Læge for egne børn?

”Bør vi ikke gå til lægen med vores datter?” Spørgsmålets afsender var min hustru, og spørgsmålet var ganske relevant allerede på anden sygedag. Da vores datter på seks måneder havde været appetitløs og haft høj feber i fem dage, og der ikke umiddelbart var tegn på bedring, modtog jeg det relevante spørgsmål igen. Sagen var bare den, at jeg jo allerede havde stillet diagnosen influenza, og jeg var overbevist om, at der bare lige skulle gå en dag mere, og så var sygdommen overstået. Jeg var stædig og holdt fast i min diagnose, men accepterede, at hvis det medførte tryghed i det lille hjem, så kunne vi da godt bestille en tid. Vores praktiserende læge målte en marginalt forhøjet CRP, antibiotikabehandling blev igangsat uden egentligt fokus, og vores datter var rask dagen efter. Var antibiotikakuren behandlingen? Det tror jeg nu ikke; det var nok nærmere tidens indvirkning (omend det var umuligt at overbevise hustruen om). Det er i øvrigt sagen uvedkommende, da min pointe og spørgsmål er, hvorfor vi læger er så stædige og ofte suboptimale, når det kommer til behandlingen af vores egne børn. Jeg kunne da godt have sørget for at tage forbi vores læge nogle dage før.

Er det min stolthed, der er på spil, når jeg ikke selv kan tage mig af barnets sygdom og er nødsaget til at ty til hjælp fra vores praktiserende læge? Føler jeg, at jeg spilder lægens tid (og min egen), når jeg muligvis får bekræftet, at der ikke er indikation for behandling?

Til glæde og gavn for barnet?

Jeg får ofte bekræftet min teori om, at vi læger ikke er ret gode til at være læger for vores egne børn. Fortællinger fra kolleger og venner i faget kan være underholdende, overraskende og endda skræmmende. Selv de lægelige kolleger, som man respekterer mest for deres faglige kunnen, kan glemme at tage deres kompetencer med hjem fra arbejde. En kollegas syvårige søn, som faldt ned fra tårnet på legepladsen, er et godt eksempel. Faldet medførte stærke smerter i ryggen, hvorfor pædagogerne mente, at barnet skulle på skadestuen. Det mente barnets mor (som jo var læge) ikke var nødvendigt, da smerterne naturligvis ville gå over. Da smerterne havde stået på i flere dage, og drengen ikke kunne gå i skole, spurgte barnets far, om ikke det var en god ide, at de tog på skadestuen, da ryggen kunne være brækket. Det mente barnets mor var helt utænkeligt, men affandt sig med en tur på skadestuen. Diagnosen var et stabilt brud på rygsøljen, som blev behandlet med korset og ro i tre måneder.

Endnu værre bliver det vel, når begge forældre er læger, for hvor er så den ufarvede person til at foreslå det banale og til at bibringe de åbenlyse betragtninger. Min kollega er i hvert fald del af et sådant makkerskab, og da de tog deres søn til femårs undersøgelse, var der da heller ingen forventninger om fund af abnormaliteter. Synsprøven skulle dog afsløre, at sønnen var stærkt nærsynet og briller var en nødvendighed. Retrospektivt stod det klart for de to læger, at tegnene på nærsynethed havde været til stede gennem længere tid, og måske især det faktum, at sønnen altid sad enormt tæt på fjernsynet kunne have været en indikation.

Gavnlig erkendelse

Straks går det bedre, når venner og bekendte ønsker lægelige råd. Den seks måneder gamle pige var blevet sendt til lægen på andendagen, den syvårige med faldtraume var sendt afsted til skadestuen med det samme, og den femårige nærsynede var allerede blevet sendt til synsprøve i det øjeblik, at det blev erfaret, at afstanden mellem barn og fjernsyn var for lille. Så let er det åbenbart bare ikke, når børnene er vores egne.

Det kan muligvis være en gavnlig erkendelse, at ens lægelige skøn og forkromede overblik er svækket, når det drejer sig om behandlingen af ens eget kød og blod.

Ovenstående kan forekomme stærkt generaliserende, men er udelukkende udtryk for egne erfaringer.