Skip to main content

Brugen af alternativ behandling bliver stadig mere udbredt. Over halvdelen af den danske befolkning benytter eller har benyttet alternative behandlingsmetoder eller -præparater. Men i hvilket omfang fortæller patienterne deres læge om denne brug? Og i hvilket omfang interesserer lægen sig for det?

Gigtforeningen har i forbindelse med en temadag fået udarbejdet en række undersøgelser vedrørende danske gigtpatienters brug af alternativ behandling/alternative præparater samt læge-patient-dialogen i relation til denne brug1.

Undersøgelserne viser grundlæggende, at dialogen halter - dels fordi lægen sjældent spørger ind til en eventuel brug af alternativ behandling, dels fordi patienten ofte vægrer sig ved at fortælle om det. Lægerne føler sig generelt usikre i relation til at vejlede patienten, og patienten føler sig ofte usikker på lægens reaktion.

Den manglende dialog er uheldig, bl.a. fordi der kan være kontraindikationer mellem de alternative præparater og den konventionelle medicin. Desuden overlades patienten ofte til sig selv og den alternative jungle.

Der er forskellige forhold, der danner barrierer for en mere åben dialog. En række læger opfatter ikke alternativ behandling som en del af deres område og tror heller ikke på, at det har nogen effekt. Andre læger vil gerne vejlede patienterne, men har ikke tid til at sætte sig ind i området. I alle tilfælde er det uheldigt, hvis patienten får en fornemmelse af, at lægen helst vil undgå emnet.

Samtidig er det svært for lægerne at forholde sig til den enorme mængde forskellige alternative behandlingsmetoder og præparater, der er på markedet. Mirakelhistorier strømmer fra den alternative verden, og mange alternative behandlere giver patienten det indtryk, at netop deres behandlingsform er sandheden og lykken. Det er næsten umuligt som læge at skulle forholde sig til patienternes kilder; der findes yderst seriøse alternative behandlere såvel som gode produkter, men der findes også mirakelmagere, der påstår at kunne helbrede alt efter tre weekendkurser, og præparater, hvis virkning er højst tvivlsom.

Det er i den forbindelse meget væsentligt at pointere, at patienterne ikke kræver, at lægen ved alt om alternativ behandling, eller for den sags skyld tager ansvar for behandlingen. Patienterne savner først og fremmest mere nysgerrighed og åbenhed fra lægens side. Patienten kan ikke forstå, hvorfor egne positive erfaringer er uinteressante og eventuelt bliver afvist med henvisning til, at det ikke er videnskabeligt bevist. Patienten undrer sig også over, at nogle læger giver udtryk for ikke at vide særlig meget om alternativ behandling og samtidig afviser, at det skulle have en effekt. Og det er ikke befordrende for dialogen, hvis lægen giver udtryk for, at det overhovedet ikke er den alternative behandling i sig selv, der virker, men patientens tro på det. Det er en udbredt holdning blandt læger, som provokerer mange patienter.

Tre fjeredele af alle danske gigtpatienter benytter eller har benyttet alternativ behandling. For befolkningen som helhed er tallet som nævnt over 50%. Der er intet, der tyder på, at brugen af alternativ behandling er aftagende - tværtimod. Det må være i alles interesse, at patienternes brug af alternativ behandling ikke foregår »i smug«, men at den i højere grad fremlægges for lægen, så både gode og dårlige erfaringer kan høstes og videregives.

1) AC Nielsen AIM: Undersøgelse om alment praktiserende lægers holdning til og viden om alternativ behandling samt dialog med patienten.

AC Nielsen AIM: Undersøgelse om gigtpatienters oplevelse af bivirkninger i forbindelse med brug af alternativ behandling samt omfang af dialog mellem læge og patient.