Lægemangel eller lægerationering?

Dagens sundhedsdebat fokuserer især på den aktuelle mangel på speciallæger både på sygehusene og i almen praksis. En mangel, som tenderer til at vokse, idet mange speciallæger forventes at gå på pension i løbet af de næste ca. ti år. Samtidig vil et voksende antal ældr e danskere komme til at efterspørge flere lægelige ydelser i fremtiden end i dag. Kendsgerninger, som ikke kan benægtes. Spørgsmålet er dog, om dette er hele sandheden? Næppe, kun i fald sundhedsvæsenets organisation holdes uændret. Hvis ikke er der måske en løsning på problemet.

Af økonomiske årsager har vi i Danmark reelt et kommandoøkonomisk rationeret lægemarked. Noget vi ikke altid har haft. Før oprettelsen af Den Offentlige Sygesikring i begyndelsen af 1970'erne kunne enhver læge med ret til selvstændigt virke (opnået B-autorisation) eller speciallægeautorisation frit praktisere og yde patienterne vederlagsfri behandling efter overenskomst med de daværende sygekasser. I begyndelsen af 1970'erne kunne B-autoriserede og speciallæger blot anmode Den Offentlige Sygesikring om et ydernummer, som gav mulighed for at behandle patienter på Sygesikringens regning, og uden at patienterne skulle betale. Sidst i 1970'erne blev tildeling af ydernumre stærkt rationeret, og antallet af tildelte ydernumre var noget, administratorer og politikere bestemte. Sådan er det stadigvæk. Selv om der er uddannet mange speciallæger, og almen praksis også er blevet et speciale, kan kun få af speciallægerne få et ydernummer. Almindeligvis fås et ydernummer kun ved, at man overtager det fra en kollega, der er ophørt med at praktisere.

I dag er der ingen, der ved, hvor mange af landets nuværende speciallæger, der måtte ønske at få tildelt et ydernummer enten til deltids eller fuldtidspraksis. Det er min hypotese, at manglen på speciallæger ville mindskes eller helt forsvinde, hvis man foretog nogle enkle ændringer af sundhedsvæsenets organisation. Til overvejelse for vores politikere skal hermed fremsættes følgende forslag:

1. Lad patienter frit søge den speciallæge, de ønsker at opsøge, således som det i dag gælder for medlemmer af Sygesikringens gruppe 2.

2. Tildel ydernummer til enhver speciallæge, som måtte ønske et sådant.

3. Lad de alment praktiserende speciallæger selv bestemme, hvor mange patienter, de ønsker at have tilmeldt deres praksis.

4. Sygehusansatte speciallæger bør som tidligere have tilladelse til at behandle patienter for Sygesikringen på det hospital, hvor de er ansat, eller på et andet hospital. Naturligvis uden for deres normerede arbejdstid og med passende betaling for medhjælp og øvrige faciliteter.

Gennemførelse af ovenstående forslag vil helt klart være dyrere end, hvad ambulante lægeydelser koster i dag. Til gengæld ville antallet af indlæggelser med en meget høj grad af sandsynlighed falde, og udgifterne til sygedagpenge ville mindskes, fordi færre patienter skulle vente på at blive udredt i sundhedsvæsenet. Hvis forslaget blev gennemført, ville det medføre mere konkurrence om patienternes gunst og give befolkningen lettere adgang til kvalificeret lægehjælp. Reelt er der tale om et forslag til ophævelse af den danske lægera-tionering, som nu har varet i 30 lange år.

Desværre er forslaget nok en utopi, fordi styringsglade administratorer og politikere ville miste indflydelse i sundhedsvæsenet eller i det mindste føle, at de mister kontrollen med økonomien. Man vil tale om stærekasseeffekt og om, at hele nationalproduktet vil blive brugt af lægerne. Mon ikke de flittige og travle danskere har andet at lave end at søge unødvendig lægehjælp? Lad det dog komme an på en prøve, og se, om ikke frie læger og patienter kunne finde en bedre balance i et friere marked end den ubalance, som hersker i dag i vores rationerede sundhedsvæsen med lange køer.