Skip to main content

Læge & leder Frøland A, Nielsen SF, Christensen A, Hansen MK, eds.

Lægechef Kai Jensen E-mail: kajen@fa.dk

7. nov. 2005
2 min.

Målgruppen er yngre læger i gang med hoveduddannelsen, og bogen er tænkt som hjælp og inspiration i forbindelse med det obligatoriske kursus i ledelse, administration og samarbejde.De 13 kapitler er struktureret i fire afsnit med temaerne »ledelse i hverdagen«, »sundhedsvæsenet som system«, »juridiske aspekter« og »lægelig ledelse«.De fleste kapitler er let læselige, inspirerende og beskriver lægelige ledelsesopgaver fra mange forskellige vinkler. Men de meget forskellige kapitler (artikler) illustrerer også vanskelighederne ved at definere eller afgrænse begrebet »lægelig ledelse«.I forordet anføres, at alle læger har en ledelsesopgave, mens det i kapitel ti anføres, at ledelse uden økonomisk ledelsesansvar er en selvmodsigelse. Med et sådant spænd i opfattelsen kan det ikke undre, at debat af lægers lederroller til tider løber af sporet både internt blandt læger og i forhold til andre faggrupper.

Imidlertid understreger dette kun vigtigheden af, at læger på et meget tidligt tidspunkt orienterer sig i hele feltet for at opnå det bedst mulige beslutningsgrundlag for tilvalg og varetagelse af de mange ledelsesfunktioner, som enten forudsætter uddannelse/erfaring som læge eller som styrkes derved.

Kapitlerne varierer derudover i både indhold og form, fra det meget jordnære omkring ledelse i den daglige arbejdstilrettelæggelse til det mere abstrakte omkring strategisk ledelse som en akademisk disciplin.

Kapitlerne om patientsikkerhed og lægeansvar falder lidt uden for bogens tema. Selv om begge emner er meget vedkommende for enhver læge, er det kun de sidste to sider af kapitlet om lægeansvar, der omhandler afgrænsningen af det ledelsesmæssige ansvar i forhold til den enkelte læges ansvar - og dermed konkret er relateret til ledelsesvinklen.

Generelt kan en lidt strammere redigering i øvrigt anbefales næste udgave af bogen.

Bogens sidste to kapitler beskæftiger sig med myternes substans: myterne om læger som ledere og ledelse af læger. Disse kapitler er som skabt til diskussionsoplæg, ikke kun blandt kursister i et hoveduddannelsesforløb men blandt alle grupper af læger, som måtte ønske at sætte en diskussion af begrebet lægelig ledelse på dagsordenen for et møde i lægekredsforeningen eller i sygehusets lægeråd.

Hvis man var i tvivl førhen, efterlader bogen ingen tvivl om sundhedsvæsenets behov for, at læger erkender og påtager sig ledelsesansvar, såvel som for at læger erkender og accepterer at blive ledet.

Bogen kan anbefales målgruppens læger men også andre læger og andre faggrupper med interesse for introduktion til området.

København: Munksgaard Danmark, 2005.

194 sider. Pris: 268 kr.

ISBN 87-628-0529-0