Interessekonflikter: Ingen
På de fleste hospitalsafdelinger noteres i journalen, hvad patienten har fået at vide om sin sygdom og de foreliggende behandlingsmuligheder. Dette er naturligvis ikke det samme, som at alle patienter har forstået, hvad de fejler, og hvilken behandling man vil tilråde.
Patientinformation. Det er tidligere foreslået, at der indføjes et afsnit i journalen om »patientens sygdomsindsigt«, hvilket ikke alene skulle være et referat af sygdomsinformationen, men også et referat af patientens egen sygdomsforståelse [1]. Kort fortalt skulle dette referat gengive patientens svar på spørgsmålene: »Hvad fejler du?« og »Hvad har du forstået om din sygdomssituation, behandlingsmulighederne og det fremtidige sygdomsforløb?«
Et skema om egen sygdomsforståelse. Det foreslås, at patienten får mulighed for skriftligt at referere, hvad hun/han fejler, hvilken behandling hospitalet tilbyder, og hvorledes fremtidsudsigterne er. En sådan redegørelse behøver ikke mange ord, men blot være korte, skematiske svar på ovennævnte spørgsmål. Patientens udtryk for egen sygdom vil være til gavn for den gensidige information og kommunikation med personalet. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor patienten ikke selv kan eller ønsker at udfylde spørgeskemaet. I sådanne situationer kan man foreslå, at pårørende eller evt. personalet skriver patientens svar ned.
Nytteværdien for personalet. Patientens tilbagemelding om egen sygdomsindsigt giver mulighed for at korrigere misforståelser vedrørende diagnose, behandling og prognose. Ved at lade patienten referere sin egen forståelse af situationen skabes der mulighed for en ligeværdig kommunikation, hvilket er bydende nødvendig i det moderne informationssamfund med sine højteknologiske muligheder.
Referencer
- Hippe E. Sygdomsindsigt - et nyt afsnit til anamnesen. Ugeskr Læger 1990;152:3204.