Skip to main content

Lægeløftet i et demokratisk samfund

Speciallæge Jens R. Bang, København. E-mail: jerba@dadlnet.dk

16. okt. 2006
6 min.

Ifølge von Magnus og Murphy er betydningen af lægeløftet først og fremmest af moralsk art, idet overtrædelse ikke er sanktioneret [1]. Med andre ord har lægeløftet status af et sæt regulerende idealer, som vejleder både den enkelte læge og lægestanden med at reflektere over praksis. Lever jeg/vi op til de ideelle fordringer? Er fordringerne tidssvarende? Med hensyn til det sidste består udfordringen åbenbart i at opstille nogle refleksionstemaer, som på en gang forekommer tidssvarende og så tilpas overordnede, at de for det første er vanskelige at gøre retsligt bindende. For det andet er både folkeligt og professionsetisk ønskværdige.

Det er nærliggende at indlede med at citere Popper for følgende observation: »Values emerge together with problems [2]« og herefter bestræbe sig på at tydeliggøre, hvilke aktuelle problemer i den evige trekant mellem lægen, patienten og samfundet som kunne give anledning til at revidere det nuværende lægeløfte, der som bekendt stammer fra 1815.

Fra »verden af i går« til moderniteten

Udgangspunktet er et »pyramidesamfund«, hvor uddannelse, indflydelse på eget liv, sygeligheden og de økonomiske muligheder statistisk set aftager i bundretningen. Herefter kan man beskrive et historisk forløb hen imod en tiltagende demokratisering af de sociale relationer - mellem mænd og kvinder, forældre og børn, arbejdsgiver - og -tager, lægerne og deres patienter etc. Øget lighed og medbestemmelse er her nøglebegreber båret frem af et stedse stigende uddannelsesniveau og en stadig mere omsiggribende kommunikationsindustri.

I »verden af i går«, hvor Gud altid giver forstand til autoriteterne, underkaster patienterne sig lægens forskrifter uden at bede om forklaringer. Embedet og stilen bærer budskabet, hvilket på sin side frister lægerne til at overeksponere »det personlige«. Modsætningsvist ønsker nutidens myndige, veluddannede og demokratisk indstillede borgere også i helbredsanliggender at forholde sig oplyst og aktivt til problemerne. Den gode læge er herefter ikke længere den karismatiske helbreder men en kompetent fagperson, der er indstillet på at forklare sig og dele sin viden med patienterne.

Det fremgår af polerne i minianalysen, at der er basis for konflikter om de gensidige rolleforventninger (moderne patient/gammeldags læge, gammeldags patient/moderne læge). Opgaven består herefter i at revidere kancelliskrivelsen af 1815, så lægeløftet afspejler og hermed også understøtter de fremadskridende demokratiseringsbestræbelser. Det gælder om at give lægestanden »en demokratisk branding«.

Evidensbaseret medicin

Da viden, forstået som relativt velbegrundede formodninger om fremtidige begivenheder, spiller en afgørende rolle for den professionelle troværdighed, er det nærliggende at efterlyse en tydeliggørelse af det grundlag, som får læger til at anbefale både dette og hint. Med andre ord, hvorfor er læger mere pålidelige end de mange andre helbredere, som byder sig til?

Heldigvis er svaret rimelig simpelt. Der er nemlig blandt lægerne og den oplyste offentlighed efterhånden almindelig enighed om, at det gavner patienterne, befordrer den videnskabelige udvikling og afgrænser lægestanden fra andre helbredere, hvis det tydeliggøres, at læger er forpligtede til - selvsagt så vidt det er muligt - at lade sig vejlede af resultaterne fra empiriske undersøgelser.

1. Forslag: I mit virke stedse at bestræbe mig på at underbygge betingede prognostiske skøn ved at henvise til resultaterne fra empiriske undersøgelser.

Formuleringen »betingede prognostiske skøn« dækker over både sygdomsforebyggelse - og behandling, for så vidt det i begge tilfælde drejer sig om at begunstige positive funktionsprognoser. Det er formentlig mere kontroversielt at slå til lyd for, at lægelige skøn over skånebehovet, som de kommer til udtryk i attester og erklæringer, som en konsekvens af »evidensfordringen« også bør læne sig op ad forløbsundersøgelser.

