Lægemiddelforskning og den bevidstløse patient

Tanker fra en alment praktiserende læge tænkt på vej hjem fra Universitetshospitalet i Aalborg.

Klokken er fire om morgenen. Forskeren, der fortalte om det videnskabelige forsøg, min patient gerne skulle deltage i, virkede træt. Hun hørte ikke rigtigt efter, hvad jeg fortalte om fru Jensens liv.

Fru Jensen er en af mine meget gamle patienter. Hun klarer sig i sit eget hjem, et hus i tre etager, selv om hun har ondt i sin hofte. Hun fik sat en kunstig hofte ind for 20 år siden, men nu er den slidt og løs. Hun kommer til mig en gang imellem til B-vitamin-injektion. Børnene vil gerne have, at hun flytter til en bolig i ét plan, men hun vil hellere blive i sit hjem. Sørger for at holde sig i gang med daglige gåture og cykler på motionscykel.

Det virkede ikke, som om forskeren syntes, at fru Jensens liv var særlig interessant. Men jeg var nødt til at fortælle om hendes liv for at prøve at finde ud af, hvad fru Jensen ville sige til at blive inddraget i dette forsøg. Vi havde aldrig drøftet etik og moral. Vi havde heller ikke drøftet hendes ønsker til fremtiden, men det var mit indtryk, at hun gerne ville leve videre, som hun gjorde nu, selvhjulpen i eget hjem. Jeg fornemmede ikke nogen panisk angst for døden.

Nu lå fru Jensen helt ukendelig og bevidstløs på intensivafdelingen. Hun var faldet og havde efter collum femoris-fraktur-operationen fået sepsis. Forskeren ville gerne have hende inddraget i et lægemiddelforsøg. Jeg skulle give samtykke på min bevidstløse patients vegne.

Min gamle patients chancer for at overleve var små uanset behandling, og hendes chancer for at komme hjem og leve sit liv videre selvhjulpen i eget hjem var endnu mindre.

Hvad skulle jeg svare? Min patients forløb ville nok ikke ændres ret meget uanset mit svar. Så pludselig blev det vigtigt, hvilket svar jeg skulle leve videre med. Hvis det var mit barn, ville jeg ikke kunne leve videre med, at det blev en anonymiseret deltager i et videnskabeligt forsøg, hvor en tredje part var økonomisk involveret. Og jeg prøvede at forklare forskeren, at jeg ikke kunne være min patients læge og give dette samtykke til deltagelse i et forsøg, hvor patientens individualitet forsvandt. Jeg sagde nej på min patients vegne!

Jeg vil hermed opfordre til en generel debat om inhabile patienter overhovedet skal kunne inddrages i videnskabelige forsøg [1].