så nogensinde blive ligeså dygtige som vi andre? Ja, den omvendte vagtpyramide har ikke gjort det bedre. I går gik jeg fra min tredje vagt på en uge, døgnvagt naturligvis, så man kan blive udpint til sidste blodsdråbe. Men velkommen til afdelingen, velkommen!«.

Jacob takkede mange gange og fortsatte lidt bekymret hen ad gangen, hvor dr. Ugle kom farende ud fra sit kontor. Han havde det nyeste nummer af Journal of Generic Research and Therapeutics – London i hånden.

»Halløj, hvem er du? En ny KBU-læge, selvfølgelig – hjertelig velkommen, jeg er den forskningsansvarlige overlæge her på stedet. Hvad har du publiceret?«.

Jacob mente ikke, at han havde publiceret noget.

»Du er vel klar over, at du mindst skal have en ph.d., hvis du vil gøre dig forhåbning om hoveduddannelse i det her speciale, ikke? Det går læger med ph.d.-grader signifikant bedre end læger uden en grad (p < 0,001), skal du bare vide – de publicerer mere (p < 10,8), keder sig mindre (p < 0,01) og får flere smil fra hospitalsdirektøren (p = 0,049). Hvad vil du sige til at lave et studie af effekten af alfabiotinylerede flavodioksiner på endotelcellerelaksationen under hypoksisk stress hos gravide zebrafisk målt ved fraktioneret spinalcobalamin? Det går lige i Ugeskriftet, skulle jeg mene, hvis altså ikke Science tager det. Ja, og du skal jo hurtigt i gang, hvis du vil nå det, inden fireårsreglen rammer dig!«.

For at komme videre, måtte Jacob love at komme forbi til en kop kaffe og en samtale om sin lovende forskningskarriere inden for alfabiotinylerede flavodioksiner. Lettere svimmel drejede han ned ad en sidegang og løb ind i en effektivt udseende læge med tilknappet kittel. Det var dr. Ninus.

»Hov hov, hvem er du?«, spurgte hun bøst. »Det er et akkrediteringskrav, at alle skal bære godkendt arbejdsuniform og korrekt identifikation, og såvidt jeg kan se, har du ingen af delene«.

Jacob præsenterede sig igen. Dr. Ninus klarede op. »Aha, som ny KBU-læge har du faktisk lov til at være ukorrekt påklædt i starten. Men det er målet ifølge Den Danske Kvalitetsmodel, at 95% af jer har fået omklædningsrum og garderobeskab med nøgle, samt er omklædt inden 50 minutter efter start på første arbejdsdag – det vil sige, at vi har til kl. 8.35. Mht. identifikationsskilt skal det være udstedt til 90% af jer inden fire timer efter start, så dér har vi til kl. 11.45. Det står vist i øvrigt i den introduktionsskrivelse, som 85% af jer bør have modtaget mindst en uge inden første arbejdsdag, ikke? Men kom og find mig igen kl. 08.20, så finder vi et garderobeskab«.

Jacob takkede hende overstrømmende; hun var den første, der havde givet ham meningsfuld information på den nye afdeling. Hun afbrød ham ved at bede ham skrive under på, at han havde fået denne information, på en liste som skulle anvendes til akkrediteringen en måned senere, fik ham til at love, at han ville desinficere sine hænder ved nærmeste spritdispenser og hastede så videre ned ad gangen. Jacob drejede ubeslutsomt et par gange rundt om sig selv, og uden at vide helt, hvordan det gik til, stod han pludselig ansigt til ansigt med dr. Kængu. Hun var tydeligvis gravid, men for en sikkerheds skyld fortalte hun ham det.

»… Så jeg går fra om tre uger og to dage, og det er rigtig godt, for den lille ny har en storebror, og min mand har opbrugt sin fædreorlov og er startet i introduktionsstilling i determinologi for tolv dage siden, og siden da har vi kun set hinanden, når vi overdrager bilnøglen mellem vagterne ... Men velkommen, generisk medicin er et superfedt speciale, og du må bruge kaffemaskinen på sengeafsnittet alt det, du vil, bare du medbringer en pose kaffe om måneden. Selv har jeg tænkt mig at være lidt forsigtig med kaffen, efterhånden må man hverken det ene eller det andet som gravid. Man må hellere få spist tomater, mens de er sunde, ha ha … åhh, var det en plukvé?«.

