Lægeforeningen på afveje

I sagen om en dansk nazists afvisning af et tilbud om undersøgelse og behandling af mavesmerter fra en læge med iransk baggrund i skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte, har formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Hans Buhl, i en leder i Ugeskriftet meldt ud, at hvis en patient i en akut situation afviser at modtage behandling af en læge på grund af køn, etnisk baggrund eller andet, må en anden læge træde til, hvis det er praktisk muligt. Hans Buhl bakkes op af Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, der på DADLNET er citeret for at, det helt afgørende for Lægeforeningen er, at der til enhver patient uden undtagelse i en akut situation er et kompetent behandlingstilbud.

Problemstillingen består således i, om en nazist, der har afvist at lade sig undersøge af en læge med iransk baggrund, har krav på at blive tilset af en læge med ikkeetnisk baggrund, hvis dette er praktisk muligt.

Som det fremgår af debatten på DADLNET har Lægeforeningen med sine udtalelser i sagen bragt sig på kollisionskurs med mange medlemmers intuition omkring patienters ret til at stille krav til den behandlende læges race, køn og hårfarve. Spørgsmålet er derfor, om det er medlemmernes intuition eller Lægeforeningens holdning i sagen, der er fejlagtig.

Først og fremmest er der grund til at se nærmere på de argumenter og påstande Hans Buhl fremfører i lederen i Ugeskriftet den 21. oktober som begrundelse for, at der i situationer, som den der udspillede sig i skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte, må være en anden læge, der træder til, hvis det er praktisk muligt.

Kort sagt består Buhls præmisser dels i, at det under alle omstændigheder er en lægelig forpligtelse at yde akut lægehjælp, hvis der blandt det vagtbærende personale findes en person, der kan yde den relevante undersøgelse og behandling og dels i, at konsekvensen af at nægte ganske enkelt ikke er acceptabel. Buhls argument kan rekonstrueres som følger:

Hvis det er praktisk muligt, så må en anden læge træde til, for hvis ikke en anden læge træder til, så er konsekvenserne uacceptable.

Men hvad mener Buhl med praktisk muligt? Hvad der i hvert fald ikke er praktisk muligt, er at der flyves specialister ind for at tage sig af patienten med særlige ønsker til lægens race, køn eller hårfarve. Buhl giver imidlertid kun en implicit anvisning på, hvad der positivt skal forstås ved praktisk muligt, når han skriver, at det skal heller ikke være sådan, at et sygehus skal begynde at sammensætte deres vagtberedskaber ud fra et skøn over, hvilke etniske grupper eller politiske orienteringer, der kan forventes i akutmodtagelsen i det kommende døgn. Hvad der er praktisk muligt, er altså hvad der er praktisk muligt for vagtberedskabet.

Men hvad så nu, når forvagten af iransk herkomst kontakter bagvagten, fordi der er en nazist med mave-smerter i skadestuen, som ikke ønsker at blive undersøgt af et »dyr«, og det viser sig, at bagvagten som barn blev adopteret fra Afrika, og nazisten også afviser bagvagtens tilbud om undersøgelse? Hvilken relevant forskel er der på konsekvenserne for nazisten i denne situation, hvor grænsen for, hvad der er praktisk muligt for vagtberedskabet er nået, og så situationen, hvor bagvagten beder sin kollega om at viderebringe nazisten information om, at han har valget mellem at tage imod det tilbud, han er blevet givet eller selv finde en anden læge, eller situationen hvor forvagten på eget initiativ informerer nazisten om det samme? Konsekvenserne er nøjagtig de samme for nazisten i de to situationer - uacceptable! I den ene situation godtager Buhl imidlertid konsekvenserne, i den anden situation gør han ikke. Buhl må redegøre for, hvad det er, der gør nøjagtig de samme konsekvenser for nazisten acceptable i en situation og uacceptable i en anden. Alternativt må Buhl begrunde, hvorfor den arbitrære kategori praktisk muligt kun omfatter vagtberedskabets muligheder.

Hvis ikke Buhl kan levere en sådan redegørelse eller begrundelse, og det er svært at se, hvordan det skulle være muligt, har han to muligheder. Enten at erkende, at læger har en absolut forpligtelse til at yde hjælp til enhver patient med særlige præferencer for lægers køn, race eller hvad det nu måtte være uden skelen til, hvad der måtte være praktisk muligt, eller at erkende, at læger ikke har en sådan forpligtelse overhovedet.

