Lægekunstens lethed

53 år. Speciallæge i almen medicin. Praktiserende læge i Skanderborg. Endvidere uddannet i tegning, maleri og grafik i et 4-årigt maleskoleforløb og har læst kunsthistorie sideløbende.

Lægekunsten er evigt til stede, næsten som en understrøm i menneskers bevidsthed, noget på én gang meget selvfølgeligt og alligevel særdeles vanskeligt. Selv om begrebet vedkommer alle mennesker, har det især været til debat i lægers rækker. Der synes at være en lyst til at nærme sig en definition. Men den udebliver fordi lægekunstens vilkår ændrer sig. Når Kundera beskriver tilværelsen, synes den let et kort øjeblik, men ved nærmere eftertanke er den også tilsået med vanskeligheder. Lægekunsten er nøje forbundet med tilværelsens skiftende vilkår, det samme gælder kunsten. De to begreber ligner til en vis grad hinanden, og fælles udgangspunkt er det samfund de udfolder sig i.

Her forsøges en status over problematikken, som naturligt falder i tre afsnit, nemlig om kunsten, samfundet og lægekunsten.

Kunsten

Kunst er kommunikation og dermed i samspil med det samfund den skabes i. De mekanismer og udviklings-strømme, som driver samfundet i en bestemt retning, er subtil kommunikation til samfundets borgere, således også kunstneren, som lige så subtilt reagerer og svarer. Alene kan kunsten derfor ikke ret meget. Hvis kunsten fx ikke modtages, vækker interesse, er den nødstedt. Fordi kommunikationen i en vis forstand er brudt. Ikke at kunstneren derfor stopper sit arbejde, eller at samfundet græder, hvis det alligevel skete. Men snarere at en vigtig side af menneskelivet er i fare for at gå tabt eller i hvert fald blive massivt undertrykt. Og da er kunsten en øde ø i samfundets og kulturens store hav. Og det enkelte menneske har mistet en vigtig side af sig selv.

Uundgåeligt opstår spørgsmålet om sproget hvormed der kommunikeres. Og netop på det område er der inden for de sidste 50 år sket en bemærkelsesværdig udvikling: Kunsten vil gerne tale det verbale sprog, dvs. det logiske umiddelbart forståelige sprog. Hverdagssproget - og kun dét. Og det gælder alle kunstarter lige fra skønlitteraturen til billedkunsten. Måske handler det om den ovenfor beskrevne krise: at kunsten er ved at miste sin hidtidige kommunikationskvalitet og -mulighed. Fordi kunsten ikke blot er ét sprog men to, nemlig hverdagssproget og et emotionelt sprog. Risikoen er, at kunsten mister det emotionelle aspekt og på en måde omdefinerer mennesket.

Litteraturens sprog kunne et kort sekund se ud til udelukkende at benytte hverdagssproget, hvad det også gør. Men litteraturen adskiller sig ikke fra de andre kunstarter. De har alle sider i sig, som kan fortælle med det verbale hverdagssprog men samtidig rummer et emotionelt sprog, som kommunikerer på en langt mere subtil måde end hverdagssproget. Det kan sammenlignes med det uudsagte ved mødet mellem to mennesker, hvor begge klart fornemmer en stemning eller særlig kommunikativ betydning.

At kunsten tenderer mod kun at ville tale ét sprog, kan ses som led i ovennævnte kommunikation i samfundet kombineret med den særlige udvikling vestlig kultur er inde i. Nemlig en stadig mere forsimplet måde at kommunikere båret af højt tempo uden mulighed for fordybelse. Et maksimeret informationsbombardement som fratager mennesket overblik og ro. Kunsten er i krise fordi det emotionelle sprog især kræver ro og fordybelse. Man kan ikke intellektuelt tilegne sig dén form for kommunikation og herigennem forcere hvad man kunne kalde indlæringen.