Hun forsvandt ned mod et omklædningsrum, men forinden udpegede hun vejen ned mod konferencelokalet for Jacob. Han bevægede sig forsigtigt derned, mens han skævede bagud – det var lidt overvældende med alle dem, der gerne ville overbringe ham deres synspunkter om afdelingen med videre, selv om det blev gjort i en god mening.

Der var helt stille inde i konferencelokalet, og først troede Jacob, at det var tomt – indtil han så dr. Plys sidde mageligt henslængt i en hvilestol, der var placeret foran nogle overfyldt reoler med lærebøger og tidsskrifter. Han så ud, som om han sov. Jacob trak en stol ud ved konferencebordet så stille, han kunne, og satte sig ned. Han spjættede, da dr. Plys begyndte at tale, selv om han stadig havde lukkede øjne.

»Det er professor Tigerdyrs stol, du har sat dig på ...«.

»Øhh nå«, mumlede Jacob undskyldende og begyndte at rejse sig, men Plys fortsatte: »… Men hun kommer aldrig før kl. 9. Godt for alle parter. Bliv du bare siddende«.

Jacob var lidt mystificeret over denne oplysning, men turde ikke andet end at blive siddende, nu han havde fået besked på det. Plys smilede svagt. »Dr. Elefant er vores ledende overlæge, og han søgte også professoratet, men Tigerdyret fik det, selv om hun kom udefra. De kan ikke lide hinanden, kan du nok forstå. Derfor møder dr. Elefant konsekvent op på slaget 7.45 for at demonstrere sine lederevner, mens Tigerdyret kommer og går, som det passer hende, for at understrege sin uafhængighed og kreativitet. De er nu superdygtige begge to, bare på hver deres måde. Kaffe?«. Han pegede på en termokande, der stod på bordet foran ham sammen med et par plastickopper. Jacob skænkede sig en kop kaffe; han brød sig egentlig ikke videre om kaffe, men syntes, at det ville være uhøfligt at indrømme det. Han tog en slurk og skar refleksmæssigt ansigt. Plys grinede. »Jeg har haft døgnvagt, og det er jo blevet helt forbudt at ryge på matriklen, men der skal noget stærkt til ud på de små timer. Jeg kan bedst lide kaffe, som kan spises med ske. I øvrigt er jeg vagtplanlægger, så du må hellere holde dig gode venner med mig. Spøg til side, vi kører ønskeplan, og jeg skal bare have dine vagtønsker inden den 15., så vagtplanen kan udkomme overenskomstmæssigt. Det gør den nu sjældent«. Hans telefon ringede. »Plys, administrerende mellemvagt på Generisk afdeling. Åh, hej Grisling. Er du først vågnet nu? Hvem siger du? Nå, Agent 007? I skadestuen? Hvad har han taget denne gang? Hvor mange? Rolig nu – jeg er på vej. Start et NAC-drop, og er han vågen nok til aktivt kul? Hvad? O.k., så ser vi på det sammen. Give ham noget ilt på en Hudsonmaske i mellemtiden og få nogen til at lægge et drop og tage ankomstprøver. Isotont saltvand. Hey, sig lige til sygesøstrene, at de skal købe et wienerbrød med til mig fra kantinen. Nej, to for resten – jeg har en af de nye KBU-læger med – og du skal vel også ha’ et, jeg gi’r? Grovbolle? Come on – du har været på vagt hele natten. Nå, vi ses om lidt. Hej«. Han slukkede for Grisling og så på Jacob. »Det var forvagten. Du kan vel lige så godt springe som krybe ud i det. Vil du ikke med ned og se, hvordan man gebærder sig på skadestuen?«.

Mens de gik ned ad gangen, begyndte det at krible i Jacob. Lige om lidt ville hans lægekarriere begynde for alvor. Og det føltes, som om alle hans gamle venner fra Hundredmeterskoven var med ham.