Skip to main content

Lægeløftet og lægeloven

Alment praktiserende læge Johannes Brix, Aabenraa. E-mail: jbrix@dadlnet.dk

15. maj 2006
6 min.

Lægeløftets etiske og moralske indhold og dets betydning diskuteres livligt såvel inden for som uden for lægestanden. I denne meget korte, historiske oversigt berøres en problemstilling, der kun drøftes meget lidt, nemlig sammenkoblingen mellem det at aflægge et lægeløfte og erhverve autorisationen til at virke som læge.

I historisk sammenhæng har man kendt til løfter, der blev aflagt blandt håndværkere allerede i Oldtiden i næsten alle kulturer. Da sygdomsbehandling blev anset som et håndværk, har man også fra dette erhverv kendskab til løfter, der skulle aflægges, som regel før man påbegyndte en uddannelse.

I denne forbindelse fremhæves ofte det såkaldte hippokratiske løfte som noget helt særligt. Imidlertid kender man i dag en række løfter med forskelligt indhold, som man mener at kunne henføre til den græske oldtid. Hvilke grupperinger eller personer, der har anvendt dem, og hvilken funktion de kan have haft, vides ikke med sikkerhed. Ud over løfter fra den græske oldtid kender man løfter fra andre samfund, der i visse henseender ligner de græske.

Middelalderens religiøst prægede løfte

Lægeerhvervet som akademisk uddannelse har sin oprindelse i Middelalderen, hvor man ved nogle universiteter også kunne erhverve lægeuddannelsen. Ved disse universiteter aflagde man som regel flere løfter i løbet af lægeuddannelsen. Det løfte, der blev aflagt ved afslutningen af uddannelsen i denne tidsperiode, var et religiøst præget løfte, der levede op til den katolske kirkes etik- og moralkodeks. Løftet, der blev aflagt, var et akademisk løfte fælles for alle, der afsluttede deres uddannelse, og blev i de første mange år aflagt i kirkerne. Disse løfter, som havde forskelligt indhold afhængigt af, hvor de blev aflagt, havde deres forbillede i de middelalderlige gilde- og lavsbestemmelser. Fra denne periode ligger man ikke inde med nogen sikker viden om, at der skulle aflægges et løfte for at opnå retten til at virke som læge. Dette selvom man kendte til autorisationsbegrebet og dets juridiske betydning.

Med Reformationen ser man en opblødning mhp. at skulle aflægge et løfte ved afsluttet uddannelse. Lægerne opretholdt dog mange steder traditionen med at aflægge et løfte ved uddannelsens afslutning. Disse havde nu ikke længere det samme religiøse indhold som i den katolske tid og nogle steder intet overhovedet.

Udviklingen i Danmark

I Danmark har udviklingen været noget anderledes. Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 med et medicinsk fakultet. Men først i 1544 afsluttede den første lægestuderende sin uddannelse ved universitet.

De meget få danske medicinstuderende fik størstedelen af deres uddannelse ved katolske universiteter i Sydeuropa.

Efter Reformationen i Danmark i 1536 begyndte et stigende antal studerende at afslutte deres uddannelser ved protestantiske universiteter i Nordeuropa. Baggrunden herfor var, at kongen krævede, at man overholdt Den Augsburgske Trosbekendelse. I 1700-tallet steg antallet af læger, der afsluttede deres uddannelse ved Københavns Universitet. Der vides så godt som intet om, hvorvidt disse læger har aflagt et lægeløfte, hhv. hvilket løfte de har aflagt. Forholdene vedrørende lægeløftet ved kongens andet universitet, nemlig i Kiel, er ligeledes meget uklare.

I cancelliskrivelse af den 15. august 1815 til det Kirurgiske Akademi meddelte man, at Sundhedscollegiet (= Sundhedsstyrelsen) havde anbefalet det af professor, dr.med. Johan Daniel Herholdt (1765-1836) fremsatte forslag om, at de nye skulle aflægge et løfte straks efter bestået eksamen. Som forbillede anførtes i skrivelsen den skik, juristerne allerede havde indført [1].

Dette skete således 336 år efter universitetets grundlæggelse. Der står ikke anført, hvad konsekvensen ville være, såfremt man ikke aflagde løftet. Som noget ret usædvanligt for tiden skulle løftet gælde for såvel lægerne uddannet ved universitetet som kirurgerne uddannet ved Det Kirurgiske Akademi. Antallet af læger uddannet ved universitetet var imidlertid stigende og steg voldsomt efter sammenlægningen af lægeuddannelsen og kirurguddannelsen, hvilket skete med virkning fra den 1. januar 1842.

