Skip to main content

Lægeetik under pres

Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Bente Rich, Roskilde og speciallæge i almen medicin Helge Bønløkke, København. E-mail: helge@bonlokke.dk

31. okt. 2005
5 min.

I Ugeskrift for Læger debatteres fra tid til anden lægeetiske spørgsmål, oftest med udgangspunkt i konkrete problemstillinger såsom aktiv dødshjælp og problemer omkring genteknologi.

Mere generelle spørgsmål, for eksempel hvilke forpligtelser danske læger har i kraft af, at de har aflagt Lægeløftet, og at deres forening, Den Almindelige Danske Lægeforening, på deres vegne har tilsluttet sig en række internationale deklarationer, er derimod sjældent til debat.

Danske læger er, ud over at være forpligtede af deres personlige moral og etik, også forpligtet af Lægeløftet, af Etiske regler for læger - såvel danske som internationale - og af en række internationale deklarationer.

Lægeløftet forpligter læger til »... stedse at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige ...« og »... at søge sine kundskaber fremdeles udvidede ...«.

Etiske regler for læger forpligter læger til »... at forebygge sygdom og fremme sundhed ...« og siger »... en læge må hverken aktivt eller passivt medvirke til procedurer eller aktiviteter, der indebærer nedværdigende eller grusom behandling af mennesker ...«.

De internationale regler for lægeetik forlanger, at en læge »... skal være fuldstændig loyal over for sine patienter og skal stille alle de ressourcer til rådighed for dem, som videnskaben tilbyder ...«.

I Genève-deklarationen står »... min patients helbred skal altid stå først i mine overvejelser ...« og »... vil ikke tillade, at overvejelser om religion, nationalitet, race, politisk parti eller social klasse stiller sig mellem min pligt og min patient ...«.

Tokyo-deklarationen forlanger af lægen, at denne skal arbejde for »... at bevare og genoprette legemlig og mental sundhed uden hensyn til, hvem der behandles ...« videre »... må ikke tillade, billige eller deltage i udøvelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling ...« og »... en læge skal have fuldstændig faglig uafhængighed i sin beslutning om pleje af en person, for hvem han eller hun er lægeligt ansvarlig ...«.

Hamborg-deklarationen »... forbyder læger i hele verden at billige, tolerere eller deltage i udøvelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling ...«.

Umiddelbart mener de fleste af os nok, at vi i vores daglige virke lever op til disse krav, og det er forhåbentlig rigtigt. Imidlertid er der i hvert fald et sted, hvor det ikke er vanskeligt at finde eksempler på lempelig omgang med reglerne også i Danmark. Vi tænker her på den behandling, asylansøgere i Danmark udsættes for. Dels de forhold, som de lever under i asylcentrene, dels den lange sagsbehandlingstid (gennemsnittet er i øjeblikket 800 dage) og endelig asylsøgernes manglende adgang til de sundhedsydelser, der er sædvanlige i vort samfund.

Udlændingestyrelsen mener at have givet helt klare retningslinjer for sundhedsbehandling af asylansøgere, der er omfattet af Styrelsens forsørgerpligt. Styrelsen dækker alene nødvendig, uopsættelig og smertelindrende sundhedsbehandling af asylansøgere. Selv hvor den behandlende læge kun sender ansøgning om kaution til behandling, som han finder ligger klart inden for området af nødvendig, uopsættelig og smertelindrende behandling, får han tit afslag fra Styrelsen.

Dette skyldes, at det ikke er sundhedsprofessionelle fagfolk, der afgør, om en ansøgning kan imødekommes. Beslutningen om, hvorvidt en asylansøger får bevilget en given undersøgelse eller behandling, træffes i Udlændingestyrelsen af HK'ere eller jurister, som gang på gang demonstre-rer elementær mangel på indsigt på det sundhedsmæssige område.

Inden for psykiatrien kan man således se afslag til behandling af fødselsdepressioner, psykoser, svære selvmordstilskyndelser og komplicerede PTSD-syndromer. Dette medfører dagligt etiske dilemmaer for asylcentrets læger, at de er vidne til, at syge asylansøgere nægtes den mest nødvendige behandling.

I asylcentrene, hvor asylansøgerne opholder sig i gennemsnitlig 800 dage, er boligforholdene ofte meget trange, der er kun begrænsede muligheder for aktiviteter, som kan skabe en meningsfyldt hverdag, og samtidig er asylsøgernes fremtid meget usikker. Disse faktorer tilsammen udgør et stort psykisk pres på ansøgerne.

En del af disse er allerede ved ankomsten traumatiserede, idet de ofte har oplevet politisk forfølgelse, har været fængslet og måske udsat for tortur eller har oplevet blodige krigshandlinger på nært hold.

Det er allerede i 1996 påvist [1], at lange sagsbehandlingstider, tvungen inaktivitet, overbefolkede asylcentre og mangel på sociale relationer udgør stressfaktorer, som øger asylansøgernes risiko for at blive dårligt fungerende og få alvorlige psykiske sygdomme og psykosomatiske lidelser. At forholdene i vore asylcentre lader meget tilbage at ønske på disse felter, er ligeledes dokumenteret [2, 3] og det undrer os, at der ikke fra lægeside har været større opmærksomhed på disse forhold. Opgavens størrelse taget i betragtning er det måske forståeligt, at meget få læger som enkeltpersoner har forsøgt at gå ind i problematikken, men så meget mere uforståeligt er det, at Den Almindelige Danske Lægeforening, som på medlemmernes vegne har forpligtet os i forhold til det nævnte regelsæt, ikke har reageret - så meget mere som foreningens bestyrelse i årevis har været bekendt med de problematiske forhold.

På den baggrund kan man få den opfattelse, at Den Almindelige Danske Lægeforening mener, at etiske regler og internationale deklarationer kun er til brug i festtaler og ikke skal efterleves i det daglige lægeliv.

Såfremt dette ikke er tilfældet, må vi forvente, at Læge-foreningen snarest tager initiativ til over for de relevante myndigheder at påpege, at asylansøgere i Danmark lever under forhold, som ikke er sundhedsfremmende, men derimod nedbrydende for såvel det fysiske som det psykiske helbred, at de er uden forsvarlig adgang til sundhedsydelser, som kunne bedre deres helbred, og at en sådan behandling må anses for at være nedværdigende.

SVAR:


Referencer

  1. Kjersem HJ. Migrationsmedicin i Danmark [ph.d.-afhandl]. Dansk Røde Kors, 1996.
  2. Rich B. Lægeforeningen og asylansøgere. Ugeskr Læger 2003;165:4140-4.
  3. Ehrenreich B. Information 6/11 2003.