Lægeløftet og det markedsorienterede sundhedsvæsen

I sit oplæg til diskussion af lægeløftet antyder Ole Hartling, at alene lægens moralske forpligtelse til at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som den rige uden persons-anseelse står mellem anstændig lægegerning og det markedsorienterede sygehusvæsens udnyttelse af patienterne som kunder [1]. Jeg er enig med ham.

Hvor skrøbelig denne beskyttelse af patienterne er, forstås måske bedst ved at sammenligne den med den beskyttelse, vi yder patienter som forsøgspersoner. De videnskabsetiske komitéer skal bl.a. sikre, »at forsøgspersoner, der deltager i et biomedicinsk forskningsprojekt, beskyttes med hensyn til rettigheder, sikkerhed og velfærd.« Grundlaget for komitéernes arbejde er den af læger udarbejdede Helsinki-deklaration fra 1964 med senere ændringer og den deraf følgende, og temmelig omfattende, danske lovgivning (www.cvk.dk).

I det markedsorienterede, journalistisk-politisk-økonomisk styrede sundhedsvæsen er der mulighed for overgreb, som ikke har været forudset i dansk lovgivning. Disse muligheder er, som påpeget af Ole Hartling, endda blevet større med den seneste revision af sundhedsloven, og det er fuldt berettiget, at han henviser til den katastrofale markedsorientering af sundhedsvæsenet, som er sket i USA. Som eneste realistiske vej ud af krisen i det amerikanske sundhedsvæsen har økonomerne Paul Krugman og Robin Wells senest peget på de principper, vi i Danmark er ved at svigte [2].

Korrumpering af et solidarisk sundhedsvæsen kan ikke alene lægges fremvæksten af privathospitaler til last. I det danske offentlige sygehusvæsen undergraver eksempelvis takststyring og ventelistegarantier ligefrem lægernes muligheder for at hjælpe de mest syge. Takststyring betyder jo, at der er flere penge for sygehus og afdeling ved diagnostik og behandling af sygdom A end sygdom B. Ventetidsgarantier forvrider prioriteringer på lignende måde. Når politikere udsteder en ventetidsgaranti til patienter med sygdom A, som de mener at forstå, betyder det jo, at patienter med sygdom B, som de næppe kender til, må vente længere. Også selvom patient B er svært syg, og patient A kun har en snert af den sygdom, som er oppe i tiden. Der er naturligvis en historisk forklaring på forskellen i beskyttelse af patienterne mod udnyttelse som forsøgspersoner og mod udnyttelse som kunder. De begivenheder, som gav anledning til Helsinki-deklara-tionen, fandt sted for mere end 60 siden, mens omdannelsen af sundhedsvæsenet fra humanitær institution til forretning, uden sammenligning i øvrigt, er sket inden for de sidste 15 år.

De yngste læger husker nok lægeløftet bedst. Stiller vi dem for vanskeligt, når vi tilrettelægger sundhedsvæsenet således, at de pålægges at prioritere patient A frem for patient B? De har jo lovet nøje at efterleve de dem i deres fag vedkommende anmodninger og bestemmelser. Og ville det ikke være bedre at fjerne den ene eller den anden del af løftet, som skaber denne stressfremkaldende spænding mellem anstændighed og virksomhedsdrift? Skulle vi ikke fjerne de uheldige bemærkninger om virke til medmenneskers gavn eller lige omsorg for rig og fattig og nøjes med kravene om anvendelse af kundskaber til samfundets bedste og efterlevelse af anmodninger og bestemmelser?

Svaret burde være indlysende [3]. Lægerne må nu klart sætte de syge over samfund og industrivirksomhed, ligesom patienters og andre forsøgspersoners rettigheder, sikkerhed og velfærd sættes over videnskab. Og lægerne må fortsat love at anvende deres kundskaber til gavn for deres medmennesker og tage sig lige godt af rige og fattige uden persons-anseelse. Også selvom de yngste læger således med jævne mellemrum må påtage sig at minde de administrerende overlæger, som må minde cheflægerne, som må minde de amtslige/regionale/nationale forvaltninger og administrationer om, hvad anstændighed er.