Hvis vi vender os mod billedkunsten og dens historie, ser vi en udvikling i motiver og teknikker. Det er et helt kunsthistoriestudie værd at beskæftige sig med en sådan udvikling, at relatere motiv og teknik til en given tid med dens karakteristika af politiske, filosofiske og eksistentielle vilkår. Man kan sige, at det verbale sprog er højst anvendeligt i den kunsthistoriske sammenhæng. Det er jo også det videnskabelige sprog.

Men det emotionelle sprog i billederne er langt vanskeligere at medinddrage i en humanistisk videnskabelig disciplin. Det er jo også langt mere personligt i betydningen engagerende det enkelte menneske, som har roen og tiden til fordybelse. Det er et stærkt sprog, som når det forstås eller mærkes, giver det største bidrag til det helt specielle ved kunsten, at den giver det interesserede menneske en kunstneriske oplevelse.

Det er en emotionel størrelse som ikke forandrer sig med tiden. Billedets verbale sprog forandrer sig med tiden, og formentlig gælder det samme for det emotionelle. Men en påstand om udvikling i den kunstneriske oplevelse gennem tiden ville svare til en påstand om, at menneskets anatomi eller følelsesmæssige beredskab havde ændret sig væsentligt de sidste 3-4 hundrede år.

At komme til den kunstneriske oplevelse eller indsigt kræver interesse, åbenhed og tid. I musikken må man udsætte sig for musikken. Og den har i virkeligheden bedre vilkår end billedkunsten, idet tidsaspektet er indbygget i oplevelse af musikken. Et maleri kan man se i forbifarten og måske bilde sig ind, at man har set det, men ingen kan opleve et billedkunstnerisk værk uden at give sig tid til det.

Efter mange timers interesseret opmærksomhed på malerier kommer et særligt klarsyn ved betragtningen. Det sker pludseligt, at man beriges med denne indsigt. Og det virker som om billedet taler til dig og løfter dig. Formentlig sammenlignelig med en religiøs følelse. Men forskellen er, at der er tale om en indsigt som kan både berige og anvendes. Den er aldeles uden for den intellektuelle rækkevidde, dybest set ubeskrivelig. Den kvalificerer dig i mødet med alle billeder frem-over: du finder let de kraftfulde billeder i museet, og hver gang du er i nærheden af billedkunstens markante værker, føler du dig beriget.

I denne beskrivelse kan man vel ikke få øje på brugbarheden af kunsten. Men den er heller ikke så indlysende som måske antaget. Til hvad skal vi bruge menneskets særlige evne at le eller menneskets artsspecifikke lyst til seksuel aktivitet ved siden af forplantningen? Måske er menneskets artsspecifikke trang til at skabe kunstværker sammenlignelig med evnen til

at le.

Lægen og kunstneren i samfundet

På samme måde som vi kan tale om menneskets natur, kan man også tale om samfundets natur. Vi fornemmer nok, at et menneskes natur har afgørende betydning for relationen til andre mennesker. Ser vi på et større antal mennesker, vil forskelligheder og ligheder i »menneskenatur« være afgørende for det sociale samspil, og det er nærliggende at sige, at netop dét samspil afspejler samfundets natur.

Hvad kan man kort sige om menneskets natur? Der er næppe en entydig definition. Jeg vil vælge et overordnet træk, som handler om menneskets tusind-årige bevægelse bort fra en symbiotisk tilknytning til naturen. Mennesket synes at tilstræbe en stadig større beherskelse af naturen. Og dette grundtræk har altafgørende betydning for enhver bevægelse eller forandring i menneskets tænkning og handlemåde gennem århundrederne. For hver ny »delsejr« over naturen har mennesket omdefineret sin betydning i forhold til netop naturen, til Gud, til væren, til samfundet, til næsten.

Og samtidig har samfundets natur forandret sig, for samspillet mellem mennesker fik hele tiden nye betingelser.

