Lægebudskaber om sundhed - religion eller videnskab?

I sidste ende er forebyggelsestiltag i livsstil meningsløse, hvis de ikke tager højde for undersøgelsens påvirkning af målgruppens livskvalitet.

Anton Aggernæs har over for centerchef Else Smith (ES) fra Center for Forebyggelse med baggrund i sin indsigt i kvalitativ forskning i Ugeskriftet givet udtryk for sin tvivl om værdien af evidensbaseret sundhedsoplysning i almindelighed og af det specifikke tiltag, der går ud på at anvende andet sundhedspersonale som bannerfører for livsstilsforandringer [1, 2].

Erfaringerne med de mange vildledende og ofte selvmodsigende livsstilsanbefalinger gav også anledning til et spørgsmål om befolkningens tillid til lægestandens budskaber.

Jeg håber ikke, at det er for meget at bede ES uddybe sit svar med overvejelser over, hvorfor resultater af sundhedsforskning, som ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt underbygget, alligevel udmøntes til forslag om ændring af livsstil?

Jeg kunne også tænke mig at få nærmere oplysning om, hvordan Sundhedsstyrelsen har tænkt sig at sikre, at de budskaber, som andet sundhedspersonale bringer, bliver ens for alle deltagere?

Nogle vil formentlig hævde, at vi skal drikke 2-3 l vand og to glas rødvin om dagen, holde os fra kaffe, fedt og solskin og lade børnene passe sig selv, for at vi kan passe den daglige motion; andre vil formentlig fortælle os, at to øl om dagen er usundt, det er farligt at drikke for meget vand, og at kaffe, solskin, nærvær og samvær med børnene er godt for helbredet.

Ville det egentlig ikke være bedre, om vi tog konsekvensen af, at de fleste mennesker vitterligt gør grin med sundhedsbudskaberne og lægerne, og begyndte at neddæmpe udsendelsen af sundhedsbudskaber?

Eller er det ikke noget problem, at befolkningens tillid til lægestanden lider skade?

Med mit kendskab til praktiserende læger vil jeg gerne indvende lidt imod, at praktiserende læger inddrages som eksempler på glade livsstilsbudbringere. De fleste livsstilsbudskaber bliver, for at sige det mildt, behandlet med et gran salt.

Det er betænkeligt at bruge sekundære sundhedsbudskaber til at redde raske mennesker. Skyldbyrde og sundhedsgæld kan for nogle meget vel bidrage til et dårligere helbred.

Ønsket om at gøre noget for andre mennesker har de fleste læger og sundhedspersonale utvivlsomt til fælles, men gode resultater kræver indsigt i at håndtere de følelser, der bestemmer »usund adfærd«.

Derfor vil jeg gerne supplere med endnu et spørgsmål: Har Center for Forebyggelse kvalitative forskere eller eksperter i sin stab? Hvis nej, er de på vej? Hvis ja, er de ikke betænkelige ved Centerets nye initiativer, der ikke er fri for at give associationer til big brother, som passer på dig for din egen sundheds skyld?