Skip to main content

Lad os få turnus tilbage

Ledende overlæge Arne Cyron, Medicinsk Afdeling, Næstved Sygehus. E-mail: acyr@regionsjaelland.dk

18. feb. 2011
2 min.

Interessekonflikter: Ingen

En af de bedste ændringer i den obligatoriske turnusuddannelse blev skabt, da man sikrede, at alle - også kommende overlæger - fik prøvet et halvt år i almen medicin. Det medførte en bredere lægelig indsigt og erfaring og var desuden med til at bygge en forståelsesbro mellem to verdener. Efter ca. 20 lykkelige turnusår på 3 år kom tiden til forandring, hvis sigte var at få uddannet specialister på kortest mulig tid ud fra parolen: hellere en dygtig specialist end en dygtig læge!

»Spildtid« blev en synd og straffet derefter, og turnuskompetencer kunne nu opnås med en reduktion på et halvt år. Der må åbenbart i alle disse turnusår have været en masse overflødig læring.

I Ugeskrift for Læger (2011;173:388-9) diskuteres konsekvensen af, at mange unge læger ikke får tildelt klinisk basisuddannelse med et halvt års medicin. Jeg er særdeles enig med DSIM's formand Knud Rasmussen i, at alle bør have et halvt års intern medicin. Argumenterne er mange og kendte, men desværre ikke forståelige for alle.

Jeg er imidlertid ikke enig med de ledende overlæger, der - til introduktionsstillingerne - prioriterer de lodtrækningsheldige unge læger, der har vundet ophold på en medicinsk afdeling.

Vi ledende overlæger har også et ansvar for at lappe på systemfejl - det er i vores magt og burde være en del af vores agt.

På Medicinsk Afdeling i Næstved har vi valgt at friholde nogle forvagtsstillinger, således at introlæger, der ikke har haft medicin, kan starte med at opnå de fornødne kompetencer, som var til stede i de tidligere turnusstillinger.

Kompetencer er ikke noget, der blot kan »vinges af« - øvelse gør mester-princippet, som hyldes i argumenterne for specialiseringen, gælder også for den unge læge.

Lad os få turnus tilbage - det er aldrig et nederlag at evaluere ændringer og tage konsekvenser. Det modsatte er ikke bare uklogt!