Det er selvfølgelig meget mere kompliceret. Et givent samfund er som antydet et menneskeprodukt, men det modsatte at mennesket også er produkt af sam fundet, er lige så rigtigt. Synspunkter herom skifter med tiderne. Aktuelt synes der at være en gennemgribende stemning af opgivelse i den vestlige kultur. Samfundets mekanismer synes altafgørende for udviklingen, og mennesket føler sig prisgivet en skæbne, som udelukker dets indflydelse på samme.

Når en sådan negativ grundstemning i samfundet påvirker menneskets handlekraft, kan den være med til at producere eller forstærke nogle negative holdninger. Mennesket uden for indflydelse vil forsøge at opprioritere egne interesser. Dominans af narcissisme og egoisme udelukker et interesseret samspil mellem mennesker. Dialogen går let i stå. Opgivelse af den demokratiske tankegang er lige for, ligesom en række vigtige styringsmekanismer i samfundet er i fare for at forsvinde.

En amerikansk musiker sagde for nylig: »vi styrter af sted midt i intetheden«. Hvilket kan forklares med, at det høje tempo som karakteriserer manges hverdag, ikke er forbundet med fordybelse, kreativitet, glæde eller kærlighed. Med livskvalitet. Tværtimod vil højt tempo snarere føre til stress, ensomhed og ligegyldighed. Sygdomme!

Denne korte beskrivelse er naturligvis ikke dækkende. En anden vinkel på det samme lige så lidt. Fra fx bondesamfund til informationssamfund har det vestlige menneske opnået en imponerende materiel rigdom og forbedrede levevilkår. Naturvidenskaberne var fundamentet for denne opstigning. Et af resultaterne er en meget længere levetid. Spørgsmålet er, om livskvaliteten er tilsvarende øget.

Rigdom og gode levevilkår bragte materielle goder, som igen bragte det vestlige menneske ind på en bane hvor kravene er effektivitet, tempo og indtjening for at tilfredsstille ønskerne om velstand.

Den samtidig enorme vidensproduktion der er fulgt med disse forhold, spredes i informationssamfundet i et sandt bombardement af oplysninger, som intet menneske har mulighed for at overskue endsige drage konsekvens af. Hvad siger man så? - ingenting! Jo, nogle gør selvfølgelig: analyser og flere informationer regner fortsat ned fra en skrivelysten intellektuel verden. Som sjældent bliver hørt med afgørende ændring af de kendte sammenhænge til følge. I store træk forstummer dialogen, eller bliver så overfladisk, at den er ligegyldig eller forsimplet. Dialog afløses let af monolog og i politisk sammenhæng er det vejen ind i totalitære forhold: ingen svarer, alle er afmægtigt lammede og tavse. At føre sin vilje ud i livet bliver ikke et spørgsmål om argumentation men om vold. En folkeforfører vil have let spil med primitive argumenter. Volden og krigen fortsætter dér, hvor samtalen og den politiske argumentation ophører. Sådan forfølges målet morderisk.

Lægen og kunstneren er placeret midt i disse samfundsmekanismer. Bevidste eller ubevidste om det, der foregår, men hvis øjet og sindet er åbent og modtageligt, vil både lægen og kunstneren være påvirket af det der sker, og refleksionen begynder uundgåeligt. Dybest set kan ingen være læge eller kunstner uden denne modtagelighed.

Medmindre de ligefrem opsøger de beskrevne finale situationer, hvor enhver samtale er tabt og samfundsnekrosen begyndt, vil de opleve menneskelige sammenhænge på forskellige niveauer af spillereglernes fatale bevægelse.

Lægen vil typisk møde et menneske, som føler sig presset på grund af de pålagte krav om effektivitet, som andre og det selv stiller. Som måske også er sygt. Og overvejelsen kunne være, om sygdommen opstod på baggrund af presset. Ofte er det et vredt menneske med urealistiske forventninger til hjælpeinstitutioner, der ikke er i stand til at udfylde dets eksistentielle tomhed. Et vakuum byggede sig op med tiden på grund af uindfriede forventninger til livets lethed.

