Skip to main content

Lægeforeningen har genoptrykt Lægeansvarsudvalgets vejledning for lægers samarbejde med politiet (1)

Odense, Sigurd Benjaminsen

2. nov. 2005
2 min.

Udgangspunktet i vejledningen synes at være, hvordan lægen forholder sig, når politiet ønsker at tale med lægen. Fx anføres der i indledningen følgende: »I lægens travle hverdag sker det af og til, at politiet møder op på afd. og vil tale med vedkommende«. Der sker faktisk også det modsatte, nemlig at lægen ønsker at tale med politiet, når fx en dement eller selvmordsfarlig patient bortgår fra afdelingen. Det sker også, at en patient begår kriminalitet under en indlæggelse, fx tyveri, hærværk eller vold. De nævnte situationer medfører også samarbejde med politiet, men omtales ikke i vejledningen. I lov om patienters retsstilling findes regler om sundhedspersoners pligt til at give information og om betingelserne for sundhedspersoners videregivelse af helbredsmæssige oplysninger til andre formål end behandling (2). Sundhedsstyrelsen har udsendt bekendtgørelse (3) og vejledning (4) i 1998.

Det fremgår ikke af genoptrykket af Lægeansvarsudvalgets vejledning, hvornår denne vejledning blev udgivet 1. gang - om det er sket før lov om patienters retsstilling. Bestemmelserne om videregivelse af oplysninger er blevet smidiggjort i forhold til tidligere. Er der behov for en opdatering af Lægeansvarsudvalgets vejledning?


Referencer

  1. 1. Lægeansvarsudvalget. Vejledning for lægers samarbejde med politiet. Ugeskr Læger 2002; 164: 3654-5.
  2. 2. Lov om patienters retsstilling. Lov nr. 482 af 1. juli 1998.
  3. 3. Sundhedsstyrelsen. Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998.
  4. 4. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. Vejledning af 16. september 1998.

  5. Svar