Danmark får et lovkompleks for læger

Medicinalforordningen af den 4. december 1672, der var det første egentlige lovkompleks for læger og apotekeres virke i Danmark, rummede ingen bestemmelse om, at man skulle aflægge et lægeløfte [2]. Denne lov blev først afløst fuldgyldigt af den nye lægelov, der trådte i kraft den 1. januar 1935. I denne periode indførte man bestemmelsen om, at læger, der var uddannet i Danmark for at kunne opnå autorisation i Danmark, skulle aflægge et lægeløfte. Denne kobling af lægeløftet med erhvervelsen af autorisation ses langtfra i alle lande.

Når man ser lægeløfterne i global sammenhæng, vil mange nok blive noget overrasket over deres indhold og mangfoldighed. Det er ofte meget tydeligt, at løfterne er afhængige af de samfundsmæssige forhold, politiske magtforhold og de dominerende religiøse retninger i de enkelte lande. Nærmest burlesk opleves det, at man kan høre om unge læger, der aflægger det hippokratiske løfte i sin oprindelige ordlyd og andre i »moderniseret« form.

For danske forhold må det i øjeblikket anses for helt utænkeligt, at man fra statens hhv. universiteternes side skulle kunne finde på at stille specielle krav til lægeløftets indhold. I fald dette alligevel skulle ske, vil man formentlig kunne komme ud for, at enkelte læger måske ikke ønsker at aflægge løftet, og som følge heraf ikke kan opnå autorisation i Danmark.

WHO's lægeløfte

Etiske og moralske normer for lægearbejde findes i FN-sammenhæng og er kendt og accepteret i Danmark. WHO udarbejdede i 1948, efter at man havde erfaret, hvad der var sket i Det Tredje Rige, et lægeløfte, der siden er blevet revideret adskillige gange [3]. Løftet synes ikke at blive anvendt i større udstrækning, så vidt jeg har kunnet vurdere det. Dette løfte har den store fordel, at det ikke kan ændres efter nationalt forgodtbefindende eller med baggrund i religiøse eller politiske særønsker.

Et andet aspekt, der efter mit skøn gør det problematisk at opretholde denne lovgivningsmæssige kobling mellem det at aflægge lægeløftet og opnå autorisation, er, at ca. 20 procent af Lægeforeningens medlemmer ikke har erhvervet deres uddannelse i Danmark. Det er mit indtryk, at langtfra alle læger uddannet i udlandet er medlemmer af Lægeforeningen, så det reelle antal læger uddannet ved udenlandske universiteter er nok større og derfor ganske betydeligt.

Blandt disse læger er der nogle, der ikke har aflagt et lægeløfte. Andre har aflagt et løfte, hvis indhold man efter bedste skøn må betegne som meget problematisk. Sundhedsstyrelsen foretager mig bekendt ingen kontrol af indholdet i de aflagte løfter.

Læger uddannet i udlandet

Ingen læge uddannet i udlandet skal imidlertid aflægge et løfte i Danmark. Disse læger kan således opnå autorisationen under andre betingelser end læger uddannet i Danmark. Noget, der egentlig i »egalitets«-Danmark er forunderligt.

Lægeløftet har aldrig haft nogen juridisk betydning, kun moralsk. I historisk kontekst findes der eksempler på, hvor galt det kan gå med denne sammenkoblin g mellem lægeløftets indhold og retten til at udøve erhvervet.

Set i lyset af disse forhold mener jeg, at det ved en revision af lægeloven, som er forestående, vil være indlysende under de nuværende forhold, at ændre lægelovens bestemmelser i § 2 om, at læger, der har erhvervet deres uddannelse i Danmark, skal aflægge et lægeløfte for at opnå autorisation til at virke i Danmark.

Man kunne i stedet for gøre det frivilligt for alle, også dem, der har erhvervet deres uddannelse i udlandet, hvorvidt de ønsker at deltage i den højtidelige handling at aflægge løftet. Fra udlandet, hvor det adskillige steder er frivilligt, om man vil aflægge lægeløftet, har man erfaring for, at interessen for at aflægge et lægeløfte er svingende, formentlig afhængigt af »tidsånden«.


Referencer

  1. Uldall FA. Den civile medicinallovgivning i kongeriget Danmark. Bind 1. København, 1963: 98.
  2. Brix J. Et sammenlignende studie af udviklingen inden for lægestanden i kongeriget og hertugdømmet Slesvig indtil år 1864 (disp.). Aabenraa, 1992: 238-42.
  3. Lægeforeningens Vejviser 2005/2006. København: Lægeforeningens forlag, 2005: 83.