Lægen som lægemiddel - om læge-patient-forholdet af Søren Kaltoft & Lars Thorgaard, red

Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, 2005

456 sider

Pris: 350 kr.

ISBN 87-88638-33-2

Psykiske problemer og psykosomatiske symptomer indgår i hver 3. konsultation i almen praksis. Der er derfor al mulig grund til at videreuddanne sig inden for dette felt. Det har ikke været så almindeligt som at videreuddanne sig inden for andre af de »store« sygdomsgrupper, selv om det naturligt burde være det. I bogen beskrives erfaringer med supervi-sionsgrupper, især efter Balintprincippet.

Som læge gennem mange år er man klar over, at man selv er et lægemiddel, der bruges, og som bør udvikles til bedre virkning og færre bivirkninger. Der er supervisionsgrupper en god mulighed.

Bogen falder i to dele. 1. del beskriver arbejdet i supervisionsgrupper. Denne del er oplysende og relevant men for lang. Især fordi de mange forfattere uvægerligt kommer til at gentage hinandens udsagn. Den er nok især for dem, der agter at gå ind i en supervisionsgruppe. Jeg mener, at de helt nynedsatte læger skal vente, til de har nogle erfaringer, før de tager del i en gruppe. 2. del giver en særdeles nyttig, brugbar og fint koncentreret indførsel i psykoterapeutiske tanker og facts. Kan med fordel læses af alle læger som supplement til den undervisning, der gives under studiet. Intentionerne med en Balintgruppe er:

• At lægen bliver mere opmærksom på sine egne følelser, specielt de følelser, der opleves i patientrelationer.

• At der gradvis sker en ændring i konsultationsmønstret, afspejlende at lægen er kommet til at se anderledes på sine patienter.

• At arbejdet i almen praksis bliver mere effektivt og mindre belastende, så stress og udbrændthed undgås.

• At lægen bedre tåler og udholder patientens lidelse, således at han bliver mindre forsvarspræget.

• At lægens evne til selvrefleksion øges, og derved opnås større selvværd og arbejdsglæde.

I Balintgruppen mødes en gruppe læger under supervision af psykiater, psykolog eller en fra egne rækker med særlig erfaring med faste mellemrum over en 2-3-årig periode. Det er ikke forudbestemt, hvem der er »på« ved det pågældende møde.

En af deltagerne fremlægger uden brug af journal med egne ord sit problem, som så drøftes i gruppen. Ved at lytte, lægge mærke til tonefald, mimik og kropsholdning kommer de øvrige med deres holdning og opfattelse af problemet hos fremlæggeren. Fremlæggeren kommer ikke med problemer fra eget privatliv men kan med varsomhed spørges, om hans egen opfattelse af ret og rigtig kan spille ind.

Gruppen optræder med takt og må være positivt kritiserende.