Skip to main content

Lægekunst harmonerer bedst med kvalitative mål

Overlæge Claus Moe, moe@dadlnet.dk

6. maj 2011
2 min.

Lægekunst er som alt andet i en udvikling, men idegrundlaget forstås vel nok nogenlunde uændret, siden Hippokrates levede. Forudsætningen for at udvirke lægekunst består først og fremmest i en faglig viden og erfaring. Herudover fordres det, at lægekunstneren har en intuitiv fornemmelse af at gøre det rigtige for netop den patient, der er i behandling. I denne intuition indgår faktorer som optimal kommunikation, empati og korrekt timing. Lægekunstens mål er at »skræddersy« den ideelle behandling. Udtrykt anderledes bør en lungebetændelse samlet set behandles individuelt alt afhængig af hvem, der er dens ejermand.

På mange felter har lægekunsten fået nemmere vilkår, idet avanceret teknik gør os i stand til hurtigere at stille de rigtige diagnoser, og behandlingerne er i en tilsvarende grad forbedret. Men lægekunsten har parallelt med den udvikling på andre områder fået ringere vilkår.

Lægearbejde bliver i tiltagende grad koblet til økonomi. DRG bruges som et styringsredskab, hvor lægerne arbejder som samlebåndsarbejdere. Akkorden øges ved at skrue op for hastigheden på samlebåndet, hvorved antallet af konsultationer øges pr. tidsenhed. DRG måler på produktion (kvantitet) og ikke på effekt (kvalitet) af behandlingen, og det er primært i kvaliteten, at lægekunsten har sit virkefelt. For indlagte patienter måles ud over DRG på indlæggelsestid. Hvis patienten under indlæggelse får en infektion, belønnes med DRG-kroner, og hvis patienten dør, roses afdelingen for en kortere indlæggelsestid. At arbejde under sådanne kvantitative mål harmonerer dårligt med at udøve lægekunst.

På det praktiske plan har lægen mistet indflydelse på tilrettelæggelse af sit eget arbejdsområde. Det er alle andre end lægen selv, der bestemmer, hvorledes stuegangen skal afvikles, eller hvornår hvilke patienter skal opereres. Samtidig har lægen tiltagende mindre tid til patientkontakt. Talrige logins på it-programmer og et stigende antal registreringer for at opfylde administrationens krav om dokumentation er tidsrøvere, som tager af den kostbare tid, som lægen har sammen med patienten. Det er ikke alene uhøfligt, men også ødelæggende for kommunikationen, når lægens øjne flakser imellem pc-skærm, patient og papirer.

Hvis udviklingen gik i retning af at måle på kvalitet af behandlingen i stedet for kvantitet, ville lægekunsten til gavn for patienterne komme bedre til sit ret. Der savnes i den henseende en mere aktiv rolle fra Lægeforeningens side, idet man undertiden sidder tilbage med en fornemmelse af, at foreningen har skabt en tradition for at skulle please alle og enhver. Der mangler fra foreningens side bid og klare udmeldinger, som profilerer lægekunsten med en dagsorden om, at lægekunst ikke er synonym med magt, men er et håndværk.