Men lægen kunne finde sig selv i et tilsvarende dilemma og spørge: »hvor skal jeg gå hen«? Sådan kan også han opleve en særlig rytme i samfundsspillet.

Alle svinger med i denne rytme. Ingen kan som en anden Robinson Crusoe sætte sig ud over den, end ikke kunstneren. Han befinder sig ellers i en eksistentiel situation, der for en overfladisk betragtning kunne ligne den eksileredes. Men det er mere en udbredt fordom end en eksistentiel realitet.

Kunstneren befinder sig ofte i et følelsesmæssigt eksil. Dér er han på sidelinjen for med distance tydeligt at kunne se. Han har sat sig ud over lønarbejde for at skabe kunstværker, hvilket bringer ham i konflikt med omverdenens stereotype forventninger til livet. Alligevel er kunstneren i en dybere betydning i samfundets midte for overhovedet at kunne ånde. Her er inspirationen som tusinde iltgivende indtryk, og her følger eksspiration i form af kunstværker.

Eksemplet er forfatteren Herman Bang. Han sidder i en togvogn, damplokomotivet hoster af sted. Men snart vil det stoppe, for længere fremme er en lille station. Dampen driver omkring togstammen. Herman ser på de få mennesker, der befinder sig ude på perronen. Og ser en kvinde med et særlig udtryksfuldt kropssprog, på én gang fyldt af længsel, vemod og fatal skæbne. Så lyder fløjten og toget sætter i gang. Vognen rusker Herman videre, men et uudsletteligt indtryk vokser sig stort, bliver til en fortælling om en kvinde, ikke dén kvinde men hendes kortvarige og inspirerende udstråling kombineret med Hermans fantasi og skaberevne. »Ved vejen«.

Dette scenario er tidsspecifikt. Uanset hvor kunstneren henter sin inspiration, vil en given tid og et givent samfund have betydning for det, der skabes af kunstnerne. Hvis vi tænker os, at damplokomotivet ikke var opfundet på Herman Bangs tid, ville han måske være kommet forbi til fods. Han ser kvinden og går hen for at tale med hende. Men hun forklarer, at hun er midt i et migræneanfald og undskylder sig. Fortællingen ville ikke blive den samme. Hvis derimod Herman var med lyntoget, ville stationen for længst være nedlagt eller også ville toget drøne forbi med 120 km i timen. Herman ser ikke kvinden. Inspirationen finder ikke sted, fordybelsen har vanskelige vilkår og eksspirationen er umulig.

Herman for fuld fart i intetheden.

Lægekunsten

Med »lægekunsten« er det som med »tiden«. Alle har en klar fornemmelse af, hvad det drejer sig om, men en entydig let tilgængelig beskrivelse er vanskelig at give. Her forsøges en afgrænsning af begrebet. Nemlig ved at definere det rum hvori lægekunsten udfolder sig: mødet mellem patient og læge. Det vil altså sige, at laboratorielægens arbejde - hvor prisværdigt det end måtte være - falder uden for begrebet lægekunst.

Når omtalte møde finder sted, er det typisk fordi patienten ønsker afklaring af en problematik. Det kan handle om at patienten føler sig syg eller er i eksistentiel krise og ønsker råd. Måske har patienten hørt om en ny screening og ønsker vejledning om forebyggelse. Eller er syg og møder lægen i behandlingsøjemed.

I samtlige situationer må lægen forsøge at tage udgangspunkt i to forskellige aspekter af sin faglige indsigt.