Det skal understreges, at Buhls argumentation ikke involverer hensynet til de læger, der tilbyder nazisten deres ekspertise, men alene hviler på lægens forpligtelse, der begrænses af hvad der er praktisk muligt. Endvidere skal man huske på, at lægens absolutte pligt modsvarer patientens absolutte krav.

Vælger Buhl den første af de to muligheder, bliver alle patientkrav legitime. Lad os forestille os en patient fra Polen med kendt diabetes, ondt i maven og et blodsukker på 29,7, som tilses af forvagten klokken fire om natten i skadestuen på Nakskov Sygehus. Patienten afviser undersøgelse og behandling fra en »inkompetent turnuskandidat« og kræver at blive tilset af en speciallæge i endokrinologi. Forvagten i skadestuen har al mulig grund til at mistænke ketoacidose, og det er en akut potentielt livstruende tilstand, så forvagten må se at få lokaliseret nærmeste speciallæge i endokrinologi. Helt grotesk bliver situationen, hvis patienten kræver, at speciallægen skal kunne tale polsk, men jeg skal minde om, at lægens absolutte pligt modsvarer patientens absolutte krav. Hvis det ikke lykkes forvagten at lokalisere en polsktalende speciallæge i endokrinologi andre steder end i Polen, skal forvagten da arrangere en helikoptertransport til patienten eller skal den polske endokrinolog flyves ind, for at sikre patienten et kompetent behandlingstilbud? Konsekvenserne er ganske enkelt ikke acceptable, hvis ikke forvagten gør en af delene. De absurde situationer læger kan havne i, såfremt den førstnævnte mulighed accepteres, og de udgifter legitimeringen af ethvert patientkrav vil medføre gør, at den førstnævnte mulighed må forkastes.

Den anden mulighed består som nævnt i at acceptere, at læger ikke har nogen form for forpligtelse til at efterkomme krav fra vågne og klare patienter uanset hvor medtagne de end måtte være, når kravene går på fagligt irrelevante forhold såsom race, køn, hårfarve eller hvad patientens præference end måtte være. Dermed er imidlertid ikke sagt, at læger aldrig skal imødekomme ønsker fra patienter, der vedrører fagligt irrelevante forhold, såsom et ønske fra en muslimsk kvinde om at få foretaget gynækologisk undersøgelse af en kvindelig læge. De ønsker kan læger efterkomme i det omfang, de skønner det er praktisk muligt.

I det hele taget er det væsentligt at holde sondringen mellem krav og ønsker klar. Har patienten et krav, udløser det en pligt for lægen, har patienten et ønske er sagen en anden: så kan lægen vælge at imødekomme ønsket, men vel at mærke uden at være forpligtet til det. Kan Buhl acceptere denne sondring, giver det mening at tale om, hvad der er praktisk muligt. Hvilke af patientens ønsker det er praktisk muligt at efterkomme, bliver den enkelte læges vurdering i den konkrete situation. At hævde, at det praktisk mulige i at efterkomme krav fra patienter afhænger af en arbitrær geografisk grænsedragning mellem det enkelte vagtberedskab og omverdenen kræver en begrundelse for netop denne grænsedragning.

Selvfølgelig kan det fremføres som modargument, at sondringen mellem patientønsker og -krav er lige så arbitrær, som grænsedragningen mellem det enkelte vagtberedskab og omverdenen. Hertil er der kun at sige, at sondringen mellem ønsker og krav er mere operationel, og gør hverdagens problemer med særprægede patientpræferencer lettere at håndtere for lægen. Derudover harmonerer sondringen mellem ønsker og krav med de intuitioner danske læger giver udtryk for bl.a. på DADLNET, hvilket ikke er tilfældet mht. den arbitrære grænsedragning mellem vagtholdet og omverdenen.

Måske hænger Buhls forestilling om lægers forpligtelse til at søge at løse problemer med patienters særlige præferencer inden for rammerne af hvad der er praktisk muligt, sammen med forestillingen om, at den ideelle løsning er den, hvor problemerne løses i mindelighed. Der findes nu engang problemer, som hverken kan eller bør løses i mindelighed, og ovenstående argumentation tyder på, at det konkrete problem, hvor nazisten afviser at lade sig undersøge af en læge med iransk baggrund under henvisning til lægens etniske afstamning, netop er et af den slags problemer.