Skip to main content

Lægekunst

Knud Jacobsen

2. nov. 2005
8 min.

Knud Jacobsen, 58 år, speciallæge i almen medicin. Efter 16 år i Ringkjøbing Amtsråd sideløbende med lægekonsulentarbejde i tekstilarbejderforbundet nu tilbage i almen praksis. Har tidligere udgivet bogen »Sygdom er vi sammen om« om den demokratiske konsultation.

.

I en tankevækkende artikel i Ugeskr Læger d. 31.12.01 skriver Bojlén & Gannik: »Myten om den praktiserende læge som tovholder, tillidsperson og gatekeeper er en robust, men måske ikke længere helt dækkende forestilling om funktionen«.

Efter en del år med andet arbejde er jeg vendt tilbage til et job som alment praktiserende læge, og det er egentlig ikke med drømmen om at blive hverken tovholder, tillidsperson eller gatekeeper. Jeg har en drøm om at blive læge og udøve Lægekunst.

En gruppe under DSAM og P.L.O. udgav for et par år siden et debatoplæg om »Kernefunktionen i almen praksis«, et prisværdigt forsøg på at komme tættere på at beskrive hvad det egentlig er vi går og laver, det vi skal undervise de unge i, og det vi skal øve os i hver dag for at blive bedre læger. Der kom vist ikke så meget debat ud af det, men jeg vil prøve at tage tråden op.

Jeg vil foreslå, at vi genopfinder ordet Lægekunst (stavet med stort L). For det første er det vigtigt at understrege, at det vi sidder og laver i konsultationen, ikke er videnskab. Det er heller ikke formidlet videnskab. Med al respekt for evidensbaseret medicin, så er det ikke det vi laver. Bevares, der indgår lægevidenskabeligt indhentet viden i vores arbejde, men kun som en brik blandt andre, man kunne måske sige som en del af det håndværk der altid indgår i god kunst.

For det andet tror jeg det er vigtigt at vi tænker på os selv som kunstnere, og derfor går ud til andre kunstnere og lærer af dem. Lærer af andre kunstneres måde at gå til deres arbejde på og analysere deres arbejde på.

En musiker sagde engang til mig, at »musik er det der er imellem noderne. At spille noderne er teknik, men kunsten er at forholde sig til mellemrummene, hvordan går man til den enkelte node, hvad sammenhæng står den i, hvad er den på vej til osv.«.

At blive en god kunstner kræver selvfølgelig et talent. Ingen af os andre bliver Rembrandt eller Mozart, men det indeholder også en masse arbejde, og det er i måden at gå til arbejdet på, vi kan lære noget af de andre kunstnere, men selvfølgelig kun hvis vi vedkender os, at vi er kunstnere.

Det handler altså ikke om at »flyve med den dygtige pilot eller den rare pilot«, det drejer sig om at tage konsekvensen af den grundlæggende erkendelse at vores fag, Lægekunsten, er andet end evidens.

Den sundhedspolitiske debat i Danmark kan let efterlade den fornemmelse, at mange deltagere tror, at en patient er sådan en der har en sygdom, kommer til læge for at få stillet en diagnose og blive behandlet. Og så er der de gode patienter med de rigtige autoriserede sygdomme, og så er der dem med de jævnt overflødige konsultationer (kaldet JOK). Men sådan er det ikke. Det er helt andre ting der sker i konsultationsstuen, og vi er nødt til helt anderledes massivt at beskrive, hvad dette andet er, og hvordan vi bliver gode til at mestre det.

Jeg har prøvet at interviewe erfarne læger, som jeg anså for dygtige til kunsten, om hvad der karakteriserer god Lægekunst. Selvfølgelig skal det biologiske være i orden, men ud over det kredser de alle om begreber som »lydhørhed«, »nærvær«, »at give plads for den anden«. Psykiatriprofessor Niels Reisby udtrykte det på denne måde: »I mit arbejde har jeg haft meget kontakt med de sindslidendes organisationer, og de bebrejder os aldrig tvangen ,vi er jo tossede` som de siger, men de bebrejder os at vi ikke hører hvad de siger.«

Begreberne

Lægen defineres helt enkelt som i daglig dansk, den der besidder et embede, der kræver autorisation som læge. Og patienten er den person, der søger lægens hjælp, hvilket ikke nødvendigvis er den samme som er syg. Men derefter kommer der et nøglespørgsmål som jeg tror vil kræve meget analyse: »Hvad er den samlende overskrift for de problemer, som patienterne henvender sig med?« Hvad er det der bringer et menneske til læge. Jeg tror, det er vigtigt at få spørgsmålet besvaret, fordi vi deri også får overskriften til, hvad det er lægen skal kunne. Når jeg nu giver et svar, er det ikke for dermed at afslutte debatten fra min side, men for at give et første bud, som andre kan forholde sig til, kritisk, og komme med andre bud. Et forsøg på at sætte debatten om dette væsentlige spørgsmål i gang.

Nogle mener som sagt at svaret er, at patienter kommer med sygdomme som de ønsker behandlet. Den såkaldte Leuwenhorst-gruppe siger: »Det er (lægens) mål at stille en tidlig diagnose. Han inkluderer og integrerer fysisk, psykiske og sociale forhold i sine overvejelser. Han tager stilling til ethvert problem, han præsenteres for som læge«. Og P.L.O./DSAM-gruppen skriver, at lægen skal »hjælpe de mennesker der søger lægens hjælp med deres helbredsmæssige problemer ...«.

