Lad os tage den sociale ulighed i sundhed alvorligt!

Sommerens agurketid har givet rigelig spalteplads til omtale af helbredsscreeninger af raske borgere. Resultaterne fra den såkaldte Ebeltoftundersøgelse er af pressen blevet pumpet op til ukendelighed. Man kommer let til at tænke på de to fjer, der blev til fem høns. For ti år siden fandt man små effekter på de målelige risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom - vel at mærke for dem, der mødte op til screeningen - mens man i løbet af sommeren har kunnet høre, at de praktiserende læger er i stand til at halvere (!) risikoen for hjertesygdom, blot ved en enkelt samtale eller to.

Problemet med en skrantende folkesundhed er stort, for selv om middellevetiden stiger, er sundheden ulige fordelt. Handlekraftige politikere ser sig om efter, hvilke varer der er på hylderne, og tilsyneladende er helbredsscreeninger, hvad vi fra almen praksis' side kan og vil (?) byde på. Et tilbud der følger tidens trend med at måle og kontrollere alt, og efterfølgende uddele smileyer, hvor de med minus i karakterbogen bare skal tage sig sammen.

Der er blot den hage, at individuel rådgivning giver en meget lille gevinst, og at de socialt svage grupper holder sig væk. Det er velkendt, at de mennesker, der har størst behov, ikke dukker op. Dels fordi de måske ikke har overskud, dels fordi de slet ikke køber varen - måske har de ikke lyst til igen at høre formanende ord om, at den måde, de har valgt at leve livet på, er forkert?

Samtidig ved vi, at hvis vi bruger sundhedsvæsenets resurser på de raske og resursestærke - som ganske sikkert synes, at det er en glimrende ide at gå til egen læge og få kontrolleret dette og hint - er der mindre tid tilbage til at behandle de syge og til at forebygge sygdomme og funktionsnedsættelser hos de gamle, de skrøbelige og de psykisk syge. Udsatte grupper, hvor den sociale ulighed er stor.

Vi er nødt til at tage den sociale ulighed i sundhed alvorligt. Vores ringe viden om, hvordan vi gør dette bedst, betyder, at vi må gøre os umage med at forstå socialt udsatte gruppers sprog og livsstrategier og i fællesskab finde løsninger, som tager udgangspunkt i de sundhedsrisici, som disse grupper står over for. Og vi må bruge metoder, som giver de samme mennesker magt til at ændre tingene.

Mennesker har, uanset sociale forhold, ikke behov for at få at vide, at de lever deres liv forkert, men de har behov for støtte og accept og nogen at holde i hånden, når de bliver syge og går vild i den logistiske jungle.

Vi må prioritere vores resurser, så de bliver brugt der, hvor der er størst behov, og hvor de gør størst nytte. Kun på den måde kan vi tage uligheden i sundhed alvorligt.