Først må lægen afdække de videnskabelige facts i relation til den aktuelle problematik. Hvis der ikke findes evidensbaserede facts, er der måske konsensus om måden at takle problemet. Selv om evidens og konsensus synes sikkert og brugbart, er det imidlertid ofte forbundet med stor usikkerhed. Evidensen kunne måske vise, at behandling af 100 mennesker forbedrer vilkår for 2 vurderet over en længere periode. Den oplysning bør få lægen til at overveje, om han overhovedet vil anbefale behandlingen. At gøre det ville være sammenligneligt med at tro på den gunstige virkning, og for patienten som at spille i lotteriet, eventuelt at tro på gevinsten.

Alligevel må de videnskabelige facts på bordet hver gang læge og patient mødes, fordi denne side af lægearbejdet er fagspecifik og forskellig fra »alternative helbrederes« kvalifikationer. Videnskaben har altså en udadrettet funktion gående på at forbedre l evevilkår for menneskeheden, men også en indadrettet som handler om at konsolidere lægestandens placering i samfundet.

Det andet aspekt af den faglige indsigt handler om lægens vejledning af patienten på basis af empati i relation til denne. Med andre ord: lægen må forsøge at vurdere, om den muligt foreskrevne behandling er brugbar for patienten. Var der tvivl om handling ud fra videnskabelige oplysninger, er der nu indiskutabel usikkerhed. Ikke fordi lægen nødvendigvis er ukvalificeret i dén sammenhæng, men fordi denne er rigt facetteret og funderet på lægens indsigt i sig selv, i patienten og i samspillet mellem de to.

Entydig viden om måden at løse opgaven kan etableres, mener nogle. Det der her synes at kvalificere lægen, er selvindsigt, psykologisk viden og samtaleteknik. Ingen tvivl om, at mange læger kan forbedre sig i nævnte discipliner, fordi de stort set ikke eksisterer i den lægelige uddannelse.

Det vil imidlertid være mere end almindelig naivt at tro, at videnskabelig undersøgelse af begreber som fx sjæl, emotion og livskvalitet - mentalitet - kan føre til et resultat, som i alle aspekter er brugbart i mødet mellem læge og patient. Vel er der mange stereotype henvendelsesmønstre, som lægen kan mestre bedre med større viden om emnet. Men et forsøg på at afdække det hele svarer til at ville forstå uendeligheden.

Og det er da også netop her, at det kunstneriske aspekt kommer ind i diskussionen. Som kunstneren må orientere sig om kunsthistorien og måder at udtrykke sig, således må lægen tage udgangspunkt i den evidensbaserede viden og arbejde videre derfra. Kunstneren kan lære sig nogle »tricks« mhp. det videre arbejde, men mod arbejdets afslutning er der ingen regler at bruge af, for var der det, ville det ikke ende med status som kunstværk. Og tilsvarende må lægen bruge sig selv og sin fornemmelse af patienten. Ingen af dem - hverken lægen eller patienten - er i tvivl om, at lægekunsten har løftet dem, når en fælles følelse melder sig: at i mødet mellem dem lykkedes noget vigtigt. For den finale situation i en kunstnerisk proces er følelsen at lykkes.

Som tidligere nævnt er der samfundsskabte fælles vilkår for patienten, kunstneren og lægen. De handler aktuelt om tempo, effektivitet, manglende fordybelse samt ligegyldighed. Stress og magtesløshed er fx resultatet. Måske er det derfor at den samtidige kunst - især billedkunsten - afstår fra »at tale« om det vi ikke for-står. Med det sprog vi i forvejen taler, vil de hellere sige noget, som vi alt for godt forstår. De store spørgsmåls tid er tilsyneladende forbi.

Men dér er også læge og patient fanget i en lomme af intethed. Mødet mellem dem bliver forjaget og overfladisk. Risikoen er kynisk lægearbejde, hvor troen på skemalagte, evidensbaserede standardbehandlinger resulterer i tomhed. Nemlig ved fraværet af lægens humane nonteknologiske funktion: at kunne lindre og trøste. En fatal mekanisme er i gang, for dybest set kan ingen undvære kunsten endsige lægekunsten.