Strejke og lockout er i sin grundkomposition ikke et forum for diskussion, men uenigheden og friktionen mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne er tiltaget, og stridspunkterne er essentielle dynamoer for sammenhængskraften og respekten i vores arbejde.
Lægen
Øjnene tindrede og smilet var anderledes skævt, da han stod parat i Aalborg Lufthavn en solrig julidag i 2007, da jeg kom hjem fra sommerferie. Hjemme ventede det brev, der skulle afgøre min fremtid. »Jeg kunne ikke lade være med at kigge. Du er optaget på medicin!«, lød det begejstret fra min ellers stoiske far, der på det tidspunkt kæmpede med at holde tårerne tilbage.
Stoltheden over »en læge i familien« er en velkendt og transparent personlig identitetsmarkør for de fleste. Lægelivet er ofte valgt på baggrund af glød og autenticitet som et konglomerat af job, hobby og passion for naturvidenskab og kommunikation. At være læge er forbundet med at tilhøre en naturvidenskabelig elite, og der er en vis tilfredsstillelse i lægetitlen, som nyder status og prestige i de fleste sociale og faglige sammenhænge.
Kaldet
Det er en livsform at være læge, og sat på spidsen næres der forestillinger om lægegerningens ophøjethed i form af et nærmest helligt kald, og dermed forventningen om lægens indsats som en idealistisk, selvopofrende kærlighedsgerning. Kaldstanken, formuleret af Luther i 1500-tallet, havde til hensigt at konkretisere det at nærme sig Gud ved at tjene ham gennem kaldet. I tillæg hertil taler Kierkegaard i »Enten-Eller« om, at man bør tilgå sit arbejde som en »etisk pligt« for således at fungere i en »orden« = samfundet. Læger anses for at være moralsk ophøjede og nærmere sandheden i kraft af vores uddannelse. Hvorfor? Fordi det er betryggende at anskue lægen på en piedestal lige under det guddommelige. Så er der måske håb om mirakler, og man kan tillade sig at forvente ufejlbarlighed, da alternativet er uoverskueligt utrygt.
Kampen
Danske værdier er demokrati, fællesskab, tolerance, ligeværd og solidaritet. Strejke og lockout er i sin grundkomposition ikke et forum for diskussion, men uenigheden og friktionen mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne er tiltaget, og stridspunkterne er essentielle dynamoer for sammenhængskraften og respekten i vores arbejde. Offentligt ansatte er blevet målt og vejet af arbejdsgiveren, og vi er fundet for lette i forhold til det private arbejdsmarked. Som konsekvens heraf skylder vi i statskassen og har ifølge Sophie Løhde og co. taget belønningen før indsatsen.
Vi har som faggruppe i årevis med forringede arbejdsvilkår opretholdt og beskyttet fæstningsværket af faglig stolthed og værdighed, mens man politisk har høstet mere og mere af de marker, som man længe ikke har sået, uden den store lægelige modstand. Men vores stolte mestringsstrategier i form af lydig arbejdssomhed slår ikke længere til og har hidtil kun skænket os en plads øverst i det moralske hierarki og sat os nederst i indflydelsens hierarki. Lærernes lockout fra 2013 står til skræk og advarsel som et eksempel på en krank skæbne afledt af strejkeforsøg, og det samme kan ske i sundhedsvæsenet. Det understreger, at manden alene på gulvet er rystende svag, og vi må organisere os med de øvrige offentlige ansatte for at stå stærke – lægestanden har længe været opfattet som stærk, men stille, men måske har stilheden værnet om illusionen af hård fernis af tryghed og styrke, som vi i virkeligheden ikke længere er iført?