Skånebehov og social identitet

Som bemærket lever vi i et dynamisk samfund, hvor det går fremad med hensyn til det almindelige oplysningsniveau og borgernes muligheder for at vælge en livsførelse, der matcher evner og lyster. Tilskyndelsen til at tage ansvar og forholde sig selvstændigt og aktivt til egne og andres anliggender svækkes af traditionsbundne og infantile tilbøjeligheder til at underkaste sig ideologier og autoriteter. Tidens reaktionære ideologi handler her om, at den klassiske, humanistiske solidaritet med »de svage« har en mørkeside i form af en »sarthedsideologi«, som forårsager en reflektorisk (ubevidst/ukritisk) bakken op om alle, der påberåber sig en offerstatus med det resultat, at hjælpeindustrien ud over at hjælpe også umyndiggør og passiviserer et ganske betragteligt antal medborgere.

På det lægelige område har »det ideologiske pres« bl.a. udmøntet sig til »nye sygdomme«, PTSD, »kronisk depression«, »udbrændthed« og stressreaktioner alt sammen uden smålig skelen til den diagnostiske validitet og reliabilitet for slet ikke at tale om dokumentation for, at det rent faktisk hjælper patienterne at blive skånet for sociale forpligtelser.

I klinikken kommer de umyndiggørende og passiviserende ideologiske strømninger til udtryk i form af et regressivt understøttet ønske om at blive »beskyttet« mod det besværlige »her og nu« og mod fremtidens plagsomme krav om »præstationer«. Pointen er nu, at mennesker altid, når problemerne hober sig op, spejder efter ledetråde, som kan stabilisere den sociale identitet. Forestillinger og adfærd, som peger fremad mod en socialt veldefineret rolle, forstærkes, hvis alternativerne er svære at få øje på, og omgivelserne bekræfter, at dette er »vejen frem«. Når fremtidsforventningerne er tilstrækkeligt fikserede, former de både reaktiviteten, oplevelserne og adfærden. Vi har at gøre med en negativ placeboeffekt. Tror man på voodoo, kan man dø af en forhekselse.

Påstanden er herefter, at det er umyndiggørende at udstyre sagesløse medborgere med en passiviserende selvopfyldende profeti om en dårlig trivsels- og funktionsprognose, hvis der ikke er solidt empirisk belæg for, at dette er en uundgåelig skæbne.

Advarslen mod at understøtte opgivenhed og passivitet gælder også i forhold til veldefinerede kroniske sygdomme, hvor det er åbenbart at funktionstabet er uopretteligt. Betragtet som et eksistentielt vilkår er det ganske vist, at kroniske sygdomme indskrænker handlemulighederne. Alligevel er der praktisk taget altid spillerum til at udvikle og bevare en social identitet, der læner sig op ad de aktive sider af livsudfoldelsen. Læger bør tilskyndes til at understøtte konstruktive bestræbelser, derfor:

2. Forslag: I mit virke stedse at bestræbe mig på at understøtte de muligheder for udadrettede aktiviteter, som byder sig til på trods af helbredsforholdene.

Fra følelserne til forstanden

I et pluralistisk samfund hvor »budskaberne konkurrerer«, og skuffede forventninger avler mistro og klageskr ivelser, forekommer det ønskværdigt at opprioritere de kommunikative færdigheder. Den gammeldags læge, som har rødder tilbage til shamanerne, vil formentlig altid stikke hovedet frem. Imidlertid er det et spørgsmål, om det ikke - situationen taget i betragtning (den fremadskridende demokratisering) - er en overvejelse værd at nedtone dyrkelsen af de følelsesmæssige sider af læge-patient-forholdet til fordel for en satsning på de kognitive aspekter? Omsat til klinikken indebærer dette en selvfølgelig professionel venlighed kombineret med en beredvillighed til at forklare sig, hvis ellers patienten er interesseret og i stand til at tage imod.

3. Forslag: I mit virke stedse at bestræbe mig på at formidle viden om det videnskabelige grundlag for mine anbefalinger.


Referencer

  1. von Magnus M, Murphy A. Lægeloven. København Ø.: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2004.
  2. Popper KR. Unended quest. Glasgow: Fontana, 1976.