Lægeforeningen og Yngre Læger har svigtet

Den nye reform for speciallægeuddannelsen har været ivrigt debatteret. Ikke mindst har kritikken fra de medicinstuderende omkring fireårsreglen været overvældende. Mange er enige om, at reformen indeholder gode elementer. Ideen med fagprofiler, nedsatte ventetider, flere hoveduddannelsesforløb, elektronisk tilmelding m.m. virker som fornuftige tiltag, ydermere fordi alle er enige om, at speciallægemanglen skal løses.

Men, ovenstående er imidlertid også grunden til, at jeg synes, at Lægeforeningen og herunder Yngre Læger har svigtet gevaldigt. Det danske sundhedsvæsen er i høj grad eksponeret i medierne. Manglen på personale og økonomiske ressourcer, ventetidsproblematikken, den nye hospitalsplan, reduceringen af akutfunktioner og et voksende antal private behandlingsmuligheder gør det nødvendigt at diskutere, hvordan vi gerne vil have, at det danske sundhedsvæsen tager sig ud i fremtiden. Det er derfor ikke overraskende, at man fra politisk side har valgt at gennemføre de nye principper. Det chokerende består i, at man har en fagforening, der støtter principper, der i væsentlig grad forringer fremtidige lægers arbejds- og uddannelsesmuligheder og dermed også kvaliteten af den behandling, de er i stand til at udøve over for patienterne. Det er min absolutte overbevisning, at man kan løse meget ved at gennemføre de omtalte principper uden tvangselementet. Hvis man endvidere, som det også er blevet foreslået, profilerer de specialer med rekrutteringsvanskeligheder bedre, vil meget være opnået. Ovenstående løser selvfølgelig ikke alt, men lægemanglen kan under ingen omstændigheder løses hurtigt, så lad os fokusere på at løse den godt! I øjeblikket er der kapacitetsproblemer på stort set alle afdelinger i hovedstadsområdet på grund af de mange medicinstuderende - så lægerne er jo på vej igennem uddannelsessystemet.

Indførelsen af fireårsreglen er et principielt problem, idet man ingen evidens har for, at tidsbegrænsninger i denne forbindelse rent faktisk virker. Efter mit vidende har man ikke kunnet nå at vurdere effekten af den seksårsregel, der blev indført i 2004. Jeg synes, at man ignorerer det aspekt, at lægevidenskaben er uforudsigelig, og at der i uddannelsen bør være plads til »at træde udenfor«. Det er min opfattelse, at langt de fleste læger gerne vil videreuddannes til speciallæger så hurtigt som muligt, men der skal være mulighed for at forske, lave humanitært arbejde, afprøve flere specialer eller andet, der er med til at skabe den mangfoldighed, der skal være blandt læger. Styrken ligger jo netop i, at forskellige tankegange fordrer større muligheder for at løse de opgaver, der står foran os, f.eks. med at finde nye behandlinger og bedre behandlingsmetoder. Dette er noget, Lægeforeningen og Yngre Læger, om nogen, må være klar over. Det er derfor skuffende, at man i stedet for at fastholde, at tvang under ingen omstændigheder medfører noget af værdi, giver regeringen og Danske Regioner grønt kort til at indføre et princip, der burde være unødvendigt, hvis man i stedet gennemførte de øvrige principper. Derudover mener jeg ikke, at hverken Danske Regioner, regeringen eller Lægeforeningen har forstået at forsikre mig og alle andre om, at principperne er bakket op af de nødvendige økonomiske ressourcer, og at de nødvendige menneskelige ressourcer også er til stede. Jeg er derfor fortsat meget bekymret for, om jeg om fem år kan gå i gang med det hoveduddannelsesforløb i det speciale, jeg så uendeligt gerne vil være beskæftiget i mange år fremover.

Kilder