Lægelig (u)kollegialitet

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har sendt et lovforslag om offentliggørelse af klagesager på sundhedsområdet til høring. Lægeforeningen er imod offentliggørelse af navne på læger i en gabestok og har afgivet et godt høringssvar, som argumenterer imod gabestokken både med juridiske argumenter fra dansk lovgivning og fra EU-direktiver samt med faglige argumenter vedrørende læge-patient-forholdet og vedrørende øget behandlingskvalitet.

I denne forbindelse må jeg genopfriske diskussionen om lægekultur og kollegialitet.

Fra arbejdet i Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg ved vi, at mange af de patientklagesager, som Lægeansvarsudvalget hjælper læger med, udløses af, at en læge har udtalt sig kritisk om en kollegas faglige kvalifikationer eller handlemåde.

Lægeforeningen har i § 2 i de kollegiale regler for læger beskrevet interkollegial kritik. Heri fastslås det, at en læge, der finder, at en kollega driver uforsvarlig lægegerning, bør rette henvendelse herom til sundhedsmyndighederne efter at have underrettet kollegaen om, at man vil foretage denne henvendelse.

Hvis man i øvrigt vil fremsætte faglig kritik, er man også forpligtet til at meddele kollegaen, at dette vil ske.

Den faglige kritik, som ikke handler om uforsvarlig lægegerning, skal fremsættes på en sådan måde, at man ikke skaber unødvendig utryghed og mistillid hos patienterne. Derfor bør en læge normalt ikke fremsætte nedsættende udtalelser om en kollegas faglige kvalifikationer over for patienter eller pårørende. Denne sidste sætning er nok den kollegiale regel, som hyppigst overtrædes.

»Hvis du bare var blevet henvist noget før!« opfattes måske ikke som kritik af en kollegas faglighed, men patienten vil høre det som kritik og dermed straks være inde i at overveje en klage. Skal man handle i overensstemmelse med de kollegiale regler, skal kritikken fremsættes over for kollegaen, som får mulighed for at ændre sit faglige skøn fremover.

Hvorfor kan vi ikke ændre lægekulturen? Fra at læge A siger til B, at læge C er en dårlig læge, til at læge A og læge C diskuterer, hvorfor læge C (måske) er en dårlig læge. Det kunne dygtiggøre læge C og sikkert også læge A til gavn for patienterne, uden at disse blev unødigt utrygge.

Som medlem af hovedbestyrelsen og formand for det udvalg, der i 2001-2002 udarbejdede politikpapiret om lægelig kultur og kollegialitet, som er blevet brugt og har fået betydning på mange lægelige arbejdspladser, ærgrer det mig, at der ikke er klare indikationer på, at den indirekte kritik af kollegaer over for patienter er blevet mindre.

Hovedbestyrelsens arbejdsmiljøudvalg har arbejdet videre med at gennemføre politikpapirets forslag, men kollegialiteten bør måske løftes op igen på hovedbestyrelsesniveau i en periode.

Som standsforening er det en af de vigtigste opgaver at hindre unødvendige interne stridigheder mellem medlemmerne. Der er nok af eksterne arbejdsopgaver at tage sig af.