Skip to main content

Kvalitetsmodel og måltal, der giver perverteret adfærd

Læge Johannes Bjerre, Esbjerg V. E-mail. johannesbjerre@hotmail.com

6. jan. 2012
2 min.

Interessekonflikter: ingen

Det hævdes, at måltal giver en perverteret adfærd, der aldrig er til kundernes gavn [1]. Den danske kvalitetsmodel er ved at blive rullet ud over landet. Modellen indeholder 104 standarder og 457 indikatorer, og der kan måles på dem alle. Er det muligt, at disse målinger ikke altid er til gavn for kunderne?

I gamle dage var Danmark førende i sundhed, og det kunne måles med en middellevetid, der var den fjerdehøjeste i verden. Der er to veje ud fra et sygehus, og patientens valg står mellem den almindelige udgang og kapellet. Tidligere var patologen den alvidende læge, der tog klinikeren i skole, når obduktionen viste, at patienten havde været udsat for en klasse 1-fejl og var kommet ud ad den forkerte udgang. I dag er obduktioner gået af mode og denne klassiske og løbende kvalitetsproces er forsvundet. Danmarks middellevetid er ifølge WHO dumpet ned på en 36. plads mellem Cuba og Costa Rica [2].

Den nye kvalitetsmodel er sat i søen, og følgende er et eksempel på, hvad den i virkeligheden gør ved os: »I vores rygelov har vi vedtaget, at Sygehus Lillebælt er en røgfri arbejdsplads (... d)erfor føler direktionen et behov for at minde jer alle sammen om at hjælpe os og hinanden med at leve op til vores egne idealer. Vi i direktionen vil gerne appellere til jeres hjælp med at overholde rygeloven (...) Når I møder patienter eller pårørende, der ryger lige foran hovedindgangen, i en terrassedør eller ved en bagtrappe, så påpeg det (...) Med akkrediterings-ugen ventende lige rundt om hjørnet, håber vi at der er skærpet fokus fra alle medarbejdere på, at rygepolitikken overholdes«.

I stedet for at fokusere på patienten er der sket et spring. Fokus er flyttet til akkrediteringsugen, hvor de ansatte bør være ryge-politi, så der skabes en illusion om, at arbejdspladsen er røgfri. Angsten for at dumpe akkrediteringen og rædslen for at miste job får filmen til at knække. Det er det glade vanvid, når direktionen glemmer, at det hverken er ulovligt at ryge udenfor, eller at det ikke er direktionen, som vedtager rygeloven - det er Folketinget.

Det er min påstand, at en levetid i verdensklasse er det bedste mål for et velfungerende sundhedsvæsen, for når patienten er i live, er kvaliteten af behandlingen godkendt. Det er nødvendigt med en løbende kvalitetsproces med fakta og måltal om andelen af patienter, der vælger den rigtige udgang. Fjerner vi opmærksomheden fra patientens behandling er vi dumpet. Fokus skal være på patienten, og smittes vi med en illusion eller en vrangforestilling om, at akkrediteringens måltal er vigtigere, så er det folie à deux.


Referencer

  1. http://jp.dk/jptv/nyheder_erhverv/videoblogs/article2343134.ece
  2. http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_life_expectancy