Jeg vil prøve en anden definition: »Patienten søger lægen, fordi han/hun har mistet kontrollen over sin tilværelse eller er bange for at gøre det«. Det mener jeg kunne være den fælles overskrift for moren, der kommer med den seks-måneders, fordi der er kommet lidt rødme i det ene øje, ham der bliver ved med at være træt flere år efter farens død, og hende med akutte smerter i maven to mdr. inde i graviditeten. Det kaster også lys ind over den erfaring vi alle har gjort, at nogle mennesker kommer hver gang et barn er lidt forkølet, og andre ser vi knap nok i deres terminale cancerforløb. Det afgørende er ikke et alment indeks over problemers alvorlighed, men den enkeltes oplevelse af, hvor truende problemet er. Og der findes mennesker, hvis verden vælter, når barnet bliver forkølet, og der findes mennesker, for hvem det at de skal dø er en naturlig ting, som ikke opleves som nogen trussel.

Og hvad gør vi så?

Andre kunstnere har som udgangspunkt, at kunst er individuel, man kan altså ikke fortælle hinanden, hvordan man skal arbejde og udtrykke sig, men man kan godt forholde sig til resultatet og have en mening om det. Et væsentligt element i kunstnerens uddannelse er, at hun arbejder med sit værk, og parallelt hermed drøfter hun resultatet med mestre i faget. På den måde bliver hun bevidst om, hvad det er hun vil udtrykke og hvordan hun skal gøre det, hun lærer sit fag i dialog med andre fagfæller. Det samme bliver vi andre nødt til.

Mange steder i landet er der supervisionsgrupper, som samles om deltagernes konsultationer optaget på bånd. Flot og helt i den ånd jeg tænker på. Men det er typisk for disse grupper, at man samles om »den nervøse patient«, om samtaleterapi med psykisk medtagne. Men vi må udvikle metoden til at gælde alle vores patienter. Det er lige så vigtigt, at vi udøver kunsten over for den 14-årige med bumser og den 87-årige med ledsmerter, derfor bliver vi nødt til at lave en slags »Bendix-grupper« til de helt almindelige dagligdags konsultationer.

Jeg er i øjeblikket ved at afprøve en metode hvor vi ikke mødes, men ordner det per post/e-post. Et eksempel herfra gengivet nogenlunde ordret som det er skrevet efter konsultationstid.

Mit brev: Jeg har i dag set en 14-årig pige som har været forkølet i godt en måned, i øvrigt rask og sund, god holdning og noget vrissen over for moren, en kernesund familie. Jeg fandt ikke lige evidensen! Når jeg har gjort op med mig selv, at det ikke er livstruende (....) laver jeg en plan sammen med hende. Jeg brugte auto-Preutzsugning for at dække muligheden af kæbehulebet. ind, dobbelt vitamindosis, langvarig nattesøvn og eftermiddagshvil (af med tøjet og under dynen) og en lang gåtur hver dag. Ideen er at vende opmærksomheden imod at gøre sig selv rask, at tage sin »sygdom« alvorligt, og jeg håber, at jeg udstråler at jeg tager den alvorligt.

Reflektanternes kommentar

EB: Din ivrighed og ønsket om at gøre det godt - kan føre til mange initiativer - og vejledninger, og råd - for mange? Hvordan ville det være at læne sig tilbage og lytte?

NN: En 14-års-pige der har været forkølet i fem uger! Ja, hvad gør man? (...). Hun har i hvert fald truffet en læge der tager hende alvorligt (...). Hos mig går det ikke sjældent sådan, at patienten får en penicillinkur i håb om, det kan bedre hende. Så tager jeg hende også alvorligt (...). Af og til har jeg indtryk af, at de blot ønsker at få at vide, at der altså ikke er noget på lungerne, at det hele skyldes virus og vil gå over af sig selv ...

PJ: Hvad mon den 14-årige pige søgte hjælp for? Var det forkølelsen? Var pigens vrissenhed et forsøg på at afgrænse sig over for moderen? ...

Der er tale om en banal hverdagskonsultation, som jeg synes jeg er ret god til at håndtere, men reflektanterne får mig til at overveje om jeg måske er for god. »Hvordan ville det være at læne sig tilbage og lytte« eller måske faktisk har jeg overhørt det vigtigste, forholdet imellem mor og datter. Eller måske skulle jeg bare have givet hende vished om, at der ikke er »noget på lungerne«. Samtidig med at kollegerne problematiserer min løsning, kredser de også om, hvad der egentlig er kerneydelsen, det vigtigste er måske ikke, om hun får penicillin eller nattesøvn eller snak, men at hun får tryghed for, at det går over, at truslen fjernes. Og det kan gøres på mange måder, men det kræver at hun føler sig taget alvorligt.

Opgaven nu

Man hører ofte kolleger omtale »den vanskelige samtale«, hvormed de mener samtalen med den uhelbredeligt syge. Som om det kun er den der er svær. Efter min mening er det lige så stor en udfordring at møde den 87-årige ensomme kvinde med bevægeapparatsmerter og bitterhed imod sin skæbne, eller den 40-årige driftsleder med træthed.

Der er brug for tre ting nu, hvis ikke almen praksis skal forlise på »det åbne hav« (titlen på Bojlen & Ganniks artikel):

  1. Vi skal besinde os på at vi ikke udøver videnskab men kunst,

  2. vi skal finde måder at udvikle erfaringer om vores kunst på,

  3. vi skal lære at beskrive vores kunst for hinanden.

Kort sagt vi skal lære at forholde os professionelt til kunsten